Deftones smeder mens jernet er varmt og udsender en “hurtig” opfølger til 2010´s kommercielle og kunstneriske succes, Diamond Eyes. Sacramento kvintettens syvende studiealbum tilføjer ikke mange nye farver til bandets simple men unikke lyd-palette. Koi No Yokan kan til tider lyde som “mere af samme skuffe”, men det gør ikke så meget når skuffen stadig er fuld af gode ideer. Deftones lyder absolut som et band, der har det godt sammen, både personligt og kreativt, og pladens 11 numre emmer af af selvsikkerhed og spilleglæde.
Produktionen er som sædvanligt ekstremt vellydende og er som på Diamond Eyes, igen hjulpet godt på vej af up-coming rock/metal producer Nick Raskulinecz. Deftones’ plader skal som regel høres højt og koncentreret fra første til sidste nummer hvis man vil have alle detaljerne med og Koi No Yokan er ikke nogen undtagelse. Sangene blusser op og dør hen, smukt forbundet af Keyboardspiller/DJ Frank Delgardo’s atmosfæriske lydlandskaber, og man skal være ualmindelig ufølsom over for musik, hvis man ikke bare én enkelt gang mærker nakkehårene rejse sig, under de 52 minutter albummet afvikler sig på.
Delgardo har generelt fået mere plads i lydbilledet end på tidligere udgivelser og er efterhånden blevet en meget vigtig del af Deftones sounden. Sergio Vega der vikarierer for bassist Chi Cheng, som stadig ligger i coma efter et færdselsuheld i 2008, lader til at være blevet inviteret med i den kreative proces på lige fod med resten af bandet i denne omgang. Bass linjerne virker langt mere personlige og inspirerede end på Diamond Eyes. I den tunge ende af bandet lægger Abe Cunningham (trommer) og Stephen Carpenter (guitar) den bund der gør at Deftones stadig kan kategoriseres som alternativ-metal, og ikke bare alternativ. Carpenter har fået en ekstra streng på guitaren (han er oppe på otte nu) og riffer tungt på sangene Swerve City, Goon Squad og Poltergeist. Sidstnævnte sang går i et fedt 7/8 dels beat der minder én om de gode gamle Cunningham/Carpenter metal grooves fra Around the Fur tiden.
Koi No Yokan har ganske vist nogle tunge og brutale elementer i sig, men når man man hører pladen som helhed virker den lettere og mindre aggressiv, end der hvor Deftones normalt plejer at befinde sig. Sanger Chino Moreno er muligvis en af årsagerne hertil. Chino har siden Around the Fur fra 1997 eksperimenteret med kombinationen af skreget og sunget vokal og det lader til at den sungne er ved at få et overtag. Heldigvis har Chino en fantastisk og meget karakteristisk stemme, som han til fulde formår at få følelse frem i, ikke mindst på grund af den gennemførte vokalproduktion. Delay, ekko, og forvrænger effekter smyger sig smidigt om Latinamerikanerens kraftfulde tenor. Teksterne er som altid kryptiske, men fyldt med smukke billeder man kan fortolke og (sikkert) misforstå. Chino’s melodier er i denne omgang både skarpe og skæve. Diamond Eyes havde nogle meget ærlige “fra hjertet” sange, der desværre også kunne virke en smule for korrekte og dermed lidt for poppede. De skæve, nærmest blå, toner, som Chino er berømt for, er tilbage igen.
Singlerne Leathers og Tempest har begge storladne melodiske omkvæd, men falder aldrig over i mainstream rock-rillen. Balladen Entombed er måske en smule for pæn, men det stemningsfulde nummer fungerer udemærket som et pusterum på pladen. Den syv minutter lange Rosemary kunne være en Mew sang (Mew producer Rich Costey har iøvrigt mixet Koi No Yokan), hvis altså Jonas Bjerre var en 100 kilos halvmexikaner med dødningehovedtatoveringer på armene. Albummets svageste numre er Graphic Nature og afslutningssangen What Happened To You? What Happened To You? er ikke en dårlig sang, men den lyder mere som om den hører hjemme på et af Chino´s talrige sideprojekter.
Man kan måske mene at der bliver trådt lidt vande på Koi No Yokan, men det gør ikke spor, for Deftones flyder fortsat i deres helt egen ”one of a kind” dream-pop/alt-metal/post-hardcore/new-wave sø.
Anmeldt af Mordi
Like GFRock på facebook og få nyheder om rock, rul, metal and the what have you – hver dag.
