Do Nothing Club rammer stort set plet, med deres seneste EP Through My Window, og deres take på slacker rock. Et originalt, friskt og positivt bekendtskab, der på trods af en lidt doven tilgang, trækker tæppet væk under kaffebordet.
EP’en udkom 23. september, ikke så forfærdeligt længe efter at Arctic Monkeys havde smidt deres 6. langspiller på gaden, en meget fin og udfordrende en af slagsen. Og hvorfor nu smide Alex turner og Co ind i mikset? Jo, for lige så overraskende deres nye album var rent genremæssigt, lige så overraskende var det at høre at Do Nothing Club sørme også var gået ned at samme sti som Arctic Monkeys. Ok, de kom ikke lige så langt ned af stien, men jeg synes der er nogle af de samme tendenser på EP’en, hvilket er super fedt og jeg tvivler stærkt på at bandet, har tyvstjålet fra de gode isaber fra Sheffield.
Stilmæssigt bevæger vi os som sagt i slacker rock, og referencemæssigt rammer man noget Arctic Monkeys, Last Shadow Puppets, Pulp, Blur og The Drums.
EP’en startes op af “Prelude”, en 30 sekunders nedbarberet lydsekvens, der på forunderlig vis, sætter scenen for resten af albummet. “Prelude” går direkte over i albummets første rigtige sang, “In The Night”.
Som er en melodisk og medrivende én af slagsen, hvor bandet uden at overanstrenge sig, sætter baren højt, og med gedigen sangskrivning og instrumentføring, charmer sig ind hos lytteren. Ikke at det er den dybe slacker-tallerken der bliver opfundet, men det flyder supergodt. Det lyder ikke super kompliceret, men der er mange lag og finesser i lyden, som bandet formår at få smeltet smukt sammen. Eneste lille aber dabei er leadvokalen, som har en snas for meget dansk accent, det er en skam, nu hvor alt andet er lige i skabet.
Det høje niveau fortsætter i bedste stil på efterfølgende “Lemonade Lake” , hvor stilen bliver holdt i kort snor, og hvor tempoet lige ryger en smule ned – this is a song for the ladies. Igen er hele baduljen overbevisende skruet sammen, og guitartemaet er helt forrygende i omkvædet, vokalen er perfekt, og igen flyder sangen helt eminent.
Tempoet stiger igen på “Heat Wave” , som ikke rammer helt samme niveau som de to andre, men på trods af dette formår bandet at opbygge et univers og at sende lytteren fra efterårs Danmark til en strand i Californien – man bliver sgu i helt godt humør. Og krydret med et breakdown 3/4 inde i sangen, har hvad der startede som en straight forward summer tune dælme også et overraskende element.
Har man en prelude, så bør man også have en interlude, og som Prelude gør “Interlude” også sit job til fulde, og tager lytteren stille og roligt fra et sted til et helt andet. For tempoet på efterfølgende “Through My Window” er i bund, og er vel det man godt kan definere som pænt chilleren eller bare en kende dovent, en rigtig søndagssang, med bølgeskvulp, måger og hele baduljen – perfekt til en spand kaffe.
“I’m Fine” slutter stille og roligt af, og slacker den sikkert i hus i samme semi-dovne og overlegne stil, som der blev lagt for dagen på forgående nummer. Det er happy go lucky, jazzy slacker og igen er leadguitaren i sit es, den er spot on og tilfører nummeret energi og dynamik.
Det er happy, det er legende, det er originalt, det er varieret, men mest af alt, er det modigt og pisse velspillet og med en detaljegrad sjældent hørt hos et upcoming band. Ikke at det er totalt groundbreaking, men bandet tør prøve nogle ting af, og de lykkes stort set med dem alle. Ja, der er dømt lidt danglish her og der, og det er da også mit største kritikpunkt, for hvor ville det klæde sangene, at leadvokalen sad lige i skabet. Den danske accent passer ikke specielt godt i bandets lyd, der ikke ligefrem er udpræget dansk. Men det piller ikke ved, at der her er begået en EP der emmer af overskud, spilleglæde og tilbagelænethed. Læg dertil sangskrivning, instrumentering og producering på et højt niveau og ikke mindst, en håndfuld gode varierede sange. Helt sikkert en EP der kandiderer stærkt til årets upcoming udgivelse.
Anmeldt af Thomas Bjerregaard Bonde
