Dirt Forge leverer et lille, men hæderligt, brøl fra den sludgede danske undergrund med deres debut-EP, der måske ikke lige får gravet noget afgørende nyt frem fra mørket, men minde kan, i dette tilfælde, også gøre det.
Vi har med en grumset, kantet og temmelig upoleret trio at gøre, der består af Nicolai Lomholt på trommer, Yannick Bünger Kristensen på bas og backing vokal, samt guitar og lead vokal fra Alexander Koldby. Sidstnævnte vil nogle sikker genkende som en af kollegerne ovre på Blastbeast. Trioen bakkes vokalmæssigt op af gæsterne Lars Pontopidan fra Barricade og Frederik Emborg Pedersen fra EVRA.
Dirt Forge har også allerede fået en del koncerter under vesten, ikke mindst et ganske prominent support job for mægtige Crowbar, på sidste års Dirty Days Of Summer på Beta. Og det forstår man sagtens, når man lader gruppens 4-numre lange EP kradse lidt i øregangene. Det er solidt udført, tung og brummende sludge, der både slægter Crowbar på, men også et kultorkester som High On Fire – ikke ligefrem det værste sammenligningsgrundlag!
Og dog, for det er måske også en EP, hvis materiale blegner en smule i forhold til disse navnkundige inspirationskilder og forbilleder. Dirt Forge har med Ratcatchers, med al respekt, ikke begået nogen sange, der helt kan matche hverken Crowbar eller High On Fire – men nu KAN mindre jo også heldigvis gøre det.
Først og fremmest kan jeg godt lide den rå for usødede og direkte måde Dirt Forge griber genren an på, det her lyder på ingen punkter pænt, skønt eller specielt sofistikeret. Og det gælder sådan set hele vejen rundt, men det skal sgu heller ikke lyde pænt. Det er beskidt, mudret til, til op over begge ører og grimt, på den der alligevel lidt tiltrækkende mande-agtige måde. På disse punkter er alt sådan set som det skal være, hvis bandet så bare havde skrevet nogle lidt mere mindeværdige numre.
Jeg har kort og godt vanskeligt ved at huske numrene når de er overstået, en skam, for det rumler og bumler egentlig ganske fornuftigt så længe musikken spiller, men der er ikke rigtig noget der bliver hængende efterfølgende, udover afslutningsnummeret, som vi vender tilbage til.
Bedst fungerer det nok for mig, når Dirt Forge giver sig tid til at stene og lade numrene brumme-rumle på de 2 længste numre på EP’en, den 6 minutter lange åbner “Eternal Black Name” og den over 11 minutter lange lukker “Hide from The Sun”. Igen er det hverken ukendte værktøjer der tage i brug eller numre som konstrueres på en ny og banebrydende måde, men der er et ret solidt fundament, bestående af massive metal-byggesten.
“Eternal Black Name” Crowbar-ruller og tromler langsomt og stilsikkert fremad, med en fin flosset brøle-vokal til at matche den dystre og ulmende stemning. Tekstsiden er måske ikke altid trioens stærkeste side, af og til kan lyrikken godt virke en smule pligtskyldig, den skal jo være der, eller som noget der “bare” er en undskyldning for at få lov til at spille og brøle igennem.
Another poor soul
With glaring damned eyes
He chose to behold
His godsend demise
Sådan lyder første vers eksempelvis, yes yes, “gloomy”. ligesom musikken, fint nok. Det er nu heller ikke den største synd i verden, at lyrikken i denne genre kan føles som en eftertanke, bare det lyder fedt og grumt når det synges – og her mangler der ikke noget hos Dirt Forge.
De 2 efterfølgende numre er titelnummeret “Ratcatchers”, hvor tempoet ryger en del i vejret i løbet af de 4 minutter nummeret varer og den 2 ½ minut korte “Prison Cell”. Det hvirvlende og stormende riff i førstnævnte fungerer egentlig rigtig fint, her er vi nok nærmere High On Fire end Crowbar, mens der går ren tunet bulldozer-sludge i den på “Prison Cell”. Ganske effektivt så længe de står på, om end ikke videre raffineret og nytænkende. Det er sådan lidt sammenfatningen, når Dirt Forge sætter fart i den tungt kværnende maskine.
I pray for darkness
And I pray for myself
Seek souls to harvest
To lay down in hell
Så er den lange afslutter, og tur ned i helvede, “Hide From The Sun” sejtrukket i bevægelse, hurtigt går det ikke, men det klæder egentlig Dirt Forge, at sætte tempoet helt ned. I det tempo og den trykkende atmosfære gør det ikke så meget, at riffene og melodien er i den mere simple og velkendte afdeling – det er ligesom meningen man skal vugge og stene igennem. Efter 3 minutter kommer der lidt mere fart i mudderpølen, vi får endda lidt råbe-kor og et velfungerende “knytnæve i vejret” omkvæd, inden der går lidt tung heavy i den. Variation, tempo- og stemningsskift og et godt gammeldags kværner-riff, what’s not to like?
OK, det er ikke raketvidenskab Dirt Forge kaster sig ud i, men det er tydeligvis heller ikke hensigten eller ambitionen, og så kender de måske, stadig, deres begrænsninger? Alene på det grundlag fungerer Ratcatchers udmærket. Bandet har et sikkert greb om virkemidlerne og genrens konventioner, vokalen matcher ambitionerne og det samlede udtryk lyder egentlig som noget, hvor man tænker: “det var nok det, de gik efter og selv er godt tilfredse med”.
Dirt Forge sætter bestemt ikke nye standarder, eller udfordre sig selv eller nogen forskrifter og regler i større grad, men på egen præmisser og vilkår, er det en helt igennem godkendt EP trioen har fået skruet sammen.
Vi ender på 4 små, men kraftfulde stjerner.
Af Ken Damgaard Thomsen
Ratcatchers kan høres/købes (pay what you want) HER
