De danske albumdebutanter Deerborn er både moderne og old school folk, dark americana, kammerrock, indie og mørkemandsrock, bundet sammen af en flosset og følelsesladet emotionel kerne, der får albummets puls til at slå stærkt og dirrende hele vejen igennem Crash and Burn.
Det samlede indtryk er en form for organisk og flydende collage, af elementer og klange fra Neil Young, Springsteen, Kellermensch/Sebastian Wolff, My Morning Jacket, Arcade Fire og The Awesome Welles.
Crash and Burn er kort og godt en vidunderlig plade, stort set uden fejl og mangler, et sammenhængende og magnetisk værk, der suger en ind og knuger sig tæt til det blødende hjerte, der dunker løs inde i mørket. Det er til tider storladent og pompøst, det siger næsten sig selv, men ikke på en overdrevet melodramatisk og flæbende facon – tværtimod foregår en stor del af dramaet også mellem linjerne og noterne, i musikkens skygger og steder hvor det er som om Deerborn forsøger at gemme sig lidt. For sig selv?
Tekstuniverset virker i hvert fald både personligt og af og til lidt selvudleverende, som en art udrensning, terapisession eller en måde at afreagere på. Det fine er, at lyrikken samtidig er så almengyldig formuleret, at Crash and Burn ikke fremstår for lukket om sig selv, navlebeskuende og pillende eller utilnærmeligt. Jeg føler mig både inkluderet, til tider rørt, måske ikke direkte af de enkelte ord eller de budskaber jeg tillægger dem, mere stemningen i numrene eller bare fascineret at det, der krænges ud.
Den velkomponerede musik og de virkningsfulde tekster skal have en stor del af æren for Deerborn’s både trykkede og udfriende atmosfære og den gnistrende puls der gennemstrømmer det hele, men vi kommer ikke uden om at Lasse Nørbys vokal også fortjener en kæmpe cadeau for det blændende indtryk man sidder med af Crash and Burn. Det er en af den slags vokaler, der på samme tid formår at virke enormt ekspressiv, sitrende af desperation, kraftfuld, sårbar, resignerende, patosfyldt, underspillet og virkelig tillokkende. Man spidser kort og godt ører, så man ligner en fesen skovelver…
Som karakteren indikerer, så er der ikke rigtig nogen svage numre på Crash and Burn, ej heller for mange med de 10, forholdsvis lange, sange som albummet består af. I stedet for slavisk at gennemgå størstedelen af dem, så vil jeg slå ned på det man kunne kalde mine personlige højdepunkter i løbet af op- og nedturen med Deerborn. Det er en af den slags plader, hvor numrene både udgør en stærk helhed, og bør nydes ud i et, som et samlet værk, men samtidig er der også numre der er så fremragende, at de stikker ud og burde kunne bruges som madding til at fange endnu flere lyttere.
For mig er de 2 emotionelle hjørnesten, og absolutte peaks blandt mange markante tinder, 2 af de numre hvor de, i hvert fald periodevis og på overfladen, skruer mest ned for blusset. Først “Awaken”, cirka halvvejs gennem albummet, et nummer hvor Lasse Nørby halv-desperat, men stadig kontrolleret og tøjlet, får udtrykt grundstemingen i det forrygende nummer med sætningen “I can bleed, I can scream from the top of my lungs”. Den roligt vuggende, tilbagelænede, ja næsten dvaske folk-rock “ballade” tone der dominerer nummeret, er med til at underbygge følelsen af, at nok er hovedpersonen her stadig i en form for kontrol over situationen, men sammenbruddet lurer lige om hjørnet. Crash and Burn!
Denne stemning, er en af hovedstrømningerne og det der binder numrene sammen albummet igennem, der er udsving i tempo, klang og virkemidler, men der er en følelse af, at vi nærmer os et punkt, hvor den indre dæmning brister og det hele får lov til at fosse ud. Det når vi i albummets næstsidste nummer, “Sheets”, der lyder som en svigtet og såret mand, der trods en form for forståelse og accept, endelig får afreageret. “Is he still coming around // Like an injured bird needing a nest // A place to rest?”, lyder det flere gange i løbet af nummerets første, ulmende og fortættede del. Man kan næsten føle halsen snøre til og ilten stille og roligt forsvinde.
Indtil vores fortæller ikke kan få vejret længere på grund af løgnene og såret, ydmyget, arrigt og forløsende skrige-synger:
Well swallow him whole
Like a pill that makes you choke
And steals your soul
You have the nerve
To look me in the eyes and lie
Herefter følger den dunkle albumlukker “Worthless”, så jeg ved faktisk ikke om “Sheets” ender med at være den forløsning, som nummeret ellers kunne lyde som. Der behøver, naturligvis, ikke være nogen form for sammenhæng, eller overordnet historie de enkelte numre i mellem, der er ikke tale om et konceptalbum – det er ting jeg selv lytter og digter ind i MIN oplevelse af albummet.
Det var bare toppen af isbjerget, og i dette tilfælde stikker det dybt. Faktisk er det en plade jeg slet ikke føler, at jeg er færdig med, og så har jeg ikke engang nævnt de 2 glimrende singler, den midttempo pulserende “Crash and Burn” og den mere stille valsende og simrende “Death at Your Door”. Den støjende og boblende “Strangers”, med fedt 70’er orgel luskende i baggrunden, det støvede, “nu rider vi ud på prærien” åbningsnummer “The Captain”, eller “I Will Rise”, begge rummer nogle albummets mest fængende og medrivende melodier. Blændende, hele bundtet, og der er mere endnu at gå på opdagelse i.
6 stjerner, er Crash and Burn så et mesterværk? Nu opererer vi ikke med den term, som sådan, men mere “højest mulige anbefaling”. Om du synes albummet er til topkarakter vil nok afhænge af, hvor meget du bliver fanget at tekstuniverset og om du kan leve med, at der hverken lyrisk eller musikalsk bliver sagt noget decideret nyt. Men, det der bliver sagt og leveret af Deerborn her emmer alligevel af så meget personlighed og personligt særpræg, at det får højest mulige anbefaling herfra. Det her må ganske enkelt stå tilbage, som en af årets bedste danske udgivelser når 2016 rinder ud.
Af Ken Damgaard Thomsen
Albummet udkommer via Celebration Records d. 19/2, besøg Deerborn på facebook
