Devin Townsend Project viste både turné-træthed og professionelt overskud under en lidt ujævn koncert, som efter en lidt sløv start, fik luft under vingerne undervejs. Især på grund af frontmandens veludviklede entertainer-gen.
Voxhall var godt fyldt op, som man sjældent ser det en almindelig onsdag aften. Metalfolk i mange afskygninger havde valgt at bruge aftenen med Townsend og band, og for rigtig mange af dem var det tydeligvis ikke første gang. Det var det for undertegnede, så er du blandt de rutinerede Townsend-supportere, så bær over med undertegnede grønskolling (i denne sammenhæng).
Forventningen lå tykt i luften op til Townsend og hans fire følgesvende gik på kort før kl. 22, og der var både summen og taktfast klappen da det talende rum/fremtidsvæsen Ziltoid, der underholdt fra scenens to storskærme op til koncertstart, blev overdøvet af basbuldren, og bandet kom ind.
Townsend og kumpaner lagde ud med ‘Truth’ og ‘Fallout’, og her var det som om lyden ikke var helt afstemt – Devin Townsend’s vokal ramte ikke rigtig noget, og trommerne lå meget voldsomt i lydbilledet. Det rettede sig heldigvis undervejs, og især sidste halvdel af koncerten havde god lyd, ligesom vokalen også efterhånden fandt sit leje.
Noget, som til gengæld var på plads hele vejen igennem, var Townsend’s evne til at underholde med diverse udsagn om dette og hint. Således blev aftenens tredje nummer introduceret som følger: “We have some pseudo-spiritual bullshit for you: Namaste!”, og så kom ‘Namaste’ for fuld drøn. Herefter fik vi et par mere dæmpede numre, inden ‘Hyperdrive!’ fik sat skik på løjerne og blev leveret i en tight version. Så begyndte lyden for alvor at falde på plads, og det hele hang sammen.
“I smell like…I don’t know…my Dad’s anus”, proklamerede Townsend inden ‘Rejoice’ og dens fede groove og og stærke riffs, der gav mig lidt minder om Morbid Angel, blev sparket godt og grundigt ud over scenekanten, og samtidig indledte koncertens, i mine ører, bedste periode. Undervejs i nummeret nåede Devin også at kommentere på at publikum begyndte at klappe i takt med et “Yeah, that clapping thing is really heavy metal, you knew that?”, med et bredt smil tværs over ansigtet.
En for alvor frisk og morsom Devin Townsend begyndte at dele lidt ud af tour-livets mindre glamourøse sider, og fortalte også at han var ved at finde tilbage til hvordan man kommunikerer med et metal-publikum igen. “So you like stuff? Hooray for stuff! Let’s have a shitty dance party!” Og bang, så fik vi lidt Kid Rock-medley, inden det blev tungt og solidt igen. Det svirrede med stærke og tunge riffs i denne del af koncerten, og når trommeslageren samtidig ramte sine tønder på særdeles medrivende vis, så kunne man ikke andet end at stå og blive i helt godt humør.
Devin blev ved med at underholde med diverse indslag, blandt andet da han fortalte om et interview, hvor han havde rodet sig ud i at snakke om julepynt, inden han proklamerede: “If you’re here tonight there’s a good chance that you’re not cool”, igen med masser af glimt i øjet. Ja, man skulle nok have været der, for at det ville være lige så sjovt som det var i virkeligheden. For det var nemlig en af den slags metalkoncerter, der OGSÅ var sjov. For eksempel da Devin på ‘Lucky Animals’ fik publikum til at lave jazz-hands, og der rullede dyrevideoer henover storskærmene bag bandet.
Så gik gassen lidt af ballonen igen med den mere poppede ‘Life’, som dog også blev leveret ganske skarpt, inden ‘Christeen’ lukkede det ordinære sæt, og resten af bandet forlod scenen. Devin benyttede lejligheden til at pakke en gave op, som en publikummer havde lagt op på scenen, og glædede sig over kagerne, inden han alene fremførte ‘Ih-Ah’, med et overvejende medlevende publikum som kor. Der var dog også tendenser til småsnak i krogene, og derfor kom det dæmpede øjeblik ikke helt op at ringe. Resten af bandet indfandt sig igen til lukkeren ‘Kingdom’, hvor trommerne igen fik lov at dundre, og Devin og guitarist og bassist indtog maskingeværspositur forrest på scenen undervejs, og sendte synkrone salver ud over publikum.
Og så var det slut, Devin gav hånd til folk fra scenen og snakkede stadig løs med publikum, da jeg luskede ud af Voxhall.
Det var en lidt ujævn aften, med en lidt blandet lyd, men de gode øjeblikke og Devin’s overbevisende showmanship hiver koncerten op på 4 store stjerner, for det var ganske enkelt gennemprofessionelt, det der blev leveret, og samtidig føltes det også personligt. Det var kort fortalt hyggeligt at være i selskab med Devin Townsend Project, og Devin Townsend selv er sgu en entertainer af Guds nåde. Samtidig blev der også musikalsk leveret glimrende i perioder, og selv om tour-trætheden viste sig undervejs og lyden slingrede i starten, så var det nok til at overbevise om, at Devin-land er værd at besøge igen.
Anmeldt af Jonas Strandholdt Bach
Fotos: Anders Teibel/Fonden Voxhall
