Dør Nr. 13 er en eksplosiv omgang af et album, hvor vi kommer vidt omkring genremæssigt. Dør Nr. 13 har som altid masser af energi og attitude, og samtidig byder albummet også, trods ujævne passager, på en række stærke sange.
Dør Nr. 13 skulle efter planen “bare” have udgivet en EP, der skulle supplere sidste års EP-udgivelse, men det er i stedet blevet til et helt album. “En undergangsplade man kan danse til”, som det lyder i pressematerialet, med 12 numre, i stedet for de planlagte 7. Kodeordet for udgivelsen virker i det hele taget til at være MERE. Mere af det hele. Det er svulstigt, det støjer, det er melodisk, det kradser, det moser og maser og kræver éns opmærksomhed som lytter.
Der er allerede lidt Madchester-vibes på den vignet-agtige ‘begyndelse_Reprise’, der sparker albummet i gang, inden ‘Genfærd’ for alvor blæser albummet i gang. Det er ikke første gang Dør Nr. 13 leger med Madchester-lyden, men det er som om den får fuld skrue denne gang.
‘Genfærd’ har allerede været luftet som single, ganske velvalgt, for den er bestemt fængende og har samtidig en rastløs, dunkende energi. Her kan man også høre ekkoer af både Kim Larsen og The Minds of 99, to andre af Dør Nr. 13’s tydelige referencepunkter. Men det er som om, der bliver smidt endnu mere i blandingen denne gang.
Helt op på de høje nagler kommer vi på ‘Kvixxand’, der måske nok bygger lidt langsomt op, men inden længe dunker afsted som en anden klub-banger med svulstige synths. På den ene side føler jeg ikke, jeg burde kunne lide det, men på den anden side går Dør Nr. 13 all-in, og det er faktisk medrivende når Lasse Storm synger om kuldslåede skæbner og drømme om noget andet og bedre.
Netop tekstuniverset er temmelig lige på og voldsomt, for eksempel på ‘Tager dig med’, der åbner sådan her: “Jeg kan holde dit hår når trippet sparker hårdt”, hvor et forhold præget af stofindtag udfoldes, så man får en fornemmelse af, at det kan være både brutalt og smadret, og ømt og omsorgsfuldt.
Der er en vocoder-agtig effekt på Lasse Storm’s vokal på ‘Ud i solen’, og den slags har godt nok aldrig været noget, der falder i min smag – heller ikke her. Jeg forstår egentlig godt effekten på nummeret, der er tæt på at kamme over i svulstige synths og elektroniske trommer, så vi er mest ude i en smagssag, for igen, jeg kan sagtens høre meget, der fungerer. Det virker i det hele taget som lidt af en kreativ eksplosion, der er foregået for Dør Nr. 13 i forbindelse med indspilningen af albummet, for udtrykket er virkelig alsidigt – den tempofyldte ‘Højere’ og den fængende, men også lidt monotone ‘G.R.I.N.E.R.’, der starter med “Verden er en syg joke/Hvorfor er der ikke nogen der griner?” er to andre eksempler på spændvidden på albummet.
På det her tidspunkt, kun lige lidt over halvvejs gennem albummet, er jeg allerede godt fyldt op af impulser. Det er en intens omgang at danse med Dør Nr. 13, der i øvrigt byder på nye “dansetrin” med ‘Ny mund’, der er en slags smadret hiphop, der kunne lyde lidt henad sådan noget som Vindposen kunne finde på. Efter den kommer et let distorted sample af en passage fra Korintherbrevet på ‘Kærligheden’, hvilket passer ganske godt ind på albummet når nu mange af Dør Nr. 13’s sange handler netop om kærligheden, kombination med rusmidler. Herefter får vi den tempofyldte ‘Mærker det’, der rammer en lidt anden musikalsk tone.
Vi får endnu en single-forløber mod slutningen i form af ‘Blod’, hvor der er gået reggae i rytmen, samtidig med vi stadig er i rockland, hvilket giver det en bismag af engelsk 80’er smeltedigel. Samtidig er det endnu et eksempel på, at Dør Nr. 13 rammer noget, der på én gang virker kompromisløst og samtidig er fængende nok til at ramme rotation på eksempelvis P6. Teksten spiller på flere seksuelle referencer – “Hun vil ikk’ ha mig, nej, hun vil ha’ mit blod, ja (…) Hun sagde hun var veganer/men i virkeligheden/Var hun lige så altædende som var hun døden/Tog mig helt til roden/Red mig op igen”, og viser igen Lasse Storm som en ret uforfærdet og direkte sangskriver.
Albummet rundes af med ‘Begyndelse’, der binder en tråd tilbage til åbningen af albummet, og virker næsten nedtonet i forhold til mange af de andre numre. Der er dog skruet fint op for den elektriske guitar, og et godt drive. “Der er ikke mere af os tilbage/Jeg drak det op til mit blik blev tomt” synger Storm, og igen lyder det som en sang om kærlighed, der er eller bliver slået i stykker eller opsluger sig selv. Der er et eller andet ved omkvædsdelen, som ikke helt rammer plet for mig, mens versene til gengæld er ret fede.
Det er virkelig lidt af en sandblæser af et album, Dør Nr. 13 har skruet sammen. På en måde virker det som alt for meget, ubalanceret og skævt, men på den anden side virker det også bare som sådan Dør Nr. 13 SKAL lyde. Der trækkes på mange forskellige inspirationskilder, og det gør albummet til en alsidig, men også ujævn oplevelse. Kan I mærke det trækker op til en konklusion?
Dør Nr. 13 afsøger hjørnerne af deres lyd med Dør Nr. 13, der er et intenst album med flere højdepunkter end lavpunkter. Det er også et ujævnt og strittende album, hvilket overvejende er en styrke – vi lander på 4 store stjerner for den rå kantede energi, de direkte tekster, og de fængende sange.
Anmeldt af Jonas Strandholdt Bach
