Et lydeksperiment gør det svært at blive helt forelsket i Dine Isaksen’s nye EP, som ellers byder på nogle catchy, misantropiske sange, inde bag kassettebåndsstøjen.
Dine Isaksen startede egentlig som et soloprojekt for nordjyske Kasper Westeraa, som også har slået sine folder i Echo Lips. Han er stadig forsanger og sangskriver, men har fået sig nogle musikalske legekammerater. Albummet Verdens største løgn blev sneget ud sidste år, og nu er Dine Isaksen så klar med EP’en Pligtens blændværk. Hvor albummet bevægede sig i et mere heartland-rockende musikalsk landskab, er der kommet håndbyggede synthesizere og nogle lidt andre referencepunkter ind på EP’ens fem numre.
Lyden er et kapitel for sig – den lyder, bevidst, som et skramlet kassette-bånd, afspillet på en walkman der er ved løbe tør for batteri kl. 2 om natten, som der står i pressematerialet. Så det er nok i høj grad et spørgsmål, om man synes det er en sjov og/eller fed effekt, at numrene er pakket ind i en slags hvid støj, i forhold til om man vil kunne lide EP’en i det hele taget.
Selv om synths er blevet en mere dominerende faktor i lyden hos Dine Isaksen, så er mange af kendetegnene fra debutalbummet stadig til stede på Pligtens Blændværk. En melankolsk grundtone, et godt øre for det danske sprog og melodier, og et rytmisk drive, som gør det svært ikke at vippe med foden undervejs.
EP’en åbner med ‘Den sidste du kunne stole på’, med dunkende synths og et keys-tema, mens Kasper Westeraa’s vokal gemmer sig inde i støjen. Mod slutningen skærer en guitar sig ind, og der lyder nogle “wuuw”-råb et sted i baggrunden, og jeg synes faktisk der gemmer sig et godt og catchy nummer her. Omkvædet har i hvert fald ørehængerpotentiale og jeg har taget mig selv i at gå og synge med inde i hovedet, også timer efter lytning.
Ørehængerpotentiale er der bestemt også på ‘Mand i medvind’, der også især bygger på synths og keys, i sin fortælling om en mand, der har lidt for meget medvind, og bliver hovmodig af det. Der er skrællet helt ind til det instrumentale ben på ‘Dit kolde hjerte’, hvor Signe Maria Bonnerup står for vokalen og kun bliver akkompagneret af tangenter (og walkman-støjen…). Her er det gennemgående misantropiske tekstunivers rettet mod en herre, som lyder som et følelseskoldt bekendtskab.
På sin vis supplerer tekstunivers og de kølige klangflader gemt i støjen hinanden godt, og det er også tilfældet på ‘Via Dolorosa’, som kort fortalt handler om at bevæge sig gennem livets jammerdal. “Kast dine lygter over bord//Og græd en grusom gråd//Her er kun klippe, ingen jord//Og du får aldrig råd//Og alle dage er en ond dag//Du går på Via Dolorosa//Og alle dage har en bismag//Du går på Via Dolorosa”. Tak for kaffe – det er ikke for sarte sjæle at følge med i teksterne.
Det er også kølige tangenter der driver den mere dystert drømmende ‘Stjæler al min tid’ fremad, og selv om det heller ikke er et dårligt nummer, så begynder jeg at være en lille smule kørt ned af misantropi og kassettebåndsstøj. For andre vil den træthed måske indtræde langt før. For som nævnt indledningsvis, vil ens oplevelse af EP’en i høj grad hænge sammen med, hvordan man synes kassettebåndsstøjen fungerer. Om det giver noget til oplevelsen, eller snarere trækker noget fra. Jeg falder nok i den sidste kategori. Ideen ender med at være mere pudsig end velfungerende, og nostalgien forbundet med kassebåndoptagerens støj fordufter hurtigt. Måske det havde fungeret anderledes godt, hvis det ikke havde været så gennemgående, og kun havde været en ramme om numrene?
Som sådan bliver Pligtens Blændværk mere et interessant end vellykket eksperiment, hvor man ind i mellem kan ærgre sig over, at ellers gode sange er pakket væk i støjlagene. For jeg kan faktisk rigtig godt lide Dine Isaksen’s sangskrivning, misantropien til trods (eller måske netop på grund af den), men det bliver ganske enkelt en kende anstrengende at lytte EP’en igennem. Det gør også at vi kun lander på 3 pæne stjerner i denne omgang til Dine Isaksen – som i øvrigt har meldt ud at de er godt i gang med mere nyt materiale, som bliver anderledes end både Pligtens Blændværk og Verdens Største Løgn.
Du kan finde Dine Isaksen på facebook – hvor der også er link til EP’en.
Anmeldt af Jonas Strandholdt Bach
