Danske Deadpan Interference både forkæler og skræmmer, virker dragende og støder lytteren væk og bygger op og river ned på på deres debut-album. De kalder det selv naivistisk og tung noisegaze, men genremæssigt rummer bandet elementer fra alt muligt i rockhistorien, fra 60’erne op til 90’erne.
Deadpan Interference er mange ting på samme tid, og efterlader mange forskellige indtryk, der ikke har noget problem med at virke modsatrettede eller selvmodsigende. Let optimisme kan godt gå hånd i hånd med mismod og trøstesløshed. Alt sammen bundet og holdt sammen af en gennemgående stemning af uro og mystik. Deadpan Interference er rigtig mange ting, ikke mindst er det et album, der trods at det kun rummer 6 numre, ikke er et man bliver færdig med på en kølig eftermiddag.
Bandet fandt sammen i den nuværende konstellation i 2013 og består af Astrid Samuelsen (vokal/guitar), Martin Funder (guitar), Sofie Westh (bas) og Max Cosnier (trommer). Ganske bemærkelsesværdigt hvor flyvefærdige bandet fremstår så kort tid efter, på dette debut (mini)album, og hvor formfuldendt, gennemtænkt og konsekvent gennemført gruppens relativt komplicerede lydbillede er. Det vidner om en eller anden form for fasttømret fælles vision for projektet, der også rummer en visuel del. Den har vi allerede fået forsmag på i form af 3 singler og tilhørende videoer, der fungerede som spydspids for pladen.
Den atmosfæriske musik og dens mange lag, er da også en både visuel og billedskabende oplevelse, ud over den rent musikalske dimension. Det er både drømmende, tåget, ildevarslende og sært forførende på samme tid, som en slags sirene-sang man egentlig godt ved, at man ikke burde følge, fordi det sender én i ulykke, men man kan alligevel ikke lade være med at søge hen imod stedet det udspringer fra. Det ene øjeblik kan det være helt roligt, næsten vuggende, som indledningen af “Honey Vs. Mary”, der efter et minuts tid ændrer karakter og humør, og pludselig bliver faretruende og larmende – uden at tempoet ændres nævneværdigt. Du lokkes ind mod kysten, og bang, støder ind i klipperne.
Et kort øjeblik tror man “What Colour Gold” er en sagte vuggevise, men så rammer en mur af tåget og forvrænget støj, med en collage af forvrængede lyde, som en hammer, mens Astrid Samuelsens fjerne og distancerede vokal siver ud af den fortættede larm, et sted inde bagved det hele. Et nummer der vrider og skærer, men samtidig holder igen, og skaber en kold og klaustrofobisk følelse. På “Echoboys and Echogirls” får jeg et mentalt billede, af en kvindeskikkelse der sidder ved et vandløb et sted inde i en skov. Rimtågen hænger i luften, hun sidder og spejder med et tomt blik ud over det stille vand, måske sørgende over en hun har mistet. Indtil man kommer helt tæt på, hvor hun uden at sige et ord vender sig om og stikker en kniv i maven på dig. Ganske udramatisk og uden nogen umiddelbar grund.
Albumåbneren “Dead Doom”, er som titlen måske antyder, en mere ekspressiv og fjendtlig størrelse. Det runger, truer, skurrer og lyder faretruende, når nummeret slæber sig langsomt, men viljefast, fremad. Den undergangsagtige stemning får et twist med Samuelsen’s luftige vokal, som tilfører lydbilledet noget hjemsøgt. Det virker både lidt druggy døsigt, tillokkende og ildevarslende, som om ikke alt er som det bure være, eller gør sig ud, ved første øjekast.
De mange lag, genrestumper og elementer virker på intet tidspunkt tyngende for bandet, der med tilsyneladende imponerende lethed, elegant fletter de mange tråde sammen og får skabt en klang, som lyder enormt tætvævet og stoflig, trods det gennemgående stenede tempo og svævende stemning. Deadpan Interfernce læsser nemlig ikke mere på de enkelte sange i de kan bære, i hvert fald ikke på overfladen. Nedenunder de ofte simple og tålmodigt opbyggende melodier, ligger der dog en masse og rumler, rusker, knirker, knager og hvisker.
På “Sweet Little Low” får den skramlede og huggende melodi mig til, at tænke på Velvet Underground’s “All Tomorrows Parties”. Det lyder ikke ens, men følelsen i indledningen af nummeret sender alligevel mine tanker i den retning. Indtil melodien begynder at hugge og bølge lidt frem og tilbage, små opbremsninger kaster grus i maskineriet, inden sangen forsvinder ind i sig selv og uden de store armbevægelser nærmest imploderer.
Hvor det nogen steder er stemningen af nært forestående undergang der lokker en til, eller man svæver væk i tågen til sammen med bandet, så er det titlen og teksten som indfanger min opmærksomhed på pladens korteste nummer, “I Like The Taste of Ugly Women”. Jeg ved ikke helt hvorfor, men der er et eller andet udefinerbart, der fascinerer mig ved denne sætning. Og måske er det samtidig en vending, jeg synes matcher og beskriver en hel del om Deadpan Interference. Det sætter billeder i gang, det kan lyde både lidt frastødende (for nogen) og samtidig smukt, og så er det ikke mindst bare mystisk på sin egen egenrådige facon. Det er, ligesom musikken og bandet, åbent for fortolkning, men man fornemmer en klar mening fra deres side, som de ikke helt ønsker at løfte sløret for.
Deadpan Interference balancerer mellem alle disse stemninger og mange virkemidler hele vejen igennem albummet, hvilket giver fornemmelsen af både en let ubehagelig omklamring, en tæt dans i mystiske og mørke skygger og at blive stødt væk af nogen, der egentlig ikke ønsker dit selskab. Hvilket naturligvis blot er med til at pirre min nysgerrighed. Samtidig er de gode til antydningens kunst, man ved aldrig helt hvad der foregår og numrenes begrænsede spilletid er med til, at man trods de mange indtryk, er sulten efter mere, når numrene og albummet rinder ud.
Bandet og albummet er en sær størrelse, som det kan være svært at blive helt klog på, og selv efter adskillige gennemlytninger føler og opdager man hele tiden noget nyt eller tages med nye steder hen. 5 mystificerede stjerner ender vi på.
Af Ken Damgaard Thomsen
Besøg Deadpan Interference på Facebook
