Home Seneste August 2019 - Nyheder Der var støv overalt og det var skidefedt – Interview med Gurli...

Der var støv overalt og det var skidefedt – Interview med Gurli Octavia

1606
0
Foto: Sarah Buthmann

Interview: Sidste år fik Gurli Octavia et mindre gennembrud med et par velbesøgte koncerter på Spot, ligesom hun også var på plakaten til både Roskilde Rising og SmukFest. Men en varslet EP-udgivelse blev udskudt, og først i foråret i år udkom Metanoia. 

Metanoia anmeldte jeg tidligere i år til 5 stjerner, og skrev dengang: “Metanoia er en EP, der gør indtryk, både fordi man får en fornemmelse af at man kommer tæt på og mærker tabet sammen med Octavia, men også fordi det er forløst på en flot – i mangel af bedre ord – måde, musikalsk såvel som lyrisk” – EP’en handler om Octavia’s fars sygdom og død. Hele anmeldelsen kan læses HER

Da jeg mødes med Gurli Octavia på Lynfabrikken midt i Aarhus en halvkølig aprildag, kunne Metanoia være et naturligt omdrejningspunkt for samtalen, men vi starter et andet sted: Med Spot-koncerterne fra året før, hvor jeg efter at have hørt den første, på Roots & Hybrid’s scene, besluttede også at tage den anden med i en af Musikhusets små sale. 

Sidste år på Spot virkede det til at du var et af de navne, der var en buzz omkring og du stod klar til at komme afsted ud over rampen – hvordan oplevede du Spot sidste år?

”Det var en ret stor oplevelse, alle showcases, men især de to vi spillede på Roots&Hybrid og på Klubscenen var en vilde! I forhold til buzz, tror jeg jeg fik bildt mig selv ind, at det var fordi vi spillede så mange showcases, og mit navn stod så mange steder, at der var meget opmærksomhed. Og ikke fordi der var en decideret buzz i branchen. Men om det er det ene eller det andet, det ved jeg ærlig talt ikke, og det forsøger jeg også på, ikke at spekulere for meget i.”

Hvad skete der efter Spot?

”Jeg var i dialog med Sony i lang tid, og signede med dem i september, og så var der Roskilde, som karrieremæssigt klart var højdepunktet sidste år. Og så Smukfest, og Grimfest. Så det var sådan den første lille festivaltour. Det var en lidt pudsig oplevelse at spille på Smukfest – vi havde det alle sammen lidt underligt tror jeg, og der var ikke særlig mange i publikum. Men vi var glade bagefter og følte vi havde spillet en god koncert. Det er måske heller ikke et sted, mange tager på musikopdagelse, men mere et sted folk gerne vil synge med på noget man kender. 

På Roskilde kom der faktisk ret mange mennesker. Folk sang med, det var ret vildt. De havde armene oppe i luften, det var skidevarmt og der var støv overalt, og det var skidefedt. Men jeg tror også vi passede rigtig godt ind på det tidspunkt, vi kunne selvfølgelig også have spillet senere, men vi er et ret godt eftermiddagsband. Det var superfedt. Så drak vi os rigtig fulde og gik i seng kl. 9. 

Men meget af sidste sommer gik med tabet af min far og bisættelse, og det hele er lidt i en tåge, jeg har svært ved at huske hvad jeg lavede. Men vi havde nogle fede koncerter igen i efteråret og så var jeg på Færøerne og i London at spille solo. Og så har jeg også skrevet sindssygt meget musik sidste år, som måske kommer med på min kommende album”

Så har du for lidt tid siden udgivet din tredje EP, Metanoia – hvordan har du oplevet at den er blevet modtaget?

”Jeg synes den er blevet taget rigtig godt imod. EP’en blev faktisk indspillet sidste forår, i marts 2018, og planen var at udgive 3 EP’er inden for et år. Men så blev jeg enig med mit tidligere selskab om, at det var godt at få nogen nye ind over, og så føltes det forkert at udgive mens jeg forhandlede med et nyt pladeselskab. Og efter skiftet har det mest handlet om logistik. Men på en måde har det været godt nok at vente, og trække sig lidt tilbage. Folk må jo også gerne nå at glæde sig lidt til dit næste træk.”

 Du har givet nogle koncerter nu her i foråret rundt omkring i landet – hvad skal der mere ske i år?

”Vi har lukket lidt ned for koncerter for en stund, så jeg har bedre tid til at arbejde på mit album. Det er gået lidt hurtigt med EP’erne, og nu tror jeg også det handler om at jeg skal turde trække mig lidt tilbage, og ikke være bange for at folk glemmer én, fordi man ikke lige har været ude med noget. Især i de her tider, hvor man bliver bombarderet med hvilke strategier man skal bruge, DIY, sociale medier, mv. Man skal også lade musikken arbejde og give den tid. Jeg tror, set i retrospektiv, at alles velmenende råd omkring udgivelser og karrierehåndtering osv. har givet mig ret meget stress og uro, og nu øver jeg mig i at turde give tingene tid og turde at fokusere på musikken, uforstyrret af kommercielle ambitioner og andres forventninger. Men det er fandme svært!”

Hvad tænker du med det kommende album?

”Det bliver en ret spændende proces. Jeg tror der findes så mange konceptalbums, fordi man har brug for at begrænse sig. Man kan gå lige hvorhen man vil, der er så mange steder man kunne tage det hen. Jeg kan forestille mig, at jeg derfor ville få lyst til at prøve at ramme det ind i noget helt vildt småt, men jeg tror jeg vil prøve at lade være med at konceptualisere for meget, for at prøve at arbejde lidt anderledes, da jeg altid ender i en masse rammer. Jeg har egentlig også allerede skrevet musik nok til tre albums, men synes også det kunne være sjovt at sige, at nu må jeg ikke bruge noget af det, jeg allerede har lavet, så det får en naturlig sammenhæng, og ikke er op mod fem år gammelt materiale. Nu må vi se. Det bliver sgu svært at vælge.”

Er der en tidsramme på?

”Ikke fra andre. Men jeg kunne godt tænke mig, at udgive det senest om et år. Det er det der med tålmodigheden. Det kommer også an på om jeg skriver en masse nye sange, eller om jeg tager det, jeg allerede har skrevet. Det kan også være det tager 10 år. Men jeg tror ikke, der kommer til at gå så lang tid. Jeg er en meget produktiv sangskriver. Det bliver nok mere et problem at sortere. Luksusproblem.”

Bliver det i samme spor?

”Det ved jeg faktisk ikke. Jeg føler at jeg stadig er ved at finde ud af hvad ’min’ lyd er. Hvad skal man fjerne for at jeg forsvinder fra musikken? Hvad skal man putte på for at det overdøver? På den ene side har jeg lyst til at lave et mega-akustisk, helt tæt på album, hvor det kun er mig, og hvad jeg kan spille på, og så på den anden side har jeg lyst til at lave et kæmpe band-album, gennemproduceret og med rigtig meget lyd. Det kan også være jeg bliver nødt til at lave to albums, jeg ved det ikke. Jeg er lidt i gang med at eksperimentere med lyden på alle mulige måder”.  

Gurli Octavia har indtil videre to koncerter i kalenderen i efteråret: 

16/11: Pavillonen, Grenå

3/12: Toldkammeret, Helsingør

Af Jonas Strandholdt Bach

Previous articleUhørt ’19: 8 Must Sees og udvalgte godbidder
Next articleSort Montage: Lyner Dig Ned ★★★★★☆

LEAVE A REPLY

Please enter your comment!
Please enter your name here

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.