Albummet Jamais Vu er svært at få skovlen under: Det stikker i mange retninger og bærer præg af en række indfald, der usnobbet – og måske også ukritisk? – er blevet til musik.
Bandet skriver, at temaet for pladen er opbrud og at stilen er som et fælles maleri. En kollage. Det høres og tilbage står spørgsmålet om, hvor godt og vedkommende det er.
Jamais Vu (fr, ’aldrig set’) er en neurologisk betegnelse for en utilknyttethed til erfaring: Situationer, man burde kende, virker fremmede. Titlen opsætter dermed et fint rammeværk for en plade, hvor form og tema er centreret om opbrud. Distance.
Lydudtrykket er generelt ret koldt: Der er brugt mange synths og samples og i kombination med meget komprimeret vokal giver det et let klaustrofobisk, køligt udtryk. På nær når lyden bliver mere Twin Peaks-soundtrack-agtig som på ‘Stråle’. Køligheden – og den ro, der underligt nok er over pladen – vil sikkert gøre sig godt på en varm strand. Her i det kolde forår bliver det dog mere ikonisk.
Der bruges både klaver, guitar og trommer. Men det omdrejende punkt for pladen må siges at være elektronisk, hvor samples og vocoders/intonators og kolde vintage-synths tegner lydbilledet. Man skal ikke blive overrasket, når der i den nærmest folkelige ‘Videre og Videre’ pludselig breakes ned med loops og sære samples. Det er stilen.
Teksterne kan betegnes som poetiske og rammer en naivistisk tone, der ind imellem når en dybde – når leveringen lige rammer og udtrykket ikke er blevet kørt over af endnu et kollage-indfald.
Efter vi er blevet rykket igennem ni kollage-numre med, bevares, tydelige melodistrukturer men også masser af sære indfald, er det helt befriende at pladen afsluttes med to langsomme ballader, hvor en tynd, naivistisk herrevokal får lov at bære slæbende numre frem på ‘Ridser’ og ‘Som Et Glimt Før Du Går’. Det kan bestemt noget! Men vejen dertil er lidt lang, lidt hård og men heller ikke uinteressant.
Jeg tror, den mest præcise dom, jeg kan fælde over Jamais Vu, må være, at det er en ret legende plade. Men som leg jo ofte er et positivt begreb, er det oftest sjovere at være med i legen end at kigge på dem, der leger.
Jeg tror simpelt hen man kunne have lavet en bedre, fin poetisk plade ved at have sparet lidt på ’hey så skal vi lige have dén her synth/sample med’-tilgang. Men at læse ud fra pressematerialet har det netop været metoden og præmissen for at pladen blev til, at der kunne læsses ind i projektet fra alle vinkler blandt de tre medlemmer af Den Fjerde Væg.
Det er også fair nok – de har været presset, har lavet kunst for at beskrive og komme ud af situationerne. Og så kan vi jo få lov at lytte med. Jeg har en konstant fornemmelse af, at der ligger et forståelseslag et sted inde i – eller måske uden for? – musikken. Et lag, der som en nøgle kan åbne pladen. Jeg har efter mange gennemlytninger ikke fundet nøglen og kan derfor ikke rigtigt svinge mig op til mere end tre stjerner.
Ambitiøst? Ja! Tilgængeligt… Tjah, det kunne der arbejdes med!
Anmeldt af: Troels-Henrik Krag
