Masser af spade og rigelige mængder distortionpedal. Detbutpladen fra ungersvendene i Dear Delusion er et lovende, men desværre noget ufokuseret og forglemmeligt udspil. Selvom det ikke lykkes fuldt ud at skabe fængende hård rock, er fundamentet og håndværket bestemt i orden.
En debuterende gruppe skal ikke bebrejdes for endnu at famle lidt efter et klart udtryk. Dear Delusion vil spille power rock med fokus på tunge riffs og første forsøg udi kunsten er absolut ikke ueffent, om end der savnes stærke numre, der står ud fra mængden.
Igennem det meste af pladen udviser Dear Delusion en fin sans for melodier og velvillighed til at bruge løs af den tunge rocks værktøjskasse. Åbningsskæringen ’Level of Instinct’ sætter tempoet højt og trommerne leder tankerne mod power snarere end heavy metal. En kvik, energisk begyndelse, der følges op af ’Outrunning Panic Attacks’ og et riff, der smager dejligt af Danzig. Over tolv numre, inklusive de to mellemspil ’Interlude’ og ’Intermezzo’ får vi serveret stribevis af tunge riff og masser af kompetent trommespil. ‘Undone’ åbner med et taktfast, tungt riff, der kunne befinde sig lige så godt på Master of Puppets. Resten af nummeret kan ikke helt leve op til denne fine intro, men det er et godkendt livtag med den heavy med pophooks, som Volbeat har gjort til en dansk eksportvare.
Den beklagelige meddelelse er dog, at med undtagelse af de tre nævnte numre og syvendeskæringen ’Truly Insane’ er det en hurtigt glemt omgang. Der er ikke nok til at fange, endsige fastholde, opmærksomheden over godt 44 minutter.
’Truly Insane’ er også sangen, hvor Simon Roland mest overbevisende skubber sin vokal op i de højere registre. Det løfter omkvædet mærkbart og gør nummeret til det eneste, jeg har taget mig selv i at nynne for mig selv. Pladen lukkes med ’A Bit of Your Back’, der over næsten syv minutter går fra stille rockballade til tordnende højder. Et monumentalt udtoningsnummer, der viser, at Dear Delusion også har flair for den storladne rockmusik.
Skæringerne på Imprisonment mangler mest af alt fængende omkvæd. Flere steder gøres der tilløb uden større succes. Med ‘Truly Insane’ forløses længslen efter en ørehænger endelig. Her kommer Dear Delusion tættest på et radiohit, og det er forfriskende blandt en samling sange, der ikke står skarpt og adskilt i erindringen efter gennemlytning. Ærgerligt, at nummeret er overstået på kun 2:50.
Produktionen på Imprisonment er solid, men noget uopfindsom. Om Simon Rolands vokal lider under at blive mixet lavt, eller snarere er blevet mixet lavt, fordi den ikke er meget mere end hæderlig, er uvist, men resultatet er det samme; et temmelig ensformigt lydbillede, der godt kunne trænge til mere variation mellem numrene såvel som mellem guitarlagene.
Medvirkende til at forstærke indtrykket af uopfindsomhed er, at indflydelserne et par steder er tættere på kopier end inspirationer. Introen på ’A Bit of Your Back’ lyder mistænkeligt meget som Tool’s ’Lateralus’, ligesom en sammenligning mellem riffet i begyndelsen af ’Truly Insane’ og det gennemgående riff fra Muse’s ’Hyper Music’ må føre til rynkede øjenbryn. Disse sammenfald kan sagtens være tilfældigheder i et ungt bands søgen efter original lyd og melodi, men det fremstår uheldigt.
Dear Delusion er ikke umiddelbart de næste danske rockkometer, men det kan der sagtens lave om på. De nødvendige grundelementer er til stede i rigt mål, og med erfaring kommer træfsikkerhed og originalitet i kompositionerne, så denne signatur håber afgjort på mere fra trioen.
Anmeldt af Lanzky
Imprisonment udkommer d. 4. februar 2013 via Target Distribution. Dear Delusion varmer op for Black City d. 6. april på Lygten Station i København og kan ses i Aarhus d. 4. maj på Backstage
Like GFRock på facebook, og få nyt om rock, rul, metal and the what have you – hver dag!
