Death to Seattle bruger 12 minutter på at vise, at de både kan kanalisere intens desperation ud gennem en musikalsk punk/grunge bastard, men faktisk også godt kan skrive sange.
Trioen Death to Seattle er en ny aarhusiansk konstellation, eller faktisk en re-konstellation af tre barndomsvenner og tidligere bandkammerater fra Vestjylland. Siden de holdt op med at spille sammen i 2006 har de været med i forskellige aarhusianske bands, men har altså nu fundet sammen igen om at spille musik inspireret af de bands, de lyttede til som teenagere – blandt andet Seattle-bands som Alice in Chains og Nirvana, men også NOFX, Therapy og The Distillers.
Når den inspiration er blevet blæst gennem Death to Seattle bliver det til en aggressiv punk/grunge-bastard med ondt i livet. Heldigvis er det ikke rendyrket kvabbabelse og traurighed vi er ude i, der er også melodier, der bringer en smule lys ind gennem sprækkerne. For eksempel på åbneren ‘Breathe’, der er punket i anslaget, på en ret fængende måde, og på ‘Everybody Hates Me’, hvor der er sådan en dyster-punket drivende og medrivende dynamik. Her giver noget, der næsten lyder som en guitarsolo, også en sprække af lys. Det er EP’ens to mest catchy sange.
Der er til gengæld ikke mange sprækker i numre som den tempofyldte punk-bombe ‘Waiting For the Sober’, og slet ingen i ‘Douchebag’, som er 40 sekunders vrede og desperation, inden lukkeren ‘Outside of the Outside’ tager tempoet ned, men til gengæld ikke helt virker stærkt nok skrevet til helt at kunne bære det – det er endda lige ved at blive en smule kedeligt?! Der er dog ikke noget i vejen med den instrumentale side af sagen, og måske er det mest fordi, der er så meget tryk på i resten af numrene, at ‘Outside of the Outside’ giver mig det indtryk.
Blandt de stærkeste øjeblikke på EP’en er i mine ører ‘The Tide’, hvor tempoet også er skruet en smule ned, og hvor jeg ud over 90’er punk/grunge også synes jeg kan spore Deftones’ fornemmelse for store brusende riffs, og kontraster mellem en post-rocket skønhed og en desperat vokal. Den side må Death to Seattle godt dyrke endnu mere for min skyld, for selv om det punk/grungede bestemt også har sine medrivende stunder, så fungerer Death to Seattle bedst, hvor desperationen spiller sammen med melodierne, og der er tyngde og aggression til at bakke det hele op.
Death to Seattle har allerede fundet en lyd, og man kan godt mærke det ikke er musikalske grønskollinger, vi har med at gøre. Næste skridt handler om at få skærpet lyden, og skrive flere stærke sange, og så kunne der sagtens være meget at komme efter hos Death to Seattle – vi lander forsigtigt på 3 store upcoming-stjerner, til et band, jeg kunne forestille mig nok skal frembringe en intens live-oplevelse allerede nu.
Du kan finde Death to Seattle på facebook.
Anmeldt af Jonas Strandholdt Bach
