Der var tredobbelt doomstød til leveren på Atlas i Aarhus denne fredag. Ud over besøg fra amerikanske Pallbearer og YOB, som begge er aktuelle med roste nyudgivelser, var også lokale Double Space på scenen til aftenens doom-marathon.
Netop Double Space var første navn på scenen, en for mig ubeskrevet trio (guitar, bas og trommer), der fik lov at tage sig af første etape. Det gjorde de egentlig ganske godt. “Godaften…vi hedder Double Space,” lød det på drævent østjydsk fra trommeslageren, som var rykket langt frem på scenen midt i det hele, og delte den relativt begrænsede vokaltjans med guitaristen. Tungt og massivt var det fra start, men samtidig var der også plads til af og til at sætte et højere tempo, og ind i mellem mindede Double Space mig en smule om Fossils, med deres evne til at få så massiv støj, der samtidig har nogle gode stærke grooves, ud af få instrumenter. Man kan vel kalde det en art sludge/doom kombo, og den halve time med Double Space ledte på fin vis publikum ind i aftenens univers.
Pallbearer
Amerikanerne fra Little Rock, Arkansas, har modtaget massiv ros for deres to hidtidige album, Sorrow and Extinction fra 2012, og Foundations of Burden, som udkom for kort tid siden, og som jeg selv anmeldte her på siden til 5 stjerner. De fire mand med forsanger og guitarist Brett Campbell i front på scenen, flankeret af Devin Holt på guitar og Joseph D. Rowland på hver sin side, som også begge bidrog vokalt undervejs, og trommeslager Mark Lierly bagved, gik til biddet med det samme med ‘Worlds Apart’ fra det seneste album. Et nummer, der ikke kredser så længe, før det tunge riff og Campbell’s relativt lyse vokal sætter ind. Jeg har tidligere oplevet Atlas have problemer med lyden til metalkoncerter, og det kunne man måske på forhånd have frygtet ville komme til at forstyrre aftenens navne, men umiddelbart var der ingen slinger i valsen fra lydpulten, og lyden var i den gode ende koncerten igennem.
Pallbearer nåede på deres lille time på scenen 6 numre, hvor bandets vekselvirkning mellem tonstunge trommer, svævende guitarer, tunge riffs og Campbell’s vokal overvejende fungerede rigtig godt. Nogle lidt lange pauser mellem numrene, hvor bandet stemte instrumenter i tavshed, eller med enkelte standardkommentarer, hev dog intensiteten lidt ud, og i nogle af de mere stille passager gik der også snak i publikum rundt omkring. Især i sidste del af koncerten kom Pallbearer til at stene ud i nogle lange instrumentalpassager på numre fra deres første album (det er der i sig selv ikke noget i vejen med), der ikke havde samme fremdrift som bandet har i deres kompositioner, når de er bedst. Heldigvis fik et langt, stærkt solostykke, hvor bas og trommer drev nummeret frem, mens guitarerne svævede på kryds og tværs, indfanget opmærksomheden igen, inden det hele endte i feedbackstøj.
Det endte i et lidt blandet indtryk, hvor bandet viste at de kan levere deres glimrende numre live, men at der også kan være udfordringer i formen og opbygningen af den samlede koncert. Fire solide stjerner til Pallbearer.
**** (4/6)
YOB
Godt tyve minutter efter Pallbearer havde forladt scenen, begyndte YOB at rumstere. Ligesom aftenens første band, er YOB en trio, bas, guitar og trommer, og især trommeslageren fik markeret sig fra start. Fra de bankede ind i første nummer med en marchrytme, som hurtigt blev forvandlet til en tonstung rytme. Mike Scheidt på vokal og guitar gjorde en aktiv figur med sit kropssprog for at få publikum med, og han virkede til virkelig at have lyst til at stå på scenen. Knyttede næver ud til publikum og crazy faces, og de tunge grooves, som YOB leverede overbevisende, og de forreste rækker på Atlas var vækket til live og headbangede med. YOB er, ligesom Pallbearer, aktuelle med et album, for YOB’s vedkommende Clearing The Path To Ascend, som kollega Ken havde til anmeldelse for nylig.
Hvor YOB og Pallbearer har fællestræk i tyngden, så er YOB væsentlig mere varierede i deres lydbillede, på godt og ondt. Scheidt både synger med sin lidt raspende vokal, men brøler og skriger også, og bandet veksler mellem atmosfæriske klingende stykker, blytunge riffs og trommer, og skruede undervejs også tempoet kraftigt i vejret. Bedst var bandet dog (efter min mening) når de vekslede mellem atmosfæriske guitarstykker og de klippetunge stykker, som på ‘In Our Blood’ fra det nye album. Til gengæld var koncertens femte nummer en kradsbørstig og hurtig fætter, som hurtigt blev monoton og den måtte bandet for min skyld godt måtte have udeladt – nuancerne i bandets lyd forsvandt simpelthen. Til gengæld sluttede bandet af med to ekstranumre ( ‘Quantum Mystic’ og ‘Adrift in the Ocean’, tror jeg?), der begge stod stærkt i det samlede indtryk, med deres tunge, tunge grooves. Og når YOB spiller to numre, ja, så tager det altså ca. en halv time, så klokken var meget tæt på 1 da Scheidt gav high-fives og knuckles til de forreste rækker.
YOB havde i perioder et solidt greb om halsen på publikum, men midtvejs i koncerten ramte bandet en periode, hvor tingene ikke fungerede helt så godt. Men med den stærke afslutning lander YOB også på 4 stjerner. Og med en time og 45 minutters sæt, så var der i hvert fald fuld valuta for pengene fra Oregon-veteranerne.
**** (4/6)
Efter fire timer i doom-land kunne man således gå mørbanket ud i natten og hvile trommehinderne med et lille smil på læben. Skulle man sætte aftenens to hovednavne op i forhold til hinanden, så vandt YOB snævert på energi og variation, mens det nok bliver Pallbearer, der ryger på anlægget derhjemme. Samlet set viste aftenen at doom-genren lever i bedste velgående med stærke eksponenter i aftenens navne.
Anmeldt af Jonas Strandholdt Bach
