Randrusianske Dionesia leverer et af 2020s stærkeste albums, måske det stærkeste, på deres første fuldlængde udspil, Obscured By Shadows.
Jeg anmeldte for et par år siden Dionesia’s debut EP Bitter/Sweet, som fik 2 store stjerner med på vejen. Her var der anløb til mange gode ting, men samtidig også meget der ikke helt hang sammen. Men tråden var der, det var blot op til bandet at samle den op og rette til hist og her.
Og det må man sige at bandet har gjort, på mesterlig vis. Om de har lyttet til den konstruktive kritik skal jeg ikke kunne sige, men på Obscured By Shadows er der så absolut intet behov for hverken opstramning, finpudsning eller variation, det sidder more or less, lige i skabet – og tråden er samlet op og farvet blodrød.
Genren er stadig storladen alternativ hård rock krydret med et skvis elektro, med plads til lange lydflader, tålmodig opbygning, pitchet vokal og generelt højt til loftet. Man kan, som på debut EP’en, fornemme en række etablerede kunstnere i lyden. Eksempelvis springer Jeff Buckley, Muse, Mars Volta og The Veils frem hos mig. Bandet selv nævner kunstnere som Queen og Pink Floyd, så det er nogle relativt store sko bandet forsøger at fylde ud. Det klarer de til gengæld fornemt, og det er en meget speciel og unik lyd Dionesia tryller frem på Obscured By Shadows, hvor de på flot vis formår, at tage en række elementer fra inspirationen og kreere deres helt eget univers og lyd.
Albummet byder på 10 sange og en samlet spilletid på godt 48 minutter. Der er skruet godt ned for længden af sangene, rent gennemsnitteligt, i forhold til EP’en – hvilket er et kæmpe plus. 10 sange er ligeledes fint afvejet, jeg sad og manglede et nummer mere, da sidste tone randt ud, men hellere et nummer for lidt end for meget. Always leave them wanting more, som en klog mand engang har sagt. Lad det være sagt med det samme, Obscured By Shadows byder på usædvanligt mange stærke sange. Jeg kan lige netop finde frem til et enkelt nummer, “Extrovert Showman”, der ikke helt er på niveau med de øvrige 9, men tro mig, det er stadig et rigtig godt nummer.
Og man bliver da også suget ind i Dionesia’s unikke univers på åbneren “Blown”. Her startes der meget sagte ud med lidt stille vokal, meget Jeff Buckley’sk. Men det er i den grad stilhed før storm, for der skrues støt op for alt der kan skrues op på, og man bliver nærmest overfaldet af lydbølger af guitar, keys, bas, trommer og ikke mindst vokal. Det er tæt på at være for meget, men også kun tæt på.
For Dionesia har så sandelig fundet balancen i lyden og brug af de forskellige elementer, hvilket de formår at dosere helt perfekt. Dette gælder både i sangskrivningen, hvor der virkelig er arbejdet med dynamik og luft. Hvornår vokalen skal fylde og hvornår der er behov for passager, med atmosfærisk guitarfræs, elektroflader og hvad der ellers måtte være. Desuden er opbygningen og flowet på albummet ramt lige i røven, 100% John Faxe style.
Man går fra storladen og nærmest semi-episke sange som “Blown”, “Hope You Don’t Mind”, “Keep Up” og albumlukkeren “Disperser” (der rammer som en mur) hvor der er fuld skrald på, og helt ned til nærmest ingenting på “Radiohate” og “Sail Away”. Og det fungerer sindsygt godt. Intensiteten holdes, på trods af sange hvor instrumenteringen er nærmest ikke eksisterende, blot båret af atmosfærisk lyd, sagte instrumentering og vokal, det er altså imponerende.
Imponerende er også vokalen. Den var jeg meget efter på EP’en, den fyldte alt for meget, men på Obscured By Shadows fremstår den som et af de stærkeste våben, perfekt bakket op og støttet af instrumenteringen, hvor der også skal lyde ros. Men vokalen er stjernen, og den spænder fra spinkel, hviskende og skrøbelig til nærmest manisk, ja, skrigende. Det er et enormt spektre der bliver dækket, men forsanger Steffen Isaksen mestrer det til perfektion.
Det er intet mindre end utroligt, det der er sket fra bandets EP til dette album. Bevares, der var et stabilt fundament at arbejde videre på fra EP’en, men at de lander med et så fuldendt, gennemarbejdet og skarpt album er mesterligt. Specielt med tanke på, at bandet stort set selv har stået for alt. Mix, produktion og fremførsel er spot on og lyden er meget udansk, jeg har ikke hørt noget der minder om det i Danmark, eller udenfor grænsen, for den sags skyld.
Der findes ikke noget bedre end at blive positivt overrasket. Og da slet ikke af noget som man, i mit tilfælde, nok havde afskrevet på forhånd – så kan man lære af det.
Anmeldt af Thomas Bjerregaard Bonde
