Deadwood Celebration forsøger på deres andet album, at fange en livenerve og lyd i deres klassiske rockmusik. Mission lykkes et langt stykke hen af vejen til rockende og rullende UG.
Bandet albumdebuterede i 2018 med et album som Troels-Henrik sendte 5 stjerner efter her på siden. Helt derop ender jeg ikke helt i sidste ende for bandets andet forsøg, Muscle, hvor DW, som titlen antyder, dog spiller godt med rockmusklerne. Der er dog tale om lidt over en halv times særdeles underholdende selskab.
Det lyder som om de er helt klar over, at de har fat i nogle numre der rocker. Det gør, at der spilles med en overbevisende og selvsikker attitude og feeling, der ikke slår over i selvtilfredshed eller uklædelig arrogance. Albummet er kompetent produceret og mixet af The Blue Vans Søren Christensen, der har formået at fange og lade den liveenergi og lyd, som bandet i følge pressematerialet har sigtet efter. Det er råt rockende, men stadig melodisk og iørefaldende, og minder stedvis ikke så lidt om det udtryk Christensens eget orkester er garant for.
Det er i hvert fald følelsen jeg får på numre som den fængende åbner “Tomorrow,” der brages ganske bombastisk i gang inden den finder et sejt vuggende leje og arbejder sig sikkert hen mod et catchy omkvæd. Et stærk udlæg, der følges glimrende op med den boogie-huggende “Rock Horse”, der finder en god balance mellem det kraftfulde og en let slingrende fornemmelse. En cool krikke, der er med til, at pladen kommer særdeles godt fra land. Senere er der ekkoer af noget mere glamrocket på den lokkende og lumske “Sinister”, hvor der arbejdes med lysere vokaler og en mere brummende 70er rumlende bund.
Der er i det hele taget rigtig mange gode til glimrende numre blandt pladens 9 og med en spilletid på veltrimmede 33 minutter, er der heller ikke meget fedt på sidebenene. Læderjakken og de stramme bukser sidder som de skal. Det er dog ikke kun den stramme sangskrivning, der gør at Muscle glider så problemfrit ned, bandets vilje og evner til, at variere udtrykket indenfor rockrammen er endnu en force. På et nummer som “2 Minute Shredder”, pladens næstsidste, får man lige nøjagtig hvad titlen lover. Ud over, at sangen kun er 1 minut og 52 sekunder om at fræse igennem. Medvirkende til følelsen af alsidighed er ligeledes, at bandet opererer med flere forskellige vokalister pladen igennem. Der sker kort sagt nærmest hele tiden et eller andet nyt.
Mere koklokke? Klart nok, det kan du få på den tempomæssigt mere afdæmpede “Heart Taper”, som fremfor fart lever på sin cool, tilbagelænede klang og en meldod der over vers og omkvæd bare er elementært fængende og medrivende. Plus point for vokalarbejdet, der bakkes op af dobbelt vokal i længere passager og i glimt et frækt lille “uh uh” kor. I løbet af de knap 4 ½ minut bliver der også plads til en velplaceret og smagfuldt udført solo, så man også lige kan give den som luftspade svingende rockstjerne.
“Years”, pladens 6. nummer, tager tempoet helt ned på lige det rette tidspunkt, hvor DW kaster sig ud i noget, der er det nærmeste de kommer en ballade på pladen. Det er dog kun lige ved og næsten, tempoet stiger og nummeret vokser momentvis til noget mere anthem-præget. Igen får man demonstreret hvor velspillende et orkester vi har med at gøre her, et band som både har styr på sangskrivningen, men ikke mindst timingen – hvornår man skal holde lidt igen, hvornår der skal gasses op og hvordan balancen mellem tingene skal være.
Skal man klantre DW for noget så er det, at der måske ikke rigtig bringes noget nyt til bordet i rockland. Men nu er nybrud og forandring for forandringens skyld i sig selv heller ikke et kvalitetsstempel. Det her er rockmusik lavet ud fra en kærlighed til, hvordan rocken lød da genren havde sine velmagtsdage. En kærlighedserklæring, der i denne tillokkende indpakning dog fremstår appetitligt frisk og indbydende.
Hvis du går og savner en smittende omgang god, gammeldags rock, eller tror rocken ligefrem er død, så har Deadwood Celebration 33 herlige minutter til dig lige her. Vi ender på en kæmpe stor hårdtrockende 4er.
Af Ken Damgaard Thomsen
