Deadflesh fra Roskilde spiller dødsmetal. Old school dødsmetal, hvor der, med de fordele og ulemper det indebærer, ikke afviges mange millimeter fra formlen. Den er til gengæld også ret driftsikker.
Og så kunne man næsten begynde, at runde af for Deadflesh og deres 11 numre lange album Sic Semper Tyrannis er om noget netop knaldhamrende driftsikkert, men også en kende formularisk. Det er død med growl med ekstra død ovenpå, bare tjek coveret du – det er ret meget død. Meeen, lad os se om vi ikke kan vride lidt mere ud af de olme løjer.
Bandet har eksisteret siden 1994 og dette er deres 4. udgivelse. Stilen minder en del om klassisk Bolt Thrower og den har groft sagt nok ikke udviklet sig meget siden netop midt-90’erne, ikke at det nødvendigvis er en dårlig ting. Men det er altså heller ikke her, jeg kan støve stakken af og uddele nogle diplomer for nytænkning og originalitet.
Til gengæld fornægter rutine sig ikke og udgivelsen emmer om noget af, at være udført af nogle virkeligt sikre hænder. 11 numre lang, men ingen af dem føles mange sekunder for lange, eller korte – det er præcist håndværk det her. Deadflesh er ikke de vilde ekvilibrister, de kaster sig heller ikke ud i mange halsbrækkende temposkift (lidt op, lidt ned) eller kringlet opbygning af numrene, man vælger sin vej og finder et tempo man synes om, og så tromles der bare igennem skidtet indtil man synes det er helt tilpas.
Det er med til, at gøre Sic Semper Tyrannis til en ret velsmurt lytteoplevelse, albummet flyder kort sagt rigtig godt. Og med en samlet spilletid på omkring de 43 minutter er det heller ikke en plade, der bliver hængende længere end den er velkommen. Samtidig er sangskrivningen yderst konsistent, bevares, man savner måske et enkelt virkeligt fremragende nummer eller to, men på den anden side er bundniveauet ganske højt hele vejen igennem.
Som man dermed (måske) kan fornemme, så er det også en udflugt til brutal dødsland, hvor det er en smule vanskeligt, at fremhæve enkelte numre fremfor andre. Det er i hvert fald svært for mig, at pille nogle deciderede favoritter id på en plade, hvor jeg på en måde sidder og tænker “jeg kan lide det meste af det lige godt”. Man kunne også vende den lidt og sige, at numrene flyder en anelse sammen hvad stil, stemning og tempo angår.
Der lægges ud i rigtig knogleknuser tempo og ditto tyngde med “Vanguards”, hvor “the road is paved with destruction”, som det grumt growlende lyder mens bandet høvler fremad med godt med fart i dødsmaskinen. Og så følger deres ellers 40 minutters massiv ødelæggelse med alt hvad man kunne forvente sig af semi-episke guitarer, hvirvlende trommer og bas til nakkemusklerne.
Der opmarcheres tropper fra dommedagshæren i regnvejr på “Bulldozer of Gore”, det er da en titel der vil frem i verden og et nummer der kan matche den. En ordentlig sejtrækker, der ruller tungt hen over slagmarken. Her kan man eksempelvis uddele tunge tæv med sin “Omega-Hammer”, der slynges rundt i et susende tempo, så det begynder at flyde med flækkede skaller. Her får Deadflesh pisket en særligt ondsindet stemning op.
Men Deadflesh kan nu også lyde som om de har ilde hensigter, når de skruer tempoet godt ned som i indledningen på den sammenbidte og truende “Age of Treason”. Inden der igen åbnes for døds-sluserne, nu med godt med fingerflænsende guitarlir stikkende ud af ondsskabssuppen hist og her. “Calm Before The Storm” lyder ikke ?, i hvert fald ikke til at starte med, hvor det lyder som om en dæmon fra svunden tid rejser sig i skygger og ild og gør sig klar til at sprede hygge og glæde. Og det gør den så, da Deadflesh hugger til med en tuuung melodi, der på dejlig vis har nok elastik i sig til, at det næsten bliver lidt groovy?
Centerstykket på Sic Semper Tyrannis er efter min mening pladens længste nummer, den 5 minutter lange “Iron Mountain”, der tårner sig op cirka halvejs igennem pladen. En ordentlig, velpolstret bassemand af en sang, hvor der i den grad er vægt bag og hvor det også lyder (blandt andet via et New World Order sample) som om Deadflesh har mere på hjertet end “bare” død og ødelæggelse.
Det var spredte nedslag, fra et album hvor jeg på grund af den dygtige udførelse og opbygning aldrig begynder at kede mig eller føle tomgangen komme snigende. Med til at få det hele til at glide så fint ned er en virkelig fin produktion og lyd, ikke for pæn og poleret, men heller ikke for skramlet eller smadret. Ganske imponerende, da bandet selv har stået for indspilningen og mix i deres øvelokale og derefter fået det masteret i et studie. Det er de sgu sluppet fornemt fra!
Er du til old school død, hvor der hverken snydes på vægten i den ene eller anden retning, men får lige nøjagtig det du er stillet i udsigt, så bør du ikke snyde dig selv for Sic Semper Tyrannis. Søger du nyskabelse og overraskelser, så er det her ikke stedet. Deadflesh er med alt hvad det indebærer traditionalister og leverer en plade til 4 dødlækre stjerner.
Af Ken Damgaard Thomsen
Besøg Deadflesh på Facebook
