Black Book Lodge udgiver i maj deres tredje album, Steeple and Spire, og herefter går de på ubestemt pause. I anledning af udgivelsen fik vi en snak med sanger og sangskriver Ronny Jønsson om Black Book Lodge-projektet, dets fordele og begrænsninger og det nye album.
Black Book Lodge har tidligere udgivet Tûndra og Entering Another Measure, begge albums, vi sendte 5 stjerner efter. Nu er det så tredje album, Steeple and Spire, som er på affyringsrampen – men da der blev offentliggjort to release-koncerter i forbindelse med udgivelsen, blev det også annonceret at Black Book Lodge herefter ville gå på ubestemt pause. Da jeg mødes med sanger og sangskriver Ronny Jønsson foran BEAT på Vesterbro, er udgivelsen af albummet og annonceringen af at bandet går på pause, det naturlige udgangspunkt for snakken, da vi sætter os med en kop kaffe på en café.
I går på ubestemt pause efter release-koncerterne for albummet – hvad handler det om?
“Alt muligt, tror jeg…,” svarer Ronny, og tænker sig om et øjeblik. “Gennem tiden har jeg skrevet næsten alt materialet, og jeg kunne mærke at jeg havde nået et punkt efter det her album, hvor posen føltes tom. Det plejer at være sådan, at når vi er færdige med et album, så er ideerne til noget nyt allerede klar. Men sådan var det ikke denne gang. Det var som om, der var sagt, hvad der skulle siges. Så jeg tænkte at det måske var bedst at stoppe mens legen var god, og prøve noget nyt”
Så det er det, der skal ske – et nyt projekt?
“Ja, jeg er så småt begyndt at arbejde på noget nyt. Men lige nu tror jeg bare jeg skal have en pause fra skriveriet. Logistisk set var Steeple and Spire også bare hård at lave, da jeg stod med størstedelen af det praktiske arbejde denne gang. Og jeg kunne mærke bagefter at det simpelthen havde været en for stor mundfuld for mig og jeg var fuldstændig udmattet. Det har måske også noget med vores proces at gøre. Jeg plejer at færdiggøre materialet hjemme, hvorefter jeg så sender demoer til de andre, så de kan få flettet noget af deres eget virke ind i kompositionerne. Men på det seneste har jeg kunne mærke, at jeg har haft lyst til at gå lidt mere ad hoc til værks, og det går ikke i Black Book Lodge regi.”
Ronny stopper op og tænker et øjeblik, og tilføjer så: “Det ville være lidt som at få en rund kugle ned i et firkantet hul at fortsætte, og så kan man lige så godt lade være. Det var der det endte”.
Indledningsvist har vi snakket lidt om Thee Oh Sees, som Ronny netop har købt en vinyl med, og Ty Segall, og den produktivitet som de lægger for dagen. “Den produktivitet, vi snakkede om, er også et tema, for jeg er selv enormt produktiv, og der har jeg brug for at det går hurtigere nu, end med al den planlægning, der er forbundet med Black Book Lodge. Jeg har brug for at komme ud med det, ellers rumsterer det bare inde i knolden. Jeg kan ikke have det derinde for længe, så bliver jeg vanvittig. Men det strider jo som sagt desværre mod Black Book Lodge-æstetikken”
Til underlivet, til hjernen og til hjertet
Albummet har været lang tid undervejs?
“Ja, tilbage da vi spillede Roskilde Rising (i 2015, red.) var der allerede nogle færdige numre, og sådan har processen været med alle Black Book Lodge-albummene. Måske er det en efterrationalisering, men jeg synes de tre albums repræsenterer de bedste kvaliteter i, hvad den her måde at arbejde på, kan. Jeg har trippet lidt over, for sådan at blive helt højstemt metaforisk, at Tûndra, den var til underlivet, den der tur ud over tundraen, Entering Another Measure var til tankerne, til hjernen, også med coveret med døre ind til forskellige sindsrum, og Steeple and Spire, det er når man er gået op af trappen fra Entering Another Measure oppe på de der steeples and spires, og kigger ud over det hele. Der er højt til loftet på Steeple and Spire. Der er færre skyer og lidt mere sol. Det skal være så stort som det kan være, i det her univers”
Ja, der står også noget i pressematerialet om den mere lyse sindsstemning på albummet – nu hvor du nævner at Tûndra taler til instinktet og underlivet og Entering Another Measure taler til tankerne og hjernen – hvad taler Steeple and Spire så til?
