Kan du lide alternativ rock ala Dinosaur Jr.? Så er danske Doed Asfalt måske lige noget for dig! De er i hvert fald ude med en fin lille EP, der ikke lover mere end den kan holde på under 15 minutter.
Doed Asfallt, der trods navnet synger på engelsk, gør det ikke sværere for dem selv end det behøver at være. Og det behøver man heller ikke. Man behøver såmænd heller ikke bryde formlen og ændre på en etableret skabelon, hvis man ikke har lyst. Bare man har nogle gode sange og kan følge opskriften så den virker.
Det viser bandet at de kan over 4 relativt kompakte og korte numre. 1,2, 3 og 3 af sted og i mål på lidt over 13 minutter. Og det til trods så får de varieret tilpas indenfor den etablerede ramme, så EPen også får demonstreret at de besidder en vis alsidighed.
Forbillederne bærer de uden på tøjet, de nævner selv Dinosaur Jr., Hüsker Dü, Whisper og et nyere navn som afdøde Jay Retard. De spiller rock “der går virkelig hurtigt, men er begrænset til nogle få, simple idéer”. Dermed ved man nærmest hvordan de lyder inden man går i gang, og man bliver ikke skuffet. Kun hvis man forventer noget andet eller vildt banebrydende!
Der åbnes kompetent med “The Rails”, hvor Doed Asfalt bestemt ikke ryger af skinnerne i svinget. Det går derudaf med pedalerne i bund, ingen slinger i valsen. Lyden er let forvrænget, støvet og smudsig. Det er lyden af slidte bukser med huller diverse steder, en krøllet forvasket t-shirt og langt uplejet hår. Der vælter ud af garagen eller op af kælderen og ud på den slidte asfalt uden tid til at tjekke det, der forsvinder i bagspejlet.
Måske er det i den forkerte bil? Det kan vi ikke bekymre os om, selvom det afsluttende nummer hedder “Wrong Car”. Sammen med “The Rails” er det nok min favorit på EPen, ikke at midterdelen halter, men jeg synes måske bare at starten og slutningen står stærkest. “Wrong Car” er lidt mere poppet og “optimistisk” i sin lyd end “The Rails”. Som om at et pres er løftet fra bandets skuldre i løbet af EPen, og de nu spiller helt frigjort.
“No Good Eyes” rummer en lille smule af det samme, i hvert fald at melodien føles mere lys og mindre sammenbidt. Her slår det mig, ved endnu en gennemlytning, mens jeg skriver, at Doed Asfalt sgu’ bare spiller og lyder… fedt? Det er alternativ rock for helvede, det skal ikke være så indviklet det hele! Er “No Good Eyes” også en favorit så?
Mens jeg grubler over det, er der allerede gået 3 minutter igen og EPen længste sang, “Repetition”, der tillader sig at snige sig op på 3.45, er gået i gang. Her piller Doed Asfalt en lille smule ved deres formel og udtryk. Nummeret er en kende mere grumset og mørk i tonen. Melodien er mindre catchy og mere knurrende, hvor der fokuseres mere på rå muskelkraft end et fængende omkvæd. Et afbræk fra de øvrige 3 numre, hvilket ikke nødvendigvis er en dårlig ting. Men det resulterer i det mindst iørefaldende nummer.
Doed Asfalt udnytter altså den begrænsede spilletid på Hesitant ret godt. Man kan måske være lidt bekymret for om bandet ville kunne holde dampen oppe over et helt album, i hvert fald med de værktøjer de synes at have til rådighed lige nu.
Endvidere mangler der måske lige sangEN, eller sangene, der er helt mindeværdige. Eller som man går og nynner med på, eller husker efterfølgende. Men så længe musikken spiller, og det bliver holdt short, sweet and too the point, så rammer de skiven tæt på bullseye.
Af Ken Damgaard Thomsen
