Dør Nr. 13 er klar med en udgivelse, der både fungerer som EP og som første halvdel af et kommende album. En halv udgivelse? I hvert fald en der lander sådan lidt “midt imellem”.
Side A er, som titlen måske antyder, den første side, eller del, af et album, som efter planen udkommer næste år. Udgivelsen fungerer altså som både en form for selvstændig EP, en del af noget større og en teaser for det fulde album, der bærer titlen 13. Med 6 sange på Side A tør man så skyde på, at Side B indeholder 7? Nuvel, det kan på den ene side virke lidt tamt, at man på den måde får et halv album og skal vente på resten, på den anden side er det ret snedigt i den forstand, at man holder sig i medierne, radioen og folks bevidsthed over længere tid med hvad der i bund og grund er den “samme” udgivelse.
Det mest retfærdige er nok, at opfatte Side A som en isoleret udgivelse, selvom man ved det ikke helt passer og så bedømme det samlede indtryk i albumformat senere.
Det første man lægger mærke til på åbningsnummeret og førstesinglen er, at Dør Nr. 13 virker en kende mere bløde og poppede i denne omgang end tidligere. “Indeni” virker som en musikalsk krammer, som jeg lige skulle vænne mig til. Jeg har tidligere haft det lidt varmt-lunken med Dør Nr. 13 og især deres lyd. Det kan godt virke lidt tromlende, in your face og frembrusende på en måde, hvor man ikke helt kan lukke døren, hvis man ikke lige er i humør til den slags. Er man derimod i det rette humør, så kan de både være en fest og byder på nogle meget fængende singler. “Indeni” bevarer kun en smule af deres velkendte stil, mest på vokalen, hvor Lasse Storm stadig har noget Liam Gallagher’sk over måden han synger og leverer vokalen på.
Ellers er nummeret noget mere afdæmpet end man er vant til fra deres singler, det er nærmest en slags sjæler. Det er muligvis lidt mindre iørefaldende hvad melodien angår, til gengæld mere stemningsfuldt og atmosfærisk. Det klæder dem faktisk at skrue lidt ned for armbevægelserne og op for “følelserne”. Den anden side af Dør Nr. 13, der hvor de bliver lidt mere øretæveindbydende i min verden, viser de på den efterfølgende “Livet Er Nu”. En forholdsvis enkelt sag, der brager derudaf i frisk og højt tempo, endda med “lalalala” kor. Nummeret lever fint op til titlen ved, at virke meget her, nu og ligetil med en dunkende Hall & Oates “Maneater” vibe. Den kunne sagtens gå mig på nerverne i længden!
I det hele taget er det som om Dør Nr. 13 i denne omgang omfavner poppen og det lidt mere nære men også banale. “Smagen af dig er oktoberregn over Stengade”, lyder det i kærlighedshyldesten “Smagen”. Smagen af dig er flere ting men, lige som “Livet Er Nu”, eller “Nabolag”, så føles det som om det er hverdagslivet Dør Nr. 13 byder op til dans i denne omgang. Det giver bestemt en fornemmelse af, at bandet nu ikke bare blæser festiligt ud af E45 længere men, det bliver måske også en kende trivielt og, ja, banalt. Ikke at banalitet behøver være et fy-ord, Kim Larsen gjorde en hel karriere ud af det.
“Hjertet det gør som hjertet det gør” lyder mantraet eksempelvis i “Hjertet Gør”. Det er jo svært at være uenig i sådan et statement, men, jeg ved heller ikke rigtig hvad jeg skal bruge det til? Samtidig er den musikalske indpakning lidt en halv-tynd omgang, som sådan set matcher indholdet ret godt. Det er som om der er sigtet efter noget mere lettilgængeligt og lige til, hvilket der bestemt ikke er noget i vejen med men, det er som om for meget af bandets kant er røget i samme ombæring. Eller, er det bare ikke gennemført blødt og poppet nok i forhold til lyrikken? Der er i hvert fald et eller andet her, som gør at det ikke helt harmonerer i mine sarte ører?
Lidt harmoni får vi dog mod slut, når Rebecca Lou slutter sig til Storm på EP-lukkeren “Hvid Nat”. Så kan man nyde Lou’s flotte vokal på dansk, hvilket faktisk klæder den rigtig godt. I det hele taget er det, udover “Indeni”, EP’ens mest vellykkede nummer i min optik. Storm har ikke verdens mest skolede vokal men, han har en genkendelig stil og synger med stor overbevisning i stemmen. Det giver en god kontrast til Lous mere rene og klare klang, så vi ender med en ret fin ballade, hvor de både synger godt op mod hinanden og får lavet et fornuftigt parløb.
Side A viser dermed både velkendte og nye sider af Dør Nr. 13, hvor jeg måske ikke synes alle nye tiltag lander lige godt – men sådan må det nødvendigvis være, når man prøver noget nyt af. Jeg ved heller ikke om EP’en ligefrem gør mig sulten efter at høre det fulde album, så vi står lidt med en udgivelse, der for mig, lander en smule i det kedelige “ingenmandsland”. Hverken godt eller rigtig skidt, ingen gider have 3 stjerner men, det bliver det til i denne omgang.
Af Ken Damgaard Thomsen
Foto: Dør Nr. 13, pressefoto
