På en smuk forårsdag i Århus startede Dicte sin Danmarks-turné. Det blev et studie i rock med et hint af soul og Troels-Henrik lod sig overbevise om, at Dicte er en værdig kandidat som dansk rocks kvinde nummer ét.
Jeg vidste egentlig godt, at Dicte kan noget særligt. Fra tidligere, måske lidt løse, oplevelser på SPOT-festival og andre steder, hvor jeg har set hende – og vidst nok også Hempler – og tænkt at det da var langt bedre, end man kunne forvente.
På mange måder er Dicte en kunstner, der flyver lidt under radaren. Nævn rock-kvinder i Danmark pt og Kira Skov og Dicte vil dukke ret hurtigt op på listen. Men hvor Kira Skov har været meget aktiv for eksempel på radioen, har Dicte lagt sit fokus på sin musik. Måske også betinget af personlige sager, men Dicte har et langt stykke hen ad vejen ladet musikken tale.
Og den sidste udgivelse, Perfume, fra 2016 vidner om, at hun er en dame som dygtige musikere gerne arbejder sammen med. Når man kigger ned over de medvirkende musikere på denne plade, er det svært at finde bedre inden for landets grænser.
På denne fredag aften havde Dicte et fremragende spillende band med, som måske ikke havde den samme erfaring – men leverede fremragende på aftenen.
Atlas var langt fra fyldt, men det fremmødte publikum viste sig ikke at være helt så mondænt (læs: gammelt) som jeg nok havde forventet; ja, der var grå hår her og der, men de fleste var vel i 30’erne +/- på aftenen.
Der var linet op med olietønder og caféborde og sofarækkerne langs rummets lang-vægge var erstattet af scene/sidde-kasser. Et godt initiativ, da Atlas med sofaerne havde åbnet lidt for en kultur, hvor man kunne sidde i sofaerne og beskue koncertgæster, snarere end at være til koncert. Lyden var på aftenen OK – ikke mindst grundet et velspillende band – men igen måtte man på Atlas finde sig en sweet spot for at undgå sær lyd. Heldigvis er det mindre svært, når der ikke er så mange mennesker til koncerterne.
Meget passende blev der spillet Cat Power inden Dicte gik på. En kunstner, der udstråler kvindelig power. Og den stabilitet den let psykotiske Cat Power fremstår med på indspilninger, blev fuldt ud matchet af Dicte & The Diamonds fredag aften.
Dicte går helt cool på scenen med sit band og lægger fra første strofe en usvigelig vokal lagt over en klangbund af sejt, drevent, rocket spillende musikanter i bandet. Stemmen er rocket uden at forfalde til klichéer som overdreven overdrive (pun intended) og med en veldisponeret dose soul-klang. Dicte er arketypen på, at sangere med talent ikke blot bør trække i soul-retningen, men også kan bruge deres talenter inden for rocken (fik I den på DR / X-Factor?!).
Der følges op med ‘Place Your Hands Where They Belong’ og vi får her cementeret at bandet er cool, rutineret og fokuseret, når der leveres drevne rocksange derudaf. Vi får også testet Dictes vokal såvel i dybden som i højden – og ingen steder falder hun igennem, men formår at holde udtrykket i centrum og bliver aldrig skinger i toppen eller tynd i bunden.
Det er en stille master class. Til de første to numre har Dicte haft en – på hendes relativt lille krop stort udseende – elguitar om halsen og har spillet en fin rytmeguitar.
Under de næste to sange – ‘The Salt’ er én af dem – får vi en mere country-inspireret Dicte at høre. Men alle tanker om southern twang og klichépræget fremførsel bliver gjort til skamme af Dictes stærke vokal og et ualmindeligt velspillende band; når slide-røret kommer frem på guitaren, er det tilpas tilbagetrukket til at det stadig giver mening i Århus på en forårsaften. Og Dictes vokal bliver ved med at tage stik på stik i sin skiften imellem det rockede og subtilt soulede.
Tilbage på elguitaren får vi ‘Out Of My Head’ og bandet bestående af bas (med mandlig vokal), trommer, guitar og kvindelig tangentspiller (med vokal) leverer ikke blot stabilt og sikkert men med en friskhed og et overskud – uden at have behov for at hoppe ud over scenekanten. Og selv om titlen måske kan virke lidt overfladisk (Hell, det kunne man godt have hørt Tim Christensen have skrevet), så sætter outroens repetitivt messende ”You couldn’t keep it in your own jeans” en stemning af, at dette altså er bitre erfaringer fra den efterhånden ikke helt nye sangerinde.
Vi får et flashback med ‘If This Is Cool’ omhandlende at føle sig bedre end andre uden nødvendigvis at være det – og for al sin plektordrevne bas kommer outroen med sin messende ’Satisfaction’ til at være faretruende tæt på kanten af, hvad Dicte magter på vokalen.
Men stærkt er vi tilbage, når den tungt drevne ‘Mama Said’ med sin nærmest spiritual-agtige feeling får sat skabet tilbage på den plads, hvor det hører til. Indikationer på noget råt – uden at det bliver decideret smadret – skide godt lavet!’Don’t Wanna Lie’ leveres med fuld soul-vokal og fremragende band-opbakning; den får den med sfærisk guitar og bløde køller på trommerne – og hvor det kunne have været for meget, står det tydeligt og skarpt og faktisk rørende. Et stille højdepunkt – ikke mindst grundet en præcis, følt guitarsolo til at understrege temaet.
‘When You Bite’ følger op, men formår ikke helt at få energien op igen, hvilket den ellers cool fremførte (Dicte performer for første gange uden guitar, men til gengæld med en cool hånd i den ene lomme) ‘Touch’ heller ikke helt formår.
‘Stronger’ fra den seneste plade kommer derfor heller ikke til at få det optimale afsæt og koncerten når en underlig følelse af tab af energi. Ikke at det er dårligt – bare ikke så intenst længere.
Om det er planlagt eller ej, vides ikke, men Dicte & The Diamonds vælger så at grave tilbage i Dictes bagkatalog, hvor vi får to mere uptempo numre, hvoraf Dicte bliver nødt til lige at genoplive groovet fra den sidste efter nummeret egentlig er slut – og ja, det gør hun ret i, det er fedt!
Oven på denne indskydelse (tydeligvis improviseret) kommer Dicte lidt skidt ind i ‘All I Want Is You’ og der går i hvert fald ét vers, før vi har den selvsikre feeling, der har præget aftenen, tilbage.
Af scenen går bandet, og vender tilbage til et encore bestående af to, velleverede numre og for at det ikke skal være løgn, går bandet af scenen og leverer efter stor, velfortjent applaus ‘The Blue Skin’.
Som jeg nævner i introen, så vil Dicte og Kira Skov være nogle af de første navne man vil nævne, hvis man blev spurgt om danske kvinder inden for rocken. Der har aldrig som sådan været rivalisering imellem de to, men sammenlignet med Skovs performance sidste år (hvor Bisse for øvrigt stjal showet med sin opvarmning), må jeg sige at Dicte tager stikkene.
På en forårs fredags aften var det i hvert fald en stor oplevelse at se Dicte med band! Der *VAR* et dyk midt i koncerten som gjorde at magien ikke blev bevaret. Men da det var en turnestart, er mit gæt at de buler vil blive banket ud og Dicte vil blive endnu bedre på de senere gigs på turneen. Vi skæver derfor mod de højeste hylder, men på denne fredag aften bliver det alligevel ‘kun’ til fire stjerner.
Af: Troels-Henrik Balslev Krag
Foto: Steffen Jørgensen, Fonden Voxhall
