EP debuterende Dionesia fra Randers gør sig i storladen og ambitiøs rock, der er velspillet og velproduceret. Til gengæld halter det lidt med sangskrivningen og fornemmelsen af hvornår nok er nok.
EP’en er døbt Bitter/Sweet, og det dækker faktisk meget godt det man bliver præsenteret for, på den 5 numre lange EP. For det er både sweet, men også lidt bitter, det bandet ligger for dagen. Som sagt kan der ikke sættes en finger på fremførsel eller produktion, disse ting fremstår ganske professionelt, og bandets lettere alternative take på rock-genren er også et positivt element.
Bandets lyd er storladen, med masser af opbygning, lange lydflader, gentagelser og en kende teatralsk og leder mine tanker hen på bands som Muse, Baal og Kashmir. Alt dette er bundet sammen af en kompetent forsanger, der dog i mine ører bliver en kende for dominerende, og ja, faktisk irriterende, i længden.
“Blackout” åbner ballet, et godt tungt nummer, hvor der startes stille ud i verset, vokalen er nærmest Chris Cornell’sk, dog fylder den alt for meget, den er vel på max eller derover, 90 procent af tiden, og det bliver til mere skrigeri end sang. Nå, man ryger over i et helt fint omkvæd, hvorefter der går 90’er Kashmir i den, hvilket egentlig ikke er specielt fedt, og herfra kører sangen lidt op og ned, lidt skrigeri her og der, lidt mere Kashmir-halløj og en befriende guitar-solo. På trods af en spillelængde på 4.45 minutter, EP’ens korteste sang, virker det som en del mere.
Og det er en generel ting på EP’en, sangene er simpelthen for lange. Det er fint at man vil bruge tid på opbygning og lade sangene hvile i lange flader, men der skal være en mening med det, og den har jeg svært ved at finde her, altså udover at man kan, og derfor gør man.
Eksempelvis på “Depotism”, der har en spilletid på 7.10 minutter. Her går godt og vel 2.30 minutter før der sker det store, hvilket kan være ok, men man bliver lidt skuffet over at man efter et stykke hvor sangen løfter sig, ved hjælp af fuld instrumentering, blot falder tilbage i fuldstændig samme niveau som de første 2.30 minutter. Herefter rammes man af samme larmende stykke, der holder sangen ud, dog blot krydret med vokal skruet op på skrig.
På “Like A Gun” har vi 6.46 at gøre godt med, ikke en dårlig sang, men det bliver simpelthen for langt, når der ikke sker mere end der gør, så er der i min verden ingen grund til et guitar-intro-riff på 1.14 minut, som så går over i en guitar-solo der reelt starter sangen. Ja, intro-riffet bruges sangen igennem, men derfor behøver man ikke bruge over et minut på at introducere det.
Titelnummeret “Bitter/Sweet” er EP’ens bedste sang, her har bandet formået at skære forholdsvis ind til benet, uden at skrælle alt det storladne eller teatralske væk. Her er vokalen samtidig også mere kontrolleret, og det er instrumenterne der sammen med vokalen sætter dagsordenen, men stadig er der en tendens til at vokalen liiige skal indover eksempelvis en guitarflade, som sagtens kunne have levet fint uden vokal. Igen må jeg sige at sangen er for lang, der sker for lidt til at en spilletid på 6.42 minutter kan fyldes ud.
Lukkeren “Fame” skiller sig ikke ud, det er mere af det samme, og igen et for langt nummer i forhold til indholdet.
Desværre er der mere Bitter end Sweet på Dionesia’s debut EP. Der er simpelthen ikke nok mindeværdige sange på EP’en, der er helt sikkert optræk til det, men bandet vasker de gode og mindeværdige elementer væk i alt for lange sange, gentagelser og for lidt variation. Det bliver simpelthen for kedeligt.
Når det er sagt, har bandet fat i noget godt, der skal bare trimmes her og der, og varieres noget mere i sangskrivningen. Det bliver samme skabelon der genbruges og sidst men ikke mindst kunne man skrue lidt ned for vokalen, både i forhold til volumen og mængden af den og lade instrumenterne få lidt luft.
Bitter/Sweet er en EP med produktion og fremførsel klart over middel, desværre lever sangene ikke op til samme høje niveau, og med disse to ting lagt sammen lander vi på en stor 2’er.
Anmeldt af Thomas Bjerregaard Bonde
