Lørdag eftermiddag under Spot satte Troels-Henrik sig ned med Signe Høirup Wille-Jørgensen til en snak om Speaker Bite Me, Jomi Massage, The Being Music – og demokrati.
First things first – i går til koncerten med Speaker Bite Me spiller I tre nye numre. Er der et album på vej?
“Ja, selv om mange uden for bandet har haft utrolig travlt med at lægge Speaker Bite Me i graven, så har vi aldrig lagt Speaker Bite Me på hylden. Vi er utrolig gode til at lave musik, og kunne godt have lavet otte plader de sidste syv år. Men vi vil gerne lave noget, der får os til at måbe over os selv. Lige nu er vi i gang med noget doom-funk, som vi synes er ret spændende…
Nu må vi se, hvor lang tid det tager”
Og det bliver et decideret album og ikke en EP?
“Nej, jeg tror, vi er et album-band, og der er nogle historier, der skal fortælles og det går bedst med albumformatet. Med de tre numre, vi har nu, føler jeg at vi kun er begyndt at fortælle historien…”
Jomi (Massage) Spiller igen – primitives er udgivet 2013 (december), hvad sker der på Jomi-fronten?
“Der blev spillet omkring 40 koncerter med Primitives både som solo og som trio med Maria Laurette Friis og Henriette Sennevaldt. Jeg havde egentlig lovet mig selv, at touren skulle stoppe, men da SPOT-tjansen dukkede op, passede Primitives-materialet bedre, end det noget mere vilde performance-agtige, Jomi laver nu – Ritualer for Fællesskaber. Det ville ikke passe i en 30 minutters ramme.
Så det bliver seks dødssange på SPOT”
Kigger vi på Jomis bagkatalog, virker fx Aloud meget udadvendt og Primitives lidt mere indadvendt. Er det rigtigt læst?
“Jeg tror, der er en tendens til at de to første plader med Jomi og især Aloud, så er der lige dele stille og larmende numre. Men det udadvendte har en tendens til at regere. Sådan er det også med folk med rundsave på armene…
Jomi har altid handlet om den dualitet imellem det stille og det støjende. Jeg fandt ret hurtigt på sætningen ”Jomi Massage is to frame what is fragile and to express what is violent” som siger det meget godt. Primitives er nok den mest voldsomme plade, jeg har lavet – ikke fordi den støjer, men fordi den er helt dybt inde i den menneskelige natur. Selv om det også er en zen-plade”
Lad os tale lidt om Dannebrogsburkaen (som er kommet på rockmuseet Ragnarock, red).
Den var selvfølgelig provokerende da du brugte den (omkring 2008, red) – men vil den ikke stadig være mindst lige så provokerende i dag?
“Jeg tror at hvis man gjorde det i dag, ville det virke meget mere søgt. Danmark har været i meget forskelligartede konflikter siden da, og vi har fx i dag en racisme som ikke betegnes som racisme, men bare almindelig omgangstone.
Men da den blev brugt i 2008 i forbindelse med ”Muhammedkrisen” var det lidt en leg: For mig var den for eksempel også en spøgelseskappe og vi grinede af de mange ting, den var symbol på. Men selvfølgelig var burka-delen væsentlig og udstillede noget af det kvindeundertrykkende, der kan ligge i sharia-lovgivning. Men hullet til munden kunne dermed blive et billede på ytringsfrihed”
Det virker til, at der er en konstant politisk kritik i meget af det Jomi står for…?
“Det er ingen hemmelighed at jeg synes at det er træge tider for mennesket. Det er træge tider for oplevelsen. Det er træge tider for koncentrationen. Det er træge tider for nærvær. Det er elementer, som jeg sætter stor pris på at have i mit liv. Nu tester jeg sammen med Nikolaj Danielsen nogle former (Ritualer for Fællesskab, red), der kan stimulere os og gøre os mere modige i fællesskabet som mennesker”
[Eksperimenterende antropologi?]
“Ja simpelthen – sådan noget. Jeg vil gerne være med til at udfordre et demokratis idé om det frie valg – for vi fravælger mere end vi vælger til… Der er altid en sang bag ved – det er altid musik… Der er seks ritualer klar og til juni performer vi i et lille galleri.
Det er et involverende projekt, hvor jeg får folk til at skrive deres tanker om deres frygt for fremtiden – og så skriver jeg sange ud fra det”
Kan man så se disse tanker om nærhed og koncentration i dit virke på din label, The Being Music? Eksempelvis var We like We en meget sart oplevelse fredag aften?
“Nu var We like We ekstra sarte, da de spillede fra en session i en svensk skov. Jeg gik lidt rundt og hørte blandt publikum, og det var dejligt at høre sætninger som ‘Jeg troede ikke, jeg kunne lide sådan noget musik’.
De kunstnere, jeg falder for, er meget ofte nogle mennesker, der har en mission, men ikke rigtigt kan finde ud af, hvad det er med den. Og der går jeg ind med min viden og hjælper med at være en slags fødselshjælper.
Jeg ved ikke, om jeg kommer til at tage dem videre end det – også fordi jeg har travlt med selv at lave musik… Det kan måske lyde lidt som om det mest er unge piger på labelen, men jeg har da også en komponist i 70’erne – og det er ikke fordi jeg ikke vil have mænd. Jeg har bare ikke fundet dem, jeg vil have endnu…
Der er ikke en politisk vinkel på The Being Music. Men der ligger altid en stillingstagen til, hvordan mennesker oplever og hvordan mennesker gebærder sig”
Hverken Speaker Bite Me eller Jomi Massage kan rigtigt kaldes mainstream. Er der gået nogle refleksioner om, at det er et mål?
“Jeg forholder mig til det, når musikken er lavet – og jeg gerne vil have lidt hjælp til at høre, hvad folk synes det er… Action Painting (Speaker Bite Me) havde lidt pop-appeal der var skæv og dermed blev den bredt meget mere ud. Jeg synes, det er kedeligt at sætte sig et mål og så kigge på, hvad man gør for at komme derhen. Det er en helt forkert rækkefølge: Lav det du vil lave. Gør det færdigt. Kig på det: Hvad skal det her?
Og nej, at pushe Ritualer for Fællesskaber til P3 vil være helt forkert. Vi taler ikke samme sprog. Lad dem gøre hvad de vil – der er heldigvis masser af plads til os alle sammen”
Af Troels-Henrik Balslev Krag