“Det lyder lidt pladderromantisk, men den taler til hjertet. Hele omdrejningspunktet var at blive far. Jeg fik en søn da vi var i gang med at færdiggøre Entering Another Measure. Jeg har en latenstid i forhold til hvilket lyrisk materiale jeg bearbejder – det album (Entering, red.) handlede om min mor, der døde, og det var nogle år forinden. Så fik jeg en søn, mens vi lavede den plade, og så handler Steeple and Spire om det, om at få ham, og de udfordringer der følger med det, men det er også en hyldest til ham. Men det var også hårdt at blive far. Jeg fik sådan en…fødselsdepression, kan man vel godt kalde det. Heldigvis er jeg kommet godt ud på den anden side, og nyder nu faderskabet”
Ronny tænker et øjeblik mens han tager en tår af sin kaffe.
“Den handler lidt om det med, at man deler sig i to. Man har sit ego, og så har man den der Antikrist, der bare dikterer alt. Og man har været vant til at rammesætte alting, og have sine rutiner, og så kommer han bare og udfordrer det hele. Så det er det, den handler om. Om at man får sat sit liv lidt i relief. Jeg begyndte også at se nogle nye sider af min mor, da jeg selv blev forælder, så det handler den også om. At forene sig med sin fortid og tage de gode ting med videre”
Der er også nogle steder på pladen undervejs, som handler om forskellige steder i processen at blive far, forklarer Ronny. For eksempel handler åbneren, Weightless Pt. I, om at få at vide at man skal være far, om den overvældende fornemmelse, mens Weightless Pt. II og det anarki der kommer i slutningen af den, det er at blive far. “Fem fjerdedele, og fucking vanvid”, siger Ronny med et smil.
“Jeg er virkelig glad for teksterne denne gang, jeg har virkelig knoklet med dem. For eksempel ‘Spoil the Child’. Den handler om det der med, at man har nogle regler, og at ting skal være på en bestemt måde, og sådan er jeg i særdeleshed, men så endte jeg alligevel med at jeg tænkte at jeg blev nødt til at lade min søn være i førersædet og se hvad han fandt på… det lyder som noget curling-pis… men elsk dem…”
Kvalmende storladenhed
Hvad er det for en lyd I er gået efter på albummet?
“Det er svært at sige, for brikkerne falder jo lidt på plads henad vejen. Men den skulle helt sikkert være næsten kvalmende storladen… men produktionsmæssigt… jeg ved det faktisk ikke. Men den er mere poleret end jeg egentlig tænkte. Den lød vildere, når jeg sad og hørte den under produktionen. Jeg tænkte den som en fusion mellem Tûndra og Entering Another Measure. Men den er på en måde mere tæmmet…Tanken har også været at det ikke skulle være totalt uhæmmet. Det er Black Book Lodge bare ikke.
Én ting, som har været et meget bevidst valg, er at vokalen er ren. Den var sateneme svær at synge – men det er også det der med, at det skulle tale til hjertet, så kommer det på en måde tættere på. Og så var jeg måske også bare i en bedre sindstilstand da vi indspillede Steeple and Spire end jeg var på Entering Another Measure, hvor jeg var deprimeret. Det er også det med alt det der depressive rock, jeg er ikke sikker på at det er godt for mig. Jeg elsker det, men jeg er ikke sikker på at det er sundt…”
I har de her to live-jobs, som så måske er de sidste – gør I noget specielt ud af dem?
“Nej, der kommer egentlig ikke til at være noget ekstraordinært. Der er jo også det med, at vi er fire mand med familie og fuldtidsarbejde, så det er jo et logistisk mareridt. Men vi vil selvfølgelig sætte et godt punktum. Også fordi det er jo på en måde vores eget, men det er også blevet andres… Vi kommer til at spille lidt af det hele, og har prøvet at lave et sæt, der ikke er alt for syret. Jeg vil gerne prøve at samle lidt, så vi får et smil på læben når vi spiller her til sidst”
Kig forbi når Black Book Lodge spiller deres måske sidste koncerter på Stengade i København d.18. maj og på HeadQuarters i Aarhus d.19. maj – og husk også at give Steeple and Spire nogle lyt. Vi anmelder i ugen op til udgivelsen (d.18. maj).
Af Jonas Strandholdt Bach
