Home Anmeldelser - Albums & EPer Albums & EPer Dirty Old Town: Beauty and Truth ★★★☆☆☆

Dirty Old Town: Beauty and Truth ★★★☆☆☆

2464
0

Dirty Old Town er endnu et bud på dansk alternativ country. Denne gang er vi i den dæmpede ende af genren, med godt musikalsk håndværk, men desværre gør sangene ikke så voldsomt meget væsen af sig.

Som vi før har bemærket i diverse anmeldelser, så er der nærmest en veritabel americana/folk/alternativ country bølge, der skyller frem og tilbage over landet. Dirt Old Town er blandt eksponenterne, og er bestemt ikke i den dårlige ende, men alligevel har Beauty and Truth nogle udfordringer i min optik. Det handler ikke i så høj grad om de enkelte numre, men måske mest at udtrykket simpelthen bliver lidt ensformigt over otte numre, og at der mangler flere numre, der stikker ud og for alvor gør væsen af sig.

Det er nu ellers en meget homogen plade, Dirty Old Town har strikket sammen til lytteren, og den gør sig i og for sig også ganske godt i efterårsmørket, mens det regner og rusker udenfor. Homogen er dog i dette tilfælde både godt og skidt, for alle numrene bevæger sig i samme tempo og stemning, hvilket også gør at albummet flyder lidt sammen under lyttene.

‘Deep Dark and Endlessly’ åbner, med en stemning, der slægter blandt andre Ryan Adams på (omkring Love is Hell), det vil sige sådan relativt sørgmodigt og med en kølig klang. Det er egentlig en ganske fin sang, uden de store armbevægelser, men nydelig indledning, som meget fint viser at Dirty Old Town snildt kan levere velspillet og nænsom alternativ country. Det er tydeligvis dygtige musikere, der bakker sanger og sangskriver Morten Christensen op, og produktionen er også nydelig.

Ganske solid er også ‘She Let Her Heart Hang Free’, hvor kollegaen Jørck aflægger vokalvisit – det gør hun ganske udmærket, ind i mellem som et blidt hjemsøgende ekko, og en vokal mere at spille op mod, kunne måske også have været med til at løfte andre passager af albummet. For eksempel kunne jeg godt have brugt lidt mere spræl på et nummer som ‘In a Park in Paris’, som er i den mere anonyme ende.

Måske stærkeste kort i bunken er ‘If Only I Could See’, der i tangentspillet har et dæmpet dramatisk udtryk, et fængende omkvæd, og er generelt rigtig veludført. Den befinder sig knap halvvejs på pladen, og følges af en periode, hvor sangene desværre glider lidt sammen for mig. ‘Shadow For the Sun’ har egentlig et udmærket omkvæd, men versene gør ikke det store væsen af sig, trods udmærket vokalarbejde. Gode instrumentale præstationer redder desværre ikke ‘Hard to Say These Words’ til at være lidt i den kedelige ende, mens ‘Take Me Easy Out of Here’ igen lyder lidt af Ryan Adams, men uden det får taget til at lette.

Albummet slutter med ‘One Tear’, som er en tand mere nedbarberet end de øvrige numre, og er en melankolsk tage-afsked-og-komme-videre sang, der som sådan er ganske velvalgt som lukker. Sanger og sangskriver Morten Christensen har egentlig en fin og facetteret vokal, som passer godt til genren, og som tidligere nævnt er det veludført musikalsk. Det er også prisværdigt at spilletiden er holdt omkring de 32 minutter, for albums behøver ikke trække ud. Det er sådan set heller ikke fordi, Beauty and Truth føles lang, eller er svær at komme igennem. Faktisk synes jeg, at jeg slipper lidt for let, og det glider lidt for let igennem ørerne og ud igen.

Måske er jeg bare begyndt at blive lidt alternativ country-immun, men jeg synes simpelthen at der mangler flere sange, der sætter sig i lytteren. ‘She Let Her Heart Hang Free’ og ‘If Only I Could See’ har nogle af de kvaliteter, og det handler således ikke nødvendigvis om at der skulle blandes op med mere tempofyldte, rockede skæringer. Det kunne dog også have været en måde at ruske lidt op i sagerne på. Der er bestemt ikke tale om vildskud eller makværk, Beauty and Truth er absolut et sympatisk og velspillet udspil, men den samlede karakter lander alligevel på 3 pæne stjerner – med pil op, for jeg er ikke i tvivl om, at der ligger en hel del potentiale her.

Beauty and Truth udkommer d.16/10, hvor der er releaseparty på Dexter i Odense, hvor også Select Captain spiller. Herudover kan Dirty Old Town opleves en række datoer rundt omkring i landet – du kan finde dem og mere til på facebook.

Anmeldt af Jonas Strandholdt Bach

Previous articleNinna Andreasen – barske banaliteter, sminkede lig og flueknepperi
Next articleFródi – Waltz Me Back In Time – 15/10 – 2015

LEAVE A REPLY

Please enter your comment!
Please enter your name here

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.