Dogmatist er endnu en bidsk køter fra Raw Birth Records grind/sludge punkede hardcore kennel, der bider fra sig med fråden hængende ud af munden.
I sidste uge anmeldte jeg Dead Instrument der er udkommet på samme selskab, og man aner et stemnings- og genremæssigt slægtskab mellem de 2 bands. Men hvor Dead Instrument leverede 8 aggressive bid på kun 10 minutter, så tager Dogmatist sig mere tid til at bide sig fast over 11 numre.
Lad os bare slå fast at Dogmatist lyder glubske hele vejen igennem pladen, men der er også plads til andet end små hidsige eksplosioner. Efter en vanvittig udfarende indledning på pladen, begynder der at dukke numre op, hvor tempoet sænkes og det melodiske element, som bandet også rummer, får mere plads at udfolde sig på. Trioen kalder genren for “grungecore”, og det er egentlig ramt meget godt, hvis man dermed tænker på hardcore vokal og melodier der trækker veksler på den mere beskidte og punkede del af den tidlige “grunge”. Ikke helt ulig det man stedvis hører hos et andet dansk band, Vokadin, som vi tidligere har skrevet en del om.
Som sagt er det ikke fordi Dogmatist pludselig bliver tæmmet i løbet af Worn Out Welcome, næh nej, alligevel er det som om trioens udlæg er lidt mere bistert end det som følger (plus/minus), hvilket ikke mindst skyldes tempoet. “Orificer” åbner med blod om munden og kødstumper mellem tænderne, 1 ½ minuts flintrende overfald, hvor jeg allerede var begyndt at frygte for om jeg var klar til endnu en omgang nådesløse prygl igen. De skærende instrumenter og den manisk skrigende vokal brænder øregangene af, men ligesom hos Dead Instrument så aner man et melodisk element bag den umiddelbare massive mur af larm der møder en – noget der træder endnu tydeligere frem i løbet af albummet.
Vi forsætter direkte over i den endnu mere rabiate “Secret Fermentation”, der er blot 57 sekunder lang, men til gengæld uden tøven flæser strubehovedet af dig med savl og skum flyvende ud af kæften. Så er det som om bandet har fået afreageret, i hvert fald for deres værste fræsertrang, og det melodiske får lov til at kigge mere frem mellem sprækkerne i det musikalske raserianfald. Først eksempel er “All You Can Be”, der i sin klang ligger nærmere klassisk slut-70’er punk end 90’er hardcore. Simpelt, men effektivt. Numrene bliver også længere, og samtidig med at tempoet sænkes,VIRKER de også længere – ikke forstået som langtrukne! Det er bare helt rart at kunne følge med, og et mere slæbende nummer som “Stomping Ground”, viser at Dogmatist slet ikke behøver vride gashåndtaget helt om for at virke faretruende. Her viser de en tungere og kværnende side af deres musik, vokalen hardcore-skriger sig stadig igennem teksterne (som jeg har lidt svært ved at tyde), men tilpasset tempo, så “Stomping Ground” netop stamper fremad, frem for at sprinte.
Midt på albummet går det en lille smule i tomgang for mig, “Gnashing of Teeth” står lidt stampe rent melodisk, fint punk nummer, men ikke så overrumplende som det der fulgte før. “Work Ethic” er en af de de små vilde støj-bomber igen, men her er det som om jeg er blevet en lille smule immun overfor udskejelserne. Heldigvis er det kun mindre bump på vejen, og Dogmatics følger op med albummets stærkeste numre.
Et af højdepunkterne hedder “Hysteria”, en olm og kradsbørstig sludget satan, der med en stærk melodi tromler fremad og hen over en. Her finder bandet, efter min mening, den perfekte blanding af alle elementerne i deres musik. Kort og godt er det bare et super fedt nummer. Men også “Total Black”, der falder lidt tidligere på albummet, er lidt af et medrivende bæst, tempoet skrues lidt i vejret, så det hele slår gnister – men uden at bandet futter hele møget af som tidligere på Worn Out Welcome. Dogmatist lukker og slukker i fornem stil med først “Masquerade”, der summer truende om hovedet på en som en blodtørstig myg, der bliver endda plads til en kort atmosfærisk guitarsolo. Dernæst følger “Worn Out Welcome”, albumlukkeren, hvor der skrues lidt op for blusset igen, Dogmatist lyder igen mere faretruende og får på effektiv manér sat punktum for albummet.
Dogmatist er væk igen inden de får worn out their welcome, i god tid endda. Jeg er mest revet med og begejstret for bandets grungecore når de sætter farten lidt ned, og virker truende, frem for når de rent faktisk bider til. Ikke at de ikke bider hårdt og effektivt i de stunder, rent musikalsk behersker de begge dele lige godt, men min personlige smag trækker i retning af de mere afdæmpede stunder på albummet… hvis man da kan kalde dem det?! Det lyder som om Dogmatist i disse stunder kan eksploderer og sætter tænderne i en hvornår det skal være. Stemningen er her stirrende og dirrende, den glubske Dogmatist køter nedstirrer en, og jeg føler mig udsat og i overhængende fare. På en herlig måde der kaster 4 store stjerner af sig.
Anmeldt af Ken Damgaard Thomsen
Besøg Dogmatist på Facebook
Like GFRock på facebook, og få nyt om rock, rul, metal and the what have you – hver dag!
