At samle en række musikere og få dem til at give deres besyv med inden for en form for dogme, synes at være meget oppe i tiden. Den Danske Spillemandsplade har – nogle gode numre til trods – dog problemer med at finde sin berettigelse. Og det kan der være en iboende mening i.
For ikke så længe siden anmeldte vi Keminova Cowboys, som bøvlede med at finde den røde tråd og pladen bar præg af at være indspillet over kort tid. Den Danske Spillemandsplade trækker lidt på samme hammel, hvor en række musikere – dog noget mere uafhængigt end Keminova Cowboys – indspiller spillemandssange inden for temaet ’hjem’.
Men hvad er spillemandssange så? Ja, det er vel dansksprogede sange, der ligger på en skala mellem højskolesangbogs-kandidater med hverdagspoesi i den ene ende – og romantisering over den vel efterhånden hedengangne skærsliber-stodders liv i den anden.
Det er en hit-and-miss plade. For der er fine, ukomplicerede sange med god stemning og dybde. Som Mathilde Falchs bud ‘Det Jeg Allerede Har’, der sløvt og med mørk stemme forklarer om savn og troskab. ”Der bliver tomt / Der hvor lykke bor / Det bliver så tomt / Når du ikke er her” er måske ikke den dybeste tekst, man kunne forestille sig – men fremførslen fejler intet med en skrabet, toppet akustisk guitar, komplimenteret med slide-bluesguitar. Det vil vi jo gerne høre!
Men der er altså også den anden ende af skalaen: Frank Ziyanaks ‘Balsam for sjælen’, som helt enkelt er en blues om, at ”nogen gange er det eneste der hjælper en bajer” (introduceret med en formaning om, at den er skrevet efter hans første skilsmisse). Eller værre endnu; Kim Munks ‘Kim På Fabrikken’, der bliver en form for pastiche over en John Mogensen-sang, og som afslutter af albummet ikke just giver lyst til at trykke på ’play’ igen.
Men der er også hæderlige bud mere midt på skalaen, hvor cowboyinden Laura Mo og cowboy Telestjernen har nogle americana-inspirerede numre, som måske ikke kunne indgå i højskolesangbogen, men som til gengæld har en for de to ko-drivere vanlig høj, ukompliceret kvalitet.
Men når Dr. Rolf så på ‘Hus Forbi’ halv-romantiserer over den hjemløses glæder, så er det svært ikke at tænke, at han da vidst aldrig rigtigt har mødt en tiggende roma eller helt har forstået hvad der er på spil blandt de hjemløse, der prøver at få lidt at leve af ved at sælge agens-bladet …
Der er tongue-in-cheek over hele projektet, og det skal siges at det lykkes med højere eller lavere grad af succes. Walthers ‘Bonderøv For Pengene’ bliver næsten som vittigheden, der bliver forklaret – men kan samtidig også noget ærligt med den akustiske guitar blot akkompagneret af en stampende fod, mens den sociale indignation får frit løb.
Og de fortællende midter-skala-numre ved Per Worm (‘Hjemrejsen’) og Mads Toghøj (‘Min Barndomsby’) bliver lidt bread-and-butter for pladen; solidt nok, fortællende og skæbnebeskrivende som vi kender det fra de nordjyske poeter – men måske bare ikke helt med det samme bid, det samme kærlige glimt i øjet.
Mads Mouritz’ bidrag er det mest kuriøse; det kunne være en sang fra noget B&U TV fra 80’erne – som en kold, blå version af ‘Jeg Går Og Hedder Frede’ (den stammer fra serien Sørøver Sally fra 1969/70, red). Men med masser af identitetskrise og overvejelser om hvem Gud dog er oveni. Virkelig ikke noget, man havde forventet at støde på på denne plade, og dermed et interessant indslag med en underfundig kvalitet, der er svært at putte i kategori med de mere stodder-tematiske numre.
Og det bliver så pladens hæmsko og største styrke. For den røde tråd, båret sammen af dogmet om at skrive om ’hjem’ og gøre dette i en spilmandsæstetik, er mildest talt lidt svær at se. Det er meget forskellige kunstnere med meget forskellige udtryk – og deri ligger måske en pointe.
Der er numre, jeg næsten har svært ved at komme igennem som lytter – måske fordi de er for banale eller for uinspirerende. Aldrig rigtigt dårlige. Bare heller ikke rigtig gode.
Og så er der perler som Falch og Mouritz.
Som plade? Svær at hive frem. Utilpasset som en skærsliber-stodder. Men enkelte numre har høj, høj kvalitet. Og dette fragmenterede værk kan jeg dermed kun give tre stjerner i sidste ende.
Anmeldt af: Troels-Henrik Balslev Krag
