Stenet, støvet, rocket og ikke mindst autentisk, er hovedingredienserne på Demon Head’s doomrockende debut album Ride The Wilderness, hvor man, fra start til slut, bliver sendt på en psykedelisk og hårdtrockende rejse, hvilket faktisk er en temmelig kodyl oplevelse.
8 varierede sange bliver man præsenteret for på Ride The Wilderness, 8 sange som i samlet flok udgør et uhyre stærkt album, der er tro mod genren og spækket med medrivende tunge riffs og fængende melodier. At bandet, der så dagens lys i 2012, allerede nu har fundet og defineret deres egen lyd, som fremstår potent, gennemført og autentisk, er imponerende.
Man kunne sagtens have bildt mig ind at bandet havde spillet sammen de sidste 30 år, især med førnævnte in mente og ikke mindst, sangskrivningen, der gennem alle 8 sange er på et højt niveau. Bandet nævner selv inspirationskilder som Black Sabbath, The Doors og Thin Lizzy, og ja, der er da noget om snakken, men vigtigst er det, at bandet har benyttet disse kilder til at skabe deres helt egen unikke sound, og tak for det.
Albummet, eller mini-albummet, som nogen nok vil mene det er, består som sagt af 8 sange, der hver især har sine forcer. Man bliver mødt af alt fra semi-jolly psykedelisk rock til tungt stenet doomrock, dog uden at det forstyrrer på nogen måde, for bandet har så sandelig formået at holde snor i udskejelserne, og i særdeleshed, den famøse røde tråd. Lidt overraskende er der ikke et decideret “hit” på albummet, ikke at der nødvendigvis behøver at være det, slet ikke, men ofte er man ude for at et enkelt eller to numre hæver sig en del over gennemsnittet på et album, men ikke i Demon Head’s tilfælde.
De har i stedet for valgt at kreere 8 sange der alle er hævet gevaldigt over gennemsnittet, og som alle og én, rub og stub, har det der skal til for at få “hit” stemplet. Der er i den grad potentiale her. Sange som åbneren “Undertaker”, hvor man på fornemmeste og semi-tungeste vis bliver inviteret indefor i Demon Head’s univers, kan fremhæves. Der er lidt mere uptempo at finde på “Revelations Of April”, og på “The Greatest Lie” og “Worthless” regner det med tuuunge riffs, det er smukt, på en særdeles tung måde. Men, når det er sagt og skrevet, så er det svært at vælge nogle frem for andre, da samtlige sange er gennemsyret af originalitet og har deres indviduelle forcer. Mit råd er, hør pladen og døm selv.
Herudover er mix og den støvede produktion lige i øjet, det er befriende med en lidt mere loose tilgang til indspilningen, hvilket gør at sangene og det støvede og stenede univers, fremstår endnu mere dynamisk, troværdigt og autentisk. Det vil i hvert fald overraske mig meget, hvis pladen er indspillet efter click.
Er du til doomrock bør du ikke snyde dig selv for en rejse i Demon Head’s univers, det kan kun anbefales, og det kan især anbefales at høre hele pladen i ét stræk, her fremstår den allerstærkest. Jeg bøjer mig i doomstøvet, hvis det findes, og smider 5 store stjerner efter Demon Head og Ride The Wilderness.
Besøg Demon Head på Facebook
Anmeldt af Thomas Bjerregaard Bonde
