Deadwood Celebration viser på deres debut-EP at de har evnerne til at tage rockkegler. Der er både tyngde og melodier, men der mangler dog en smule punch og kant i produktionen før man bliver revet helt med.
Deadwood Celebration har eksisteret siden foråret 2013, så de har altså taget lidt tilløb til EP’en, som til gengæld også viser et alsidigt rockband, som har et godt greb om nogle af de centrale værktøjer i kassen: Medrivende rytmesektion med bund, gode riffs, og vokaler, der fungerer. Skal man prøve at definere Deadwood Celebrations lyd, så er vi i den mere bluesede ende af rocken, riffene er melodiske, men samtidig har sangene også tyngde – det lyder lidt som om, der er blevet lyttet i retning af Jesse Hughes og Josh Homme.
Det er ikke altid en let øvelse at balancere tyngde og nosser med melodiøsitet, men det lykkes Deadwood Celebration faktisk ret godt med, fordi både guitar- og vokalarbejde, og bas- og trommespil leveres med indlevelse og kvalitet. Man kan dog bestemt godt høre nogle steder, at Deadwood Celebration ikke er et “færdigt” band, og at EP’en repræsenterer en udvikling bandet har gennemgået siden de begyndte. Og så savner jeg ind i mellem at der er noget mere slagkraft og kant i produktionen, for det er som om fokus har været på at få bandets melodiske kvaliteter klart frem. Så selv om man kan høre at der er en god motor bag, så savner jeg at høre det brumme og hvine lidt mere.
Fire numre er der fundet plads til, og her står den tungt svingende ‘DWC’ stærkt frem – det er også det nummer, hvor de kræfter, der tydeligvis er i Deadwood Celebration, mærkes mest. Det groover og gynger og guitarerne får lov at hvine en smule, og selv om ikke alle skift er lige elegante, er der saft og kraft bag.
Åbneren ‘Lean Soul’ rykker også godt på mere tilbagelænet vis, og her viser Deadwood Celebration stort overskud både instrumentalt, men også i kompositionen. Det er det nummer på EP’en, som virker mest færdigt i sin form, og det bliver mere og mere medrivende for hver gang man hører det. EP’ens stærkeste sang, og en man sagtens kan vende tilbage til og høre igen, selv om anmeldertoget ruller videre til nye bands.
Koklokke og sejt groove finder vi på ‘Leave’, som måske er i risiko for at køre lidt fast i versene, men til gengæld har et glimrende omkvæd, hvor der bliver sovset med keyboard, hvilket virker godt som afbræk mellem guitarbredsiderne, igen fordi Deadwood Celebration har melodierne med sig. Mindst begejstret er jeg for ‘TakeTakeTake’, som sådan set svinger fint nok, men desværre heller ikke meget mere end det. Her står Deadwood Celebration lidt i stampe, og bandet får ikke rigtig overført hestekræfterne under motorhjelmen til noget, der rykker.
Deadwood Celebration er ikke et “færdigt” band, men de er godt på vej. Jeg ender med en fornemmelse af et band, der allerede kan det der med at rocke igennem, og nu “bare” skal arbejde med at finpudse sangskrivningen for at kravle en hylde op. Der er i hvert fald både gods og melodier i Deadwood Celebration, der får 4 stjerner med på vejen.
Tjek Deadwood Celebration ud på deres hjemmeside.
Anmeldt af Jonas Strandholdt Bach
