Demon Head sigter højt på deres tredje album Hellfire Ocean Void, der dog ender med at være en rigtig god lige-ved-og-næsten oplevelse i selskab med de mørkt rockende københavnere.
Hellfire Ocean Void bygger videre på den lyd Demon Head har etableret på deres første to plader, men det er som om ambitionerne denne gang er endnu større. Som om ønsket har været, at skabe et episk, djævlerockende album, som kunne blive deres definitive værk. Men, det er som om, uden at det skal lyde alt for negativt, at ambitionerne er kommet til, at overskygge evnerne en smule.
Bandet har selv stået for indspilningen, men fået den mastereret af Flemming Rasmussen i Sweet Silence Studiet, og på den tekniske front spiller det som man kunne forvente af et band, der er nået til tredje plade. Demon Head spiller godt og har formået, at fange den diabolske tone og mørket i deres rock på vellykket vis, så pladen lyder som om man træder ind i et eller andet okkult rum og bliver der over 8 numre og knap 40 minutters spilletid. Det er ikke her der er lidt ugler i den tågede mose.
Jeg tror det er sangskrivningen. Ikke, at Demon Head er dårlige sangskrivere, men det er som om de i deres ambition om, at ramme det episke “kun” når noget semi-episk lidt for ofte. Sangene lyder store og er stort anlagte opusser, som på den over 7 minutter lange “Strange Eggs” og den noget kortere “Death’s Solitude”, på pladens anden halvdel. Man fornemmer visionen i “Strange Eggs” og kan sagtens se, hvad det er der er blevet sigtet efter samtidig med, at sangen pustes op og foldes ud, men, det er som om indholdet bare ikke helt matcher indpakningen? Som om bandet ikke helt formår, at fylde det lærred ud, som det er begyndt at male på med store penselstrøg.
Inden disse numre finder man “Labyrinth”, der lyder som et forsøg på, at lave et akustisk mellemspil, leveret i et dystert kloster af en form for munkekor fra skyggelandet. Det lyder sådan set ganske godt, og alligevel sidder man med en fornemmelse af, at det bliver en smule uforløst i forhold til, hvordan det kunne have lydt?
Når Demon Head så rammer plet og får det hele til, at gå op i en højere enhed, så er det til gengæld også svært, at få armene ned. Jeg har andetsteds rost førstesinglen “The Night Is Yours”, der ganske enkelt er et helt forrygende nummer. Et sandt helte-rockende nummer, hvor man med våbnene trukket blæser mod ære, blod og død ud over den store, åbne slagmark. Det minder mig en del om den følelse det gav mig, at lytte til Bombus’ album The Poet and The Parrot. Det nummer er lidt i en liga for sig selv på Hellfire Ocean Void, men andensinglen, “In The Hour of The Wolf” er nu heller ikke uden bid og mulighed for, at hyle mod månen og stjernerne af begejstring. Rytmisk har den noget af det samme smittende, galoperende drive over sig, denne gang varer ridtet dog næsten 7 minutter – uden at bandet mister pusten.
Dermed kan albummet også virke en kende “frontlæsset”, de førstnævnte numre falder på albummets anden halvdel, mens de her nævnte singler er på første del af pladen. Dog sluttes pladen rigtig stærk af med det måske mest ambitiøse nummer, i hvert fald hvad længden angår, den 8 ½ minutter lange “Mercury and Sulphur”. Her synes jeg i højere grad, end på de par numre der falder lige inden, at Demon Head får indfriet ambitionerne om, at få søsat et virkelig episk nummer. Det starter ud med lidt lidende vokal, inden høje bølger bygger sig op ude i horisonten og det begynder, at trække op til ødelæggelse og undergang. Den får også alt hvad den kan trække med et langt, opbyggende instrumentalt stykke og hele pivtøjet, men det fungerer og efterlader et flot punktum på pladen.
En plade som i det store hele er en fornøjelse at lyttet til fra ende til anden, man sidder bare med en snigende fornemmelse af, at den kunne have været lidt mere. Eller at vi har med et band at gøre, der skulle have spillet over evne for, at komme over den høje barre de selv har sat? Jeg har sat nogle spørgsmålstegn hist og her, det skal mest tolkes som, at jeg ikke helt kan sætte fingeren på, hvad det er Demon Head ikke lykkes med her, når der er rigtig meget der faktisk lykkes.
Jeg sidder bare med en fornemmelse af, at Hellfire Ocean Void falder i “good, not great” kategorien, men det er forhåbentlig ikke det værste sted, at være!?
Af Ken Damgaard Thomsen
