Københavnske Defecto albumdebuterer med pomp, pragt og en god portion pondus. Stilen er symfonisk metal med progressive rockelementer, der flyder fornemt det meste af vejen, men måske lige mangler de sidste finjusteringer for at være en fuldtræffer.
Albummet består af 11 numre, flere i den længere ende, men for en gangs skyld vil jeg ikke påpege at det føles for langt. Bevares, et nummer som “Don’t Loose Yourself” Kunne jeg måske godt have undværet, men det falder måske mere ind under personlig smag end at være en egentlig kritik af nummerets kvaliteter. I det store hele er det et album i den længere ende, hvor bandet bibeholder nok momentum til at det glider rigtig godt, det meste af vejen.
Sangskrivningen er generelt god, solid, konsistent og enkelte steder virkelig glimrende. De problemer jeg har med Defecto ligger mere i detaljer og nogle stilistiske valg, der muligvis falder ind under “det skal jeg ikke blande mig i, hvis de nu synes at de skal lyde sådan”.
Men. Godt nok er det overordnede lydbillede symfonisk metal med de nævnte progressive tendenser, tænk noget i retning af en bombastisk udgave af Metallica møder Dream Theater, der leger med symfoni og stedvis ret ambitiøse prog-strukturer og opbygninger af numrene. Bandet har både en hårdere og tungere side, der afspejler sig i mere vægtige og voldsomme musikalske passager og stedvis en effekt på vokalen, der ikke helt lyder som growl, nærmere noget der kunne minde om en dæmon eller en slags monster, fra en b-flim eller lignende, men samtidig også en mere “poppet” feeling- af mangel på bedre definition.
Det er klart det sidstnævnte jeg ville satse på, at få mere frem i lydbilledet og eksperimentere med fremfor some kind of monster og de mere badass, sammenbidte og dundrende attituder og klange. Bandet KAN spille begge dele, i det hele taget virker de teknisk velfunderede og har styr på deres kram, men det er når det indre pop-monster får lov til at kigge frem at jeg omfavner Defecto mest, mens jeg holder dem lidt mere i strakt arm når dens grumme fætter får lov til at dominere.
Eksempelvis indledningen på “You Had It Coming”, hvor der veksles mellem “monstret” og en mere ren vokal, det er kun i korte glimt, men det tager mig lidt ud af et ellers vellykket nummer – hvor især omkvædet viser nogle af Defecto’s styrker. Teksten, både her og generelt, er sådan lidt af den velkendte slags for metal “genren”, men de fungerer og skurer ikke i ørerne. Man kan næsten gætte temaer, eller i hvert fald stemningen ud fra titlerne, men nogen gange er forudsigelighed ikke nødvendigvis en dårlig ting. “Rage”! Du kan næsten gætte hvordan den lyder, ikke? Et nummer i den tungere ende af Defecto’s skala, hvor jeg er godt hooked og får næverne i vejret til det smittende omkvæd, med fin kor/anden stemme til lige at løfte stemningen. Men monstret skal absolut lige stikke snotten frem og forstyrre cirka halvvejs, det er kortvarigt, men dæmper min kampgejst indtil en fed guitarpassage sætter i.
I det hele taget flår Defecto det ene fængende omkvæd ud af ærmet efter det andet på Excluded, og heldigvis føles det ikke som peak på peak overkill, så man får forstoppelse. Der sker heldigvis masser af andre ting i numrene, der generelt virker velnærede og har nok tyngde til at mætte, men så får man lige lidt lækre toppings, som eksempelvis i titelnummeret “Desperate Addict”. Eller det overrumplende one-two punch der åbner pladen, det tempofyldte og episke titelnummer “Excluded” og “When Daylight Dies” (du kan egentlig også tælle de efterfølgende “You Had It Coming” og den symfoni-keyboard galoperende “Drifting Into Darkness” med), der viser bandet i deres måske mest Metallica’ske hjørne, minus det fornemme pop-metalliske anthem omkvæd. Så kan man da tale om at storme ud af portene med våben trukket, svingende den melodiske metalfane med stolthed.
Det er også denne evne til at skrive medrivende omkvæd som gør, at jeg kalder bandet “poppet”, og vel egentlig også lidt 80’er? Men på en smagfuld måde. Bandet spiller nemlig, ud over med fed energi og overskud, også med en tilpas portion selvtillid, så man kan tage musikken seriøst og det ikke bliver for corny eller over the top. Samtidig forfalder deres attituder og udtryk aldrig til selvfedme eller selvhøjtidelighed.
Men hov, mangler vi ikke noget ballade? Rolig rolig, Defecto har da ikke glemt en af hjørnestenene på en melodisk og til tider pompøs metalplade! Halvvejs igennem Excluded får vi en forsmag på bandets evner indenfor ballade-sangskrivning, når “The Final Transition” sænker gruppens parader og giver plads til klaveret og en mere højstemt tone, både musikalsk og på vokalen. Faktisk formår de her at tøjle virkemidlerne og holde så meget igen, at man lige savner det sidste skub, der kunne løfte nummeret op fra jorden. En smule mådehold og selvkontrol indenfor denne genre, er dog noget der ikke altid forekommer, så applaus for det!
Der er jo også et skud mere i ballade-bøssen, endda et som de er så frække/snedige først at fyre af helt til sidst og dermed får de afsluttet Excluded på fornem vis. På afslutteren “The Sands Of Time” går de nemlig all in på ballade-fronten og får leveret ikke blot albummets stærkeste og mest storladne pop-omkvæd, men måske albummets stærkeste nummer overhovedet? Og det var HER tanken slog mig, at hvis man kan skrue sådan et omkvæd sammen, så behøver man måske slet ikke de hårdere attituder der får lov til at flexe med musklerne i nummerets mellemstykke? Det ødelægger på ingen måde sangen for mig, arbejdet med kontraster mellem det bløde og det hårde er egentlig ret effektiv og god, så det ikke ender med at blive FOR blødt, men…… hvad ville der ske hvis Defecto barberede de hårdeste lag af og overgav sig til den mere poppede powermetal? Hvis man kan lave et nummer som “The Sands Of Time”, så kan man et eller andet med “pop”, som bestemt ikke er alle forundt.
Excluded er helt overordnet fornøjeligt selskab at være i, bandet spiller fedt og sikkert, Flemming Rasmussen og Jan Langhoff’s produktion finder en fin balance mellem det pæne og ikke for polerede og Defecto lyder i det hele taget klar til at erobre verden. Så er spørgsmålet om det skal være med de tunge hug og primitiv råstyrke, de mere bombastiske, episke og elegante vingeslag eller en kombination af de to som her? Men det er nok en smagssag, hvad man synes klæder Defecto bedst.
Jeg ender på 4 store stjerner, men jeg tror Defecto måske har en 5er i sig, hvis de lige får de allersidste justeringer på plads.
Af Ken Damgaard Thomsen
Besøg Defecto på facebook
