Diplomatic Immunity: Something has To Explode (EP) ★★★★☆☆

Så er det på med solbrillerne, læderjakken, de stramme bukser og spidse støvler og ud og spille en fandens karl. Som underlægningsmusik til din seje attitude og udskejelser vælger du Diplomatic Immuntiy, så har du i hvert fald krudt til 20 minutters badassery.

Den aarhusianske trio er kommet for at kick ass and chew bubblegum og er all out of bubblegum, til gengæld er de tungt læsset med rockriffs, gadedrenge attitude og masser af selvtillid. Der er sagt på en anden måde absolut intet nyt under solen her, men det har heller ikke været hensigten. Diplomatic Immunity melder kulør og trutter ren røv fra start (og i deres pressemateriale). Det er rockdrømmen der skal udleves, og de skammer sig ikke over det: next stop verdensherredømmet.

Den opnår de, trods de gode intentioner og takter, nok ikke med denne 5 numre lange EP, men det er da bestemt ikke utænkeligt, at de får sparket nogle døre ind og måske endda sat i fod i klemme hos de rigtige med deres ufortyndede højenergiske rock. Godt nok sniger de sig lidt ind af bagdøren på åbneren “Backdoor”, der er habil rock og rul med en god bredstående, tonser trommer, fuld gashåndtagsbas og en rytme der er lige til at drøne ud af motorvejen til. “Get down on your knees and set the devil free // I don’t care if you want it // Tonight isn’t about you // I’ll slid in through your backdoor”… vent, hvad, brems, stop lige, hov hov! Jeg ved ikke om jeg hørte rigtig, men det lyder da egentlig sådan lidt… skummelt og upassende? Det er måske bare en sang om en lidt halv-skidt karl… Nuvel, jeg trods det, så er det et fornuftigt udlæg, men døren bliver ikke blæst af hængslerne før andet nummer, “Something Has To Explode”.

SÅ er vi satme i gang med hoftestød, langt hår der skal svinges og rystes og en rytme der går lige i den aldrende nakkemuskulatur. Der er noget Jesper Binzer’sk over vokalens brøl i omkvædet uden at vi når helt op i D-A-D frontmands mest hysteriske toneleje og volumen. Men det er godt nok et nummer der bare BRØLER igennem, men lige tager de fornødne små pauser, hvor der kan samles tilløb inden næste eksplosion. Fedt RÅWKnummer, ikke så meget pis. Den efterfølgende “Bridgetown Blues” er den tiltrængte og nødvendige pause efter den tempofyldte og sprængfarlige indledning på den 5 numre lange EP. En midtsvejspuster er nu aldrig en dum idé om end det måske er et lidt formularisk opbygget blues-rocket nummer, hvor D-A-D associationerne igen kigger frem, især i omkvædet, hvor intensiteten igen får lov til at brænde igennem hos Diplomatic Immunity. Vi skal da også lige have et intrumentalstykke og en sej solo mod slut, ikke? Jo da! Sådan gør man i rockmusik, det er almindelig kendt og noget du bare må finde dig i, mester.

Efterfølgende tager de den så yderligere ned på “Ballad of Barselona”, der lader til at være tænkt som udgivelsens sjæler og eftertænksomme stund. I første omgang var jeg lidt skeptisk og syntes, at man måske kunne have gemt den til et eventuelt album, hvor der er mere “plads” og behov for, at variere udtrykket. Den bremser EPen yderligere efter bluesnummeret fik pulsen lidt ned efter det indledende 1-2 punch. Men. Der er altså noget “lighter i luften” og synge-med potentiale her, så jævnføre pressemeddelelsen udmelding om, at blive en “etableret rockgigant”, så kan jeg ikke fortænke dem i bare at kaste sig ud i det. De brækker heller ikke nakken i forsøget, det er sgu’ ret ballsy og jeg kan kraftedeme godt lide nosser!

Nosser er der heldigvis en del af i den truckin chucka chucking swagger struttende “Safeword”, der får EPen rullet sikkert ud på motorvejen igen, denne gang i et sikkert glidende, sejt cruisende tempo. Med koklokke og hele svineriet. Sig det så: mere koklokke. Der kan aldrig være for meget koklokke, og også gerne mere at de klimpende tangenter man kan høre indledningsvis og derefter (lidt for) sporadisk som nummeret skrider frem. Dem behøver I ikke være så nærige med en anden gang, klaverbokseri kan også være rock ‘n roll, så hold endelig ikke igen.

Og det er jo ellers ikke fordi Diplomatic Immunity holder sig tilbage på Something has To Explode. Der er tænkt i stort, klassisk rockformat og de skammer sig ikke det mindste over det – hvilket de heller ikke har nogen grund til. Jeg kan sagtens holde til mere inden jeg skal bruge mit safeword (det er “nosser”), så jeg synes bare, at bandet skal prøve at tage munden for fuld og give den alt hvad den kan trække – og så se hvor langt det kan bringe dem. Der er masser af potentiale her, selvom det er stokkonservativt. Det giver 4 store, ærlige rockstjerner.

Af Ken Damgaard Thomsen