Med fin balance mellem rock-klichéer og ideer og stor dygtighed i både spil, produktion og indspilning har Deadwood Celebration begået en glimrende debutplade. Det er rock som vor far hørte det – og ulvehyl og underpræsterende falset til trods trækkes stikkene i land.
Igen må jeg indlede med at rocken har det godt i Danmark: Deadwood Celebration har begået en glimrende rock-plade, hvor meget virker genkendeligt – og det er helt enkelt skønt!
Nej, der bliver ikke puttet med klichéerne. Åbningsnummeret hedder på den vis ‘Rock On’ og det virker til at flere af numrene i bund og grund handler om at knalde.
Der er virkelig godt styr på lyden, og flere gange står guitaren frem med en bokset lyd, der kan minde lidt om Queens of The Stone Age – mens der andre steder er langt mere åben lyd.
Der er leget lidt med metaforer, som synes at leve lidt af humor: ‘Wishing Bones’ andet vers går på den måde: ”You got snakeskin on your boots / and you got camel toe in your pants / and I don’t know how much you want / But I sure as hell know you’re the man”. Dybt er det ikke, men til gengæld ganske underholdende og effektivt. Sejt spillet, liggende lidt tilbage på beatet, bliver det et meget overlegent nummer.
Guitarer, bas og trommer er alt hvad der skal til i dag og der gås op og ned i tempo; som høj-tempo ‘Electrical’ og balladen ‘Losing You’, hvor forsangeren kan minde lidt om Ian Astbury fra The Cult. Det samme gør sig i øvrigt gældende på afslutteren, ‘New Satan’. Ikke dumt!
‘Losing You’ trækker op til regulær powerballade, men holdes dog nede så klichéerne ikke tager over. En fremragende guitarsolo bliver det dog til og der synes at være godt styr på ikke at presse musikken ud over kanten.
‘New Satan’ har dog et lidt svagt element i et falset-omkvæd, som dog reddes af call/response-kvindekor – og på den måde aldrig bliver graverende. Korarbejdet er i øvrigt ganske fremragende hele vejen igennem og løfter generelt.
En skæg sag er ‘Cry Wolf’, der i bedste Spinal Tap-stil har ulvehyl ind over introen og i soloen, men ellers har et riff, Iommi og Osbourne ikke ville have rynket på næsen af.
Det er ikke så sofistikeret, men igen: Effektivt og genkendeligt. På den gode måde.
”I don’t wanna cry wolf no, mamma…” går omkvædet og det skralder lige an – vi presser os altså helt ud til kanten af hvad klichéer kan bære her. Men jeg æder den (no pun intended!).
Pladen rummer også et par dansable numre som ‘Dirty Pillows’ (Carrie-reference?) og ‘So Cool’. Foden vipper og der er flere gange lyst til at hoppe op af sofaen, og der er smil på læben hele vejen igennem. Nok så vigtigt er det også, at det lyder som om bandet også har haft et stort smil på læben i processen. Og når man så har styr på sin lyd på den måde, bliver det rigtig godt.
Varierende trommelyd nummer for nummer giver imod enhver fornuft en oplevelse af at det hele er ’live’ og bærer energi ind i projektet. Det er en rigtig godt lavet plade, der måske ikke har så meget andet på hjerte end at levere noget velproduceret rock. Og gør det godt.
Læg dertil at både et nummer som ‘Electrical’ og for så vidt ‘Wishing Bone’ kunne være radiohits hvis den rette person faldt over dem. Førstnævnte har et rigtigt sing-along-omkvæd og en energisk fremdrift, der giver en vis pop-appeal, men stadig helt entydigt er rock.
Selv om jeg ikke sprænger låget helt af, når jeg hører pladen, så er der bare store kvaliteter på pladen og balancen mellem kliché og fede idéer er beundringsværdig.
Smilet er vigtigt, og som nævnt sidder det på læben mens man lytter og foden vipper med.
Out Here We’re No One, But We Know Where We Belong har trods alt ikke kvalitet til at blive en klassiker. Men det stopper ikke pladen fra at være glimrende til det, den gør så effektivt; at levere rock.
Du kan finde Deadwood Celebration på Facebook.
Anmeldt af: Troels-Henrik Balslev Krag
Ligger i ikke links op til musikken? 🙂
Nogle gange glemmer vi det 😉 Nu er der et link til bandets facebook nederst i anmeldelsen.
Mvh. Jonas/GFR