Det går ikke stærkt på Deirdre, og stoner-rocken tager sig god tid, er til tider sart, er på én gang genkendelig men gør samtidig ikke meget væsen af sig. Det kommer der en fin, lille EP ud af.
Joakim Johnsen har skrevet seks sange på egen hånd og har blot fået lidt hjælp på trommer på et par numre. Det betyder dog ikke, der ikke er tale om en fuldfed lyd. Forskellige guitarer, trommebokse og andre effekter giver en fin, rød tråd og får projektet til at fremstå ganske helstøbt.
Da disse ord skrives, siver regnen ned af vinduerne, og det er et langt stykke hen af vejen den perfekte kulisse til pladen. Selv om det også kunne være sløv stenen på stranden. For der Deirdre tager sig GOD tid. Vokalen er næsten doven og tempoet lavt på samtlige numre. Og det er der noget genkendeligt i. Ikke mindst fordi der også til tider åbnes for noget støj – som afslutningen af åbneren, ‘Make It Go Away’.
Flere numre får mig lyst til at styrte over i CD-samlingen for at identificere hvilket nummer, det lige er, Deirdre minder mig om: ‘Wrap My Head Around’ og ikke mindst ‘Wearing My T-shirt’ kunne virkelig godt lyde som numre, der kunne gemme sig ét eller andet sted på Smashing Pumkins’ Pisces Iscariot, mens jeg ikke ville have været det mindste overrasket, hvis Johannes Gammelby havde været inde over et nummer som ‘Waiting’. Ikke for at tage noget fra Deirdres originalitet; bare for at sige, at fans af de mere sarte, skramlede Pumpkins-numre og I Am Bones/The Malpractice vil kunne finde noget relevant på Deirdre EP.
Stærkest står i min bog andetnummeret, ‘Sinking’, der som det eneste sender tankerne i retning af den nævnte inspirationskilde, Car Seat Headrest. Der er en næsten poppet (men noget langsomt!) bridge, der virker dejlig frisk i forhold til resten af numrene. Men også et smadret, flosset refræn og nogle dejlige, levende trommer.
Man vil nok gå galt i byen, hvis man forventede at blive væltet ned af stolen af en lo-fi indie/stoner-EP som Deirdre. Men der er store kvaliteter på EPen og dele af mig kunne godt få lyst til at række mod de øvre hylder.
Ja, faktisk er det eneste, der sådan rigtig stopper mig, at jeg hele tiden får associationer til alle mulige andre bands og tænker; ’har han nuppet den vending der fra et smadret Bright Eyes-nummer?’ i ‘Wrap My Head Around’ eller ‘Waiting’. Eller ’Det er jo lige før man kan høre Corgans nasale stemme mellem tonerne’ i andre numre.
Det er selvfølgelig mine associationer, men bliver lige nøjagtig forstyrrende nok til at jeg ’kun’ kan erklære EPen for god, og ender på fire stjerner…
Anmeldt af: Troels-Henrik Krag
