Demersal er et screamo/hardcore band fra Odense/København. De har en debutplade ude. Og der skriges og hærges godt igennem, men pladen viser også et band med ambitioner om mere end at hærge løs.
Blackened hardcore screamo der “omhandler et gradvist svindende håb i medmenneskeligheden frem til et punkt, hvor menneskelig interaktion, forhold og værdier virker værdiløse”. Det er det trøstesløse udgangspunkt for Demersals 9 numre lange debutplade, hvor man bombaderes i et kaotisk lydlandskab igennem godt 31 minutter. Selvom det larmende lydangreb kan virke konstant, så bliver der dog også plads til at hvile ørerne kortvarigt, hvor bandet arbejder med nogle mere post-rockede og atmosfæriske flader.
Det overordnede indtryk Less efterlader er dog en fornemmelse af aggressiv afmagt. Hvilket både er pladens force og en lille svaghed. Trods at man får lov til at trække vejret i glimt, er der en lille tendens til, at jeg går lidt død i det massive rabalder og at nogle af numrene mudrer sammen – det vil nok variere fra lyttet til lytter. Det er der nok også en pointe i, det her er et opråb lige så meget som det er et frustreret band der afreagerer.
Der er meget “less” på Less med sangtitler som “Thoughtless”, “Relentless”, “Endsless”, “Less”, “Homeless” og de afsluttende “Worthless Pt. 1 + 2”. 7 ud af 9 numre ender dermed på “less”, less is more? Det er mest midt på pladen, at sangene smelter en kende sammen, det er måske der jeg naturligt er ved at være mør efter det nærmest konstante flossede skrigeri, tonsende trommer og et udmattende tempo.
Får man samlet kræfter og lyttet ordenligt efter, så er Less dog faktisk en ganske afvekslende plade. På Åbningsnummeret “Amends”, hvor der lægges fra land som død og helvede dukker der mod slut noget op, som lyder som blæsere. Det virker i første omgang som en sjov kontrast til den voldsomme hardcore men det fungerer egentlig ret godt og skaber en sær, kontrastfyldt stemning. Andre steder er der dømt all out attack, som på den under to minutter lange “Relentless”, der som titlen antyder ikke har tænkt sig at trække sig eller holde igen. At bandmedlemmerne består af nuværende og tidligere medlemmer fra Hexis og Talos kommer ikke bag på en, hvis man er bekendt med nogle af de bands output.
Jeg synes dog at Demersal rammer hårdest og samtidig er mest interessant når de som i åbneren overrasker med nogle elementer man ellers ikke er vant til i den sortnede hardcore. Et nummer som titelsangen bliver dog næsten så afvekslende, at det kan virke som flere små numre i løbet af dens lidt over 5 minutters spilletid. Her er det lige før, at det kommer til at virke FOR kaotisk indenfor den samme ramme og så alligevel… det kan et eller andet og har en overrumplende effekt, der på godt og lidt ondt kan tage pusten fra en.
Holder man ud til den forbitrede ende, så runder Demersal ret stærkt af. Først med den sindssygt arrige “Failure”, der starter som gjaldt det livet, hvilket det nok også gør. Inden Demersal slår over i noget, hvor det lyder som om de stædigt og vedholdende forsøger at banke budskabet ind i hovedet på en. Herefter følger et af mine favoritnumre på pladen, “Homeless”, hvor foden lettes en smule fra speederen og bliver mere, hvad skal man næsten kalde det, midt-tempo black? Det er som om tempoet falder yderligere sangen igennem mens der skrues op for tyngden noget mere sejt insisterende og kværnende, mens vokalen går fra flintrende hidsig til et dybere, grummere leje. Fedt nummer.
Det leder over i dobbelt afskedssalutten “Worthelss pt.1” og “pt. 2”. hvor alt vi har været igennem på Less på en måde opsummeres, foldes ud over to numre og laver en fornem krølle på pladens hale. Vi får endda et velvalgt call back til første nummer med blæserne, der i “pt. 2” virker endnu mere integrerede i lydbilledet og er med til at bygge det massive stormvejr, som skubber albummet endegyldigt ud over kanten, op. Og så pludselig stilhed. Gik verden lige under?
Som sagt sniger der sig lidt lammelse overfor Demersals kaos ind midt på pladen hos undertegnende, men det hele giver mening og rammer en form for logisk forløsning/undergang på anden halvdel af pladen – inden det hele bryder sammen mod slut. De vidner både om at der tænkt over tingene og viser et band med ambitioner til mere end “bare”, at smadre løs og hamre deres budskaber igennem.
Vi ender på en stor, grum 4’er for helhedsindtrykket.
Af Ken Damgaard Thomsen
