Dead Young Oaks kaster sig ud i naivistisk pop med elektroniske og indierockede vibrationer på deres første officielle udgivelse, den 6 numre lange EP Volume One – Starts With A Kiss. Her balancerer de på grænsen af det sukkersøde, men små, beskidte opstød får i sidste ende det hele til at glide ned.
For at anmelde Dead Young Oaks, må begrebet ”GFR” vidst strækkes til nærmest bristepunktet. For vi er ude i noget meget poppet elektronika, som dog rummer lidt elementer af rock, som kigger frem i glimt. Og heldigvis – hvilket jeg vender tilbage til nedenfor.
Dead Young Oaks er for så vidt et halv-etableret navn, da solo-projektet allerede har spillet på SPOT-festivalen (2013, via Karrierekanonen), men debuterer her med en fin lille EP, som lader til at være et særdeles velvalgt medie.
Vi er ude i hvad der umiddelbart lyder som utrolig naivistisk pop, som dog bag de yderst melodiske numre rummer den velkendte skandinaviske tristesse i blandt andet tekstunivers og til tider stemning.
EP’ens første nummer, ‘War & Weaponry’, er en stille sag med masser af vocoder på den ret tynde vokal. Det bliver næsten for meget af det gode, men da vokalen til dels ligger oven på nogle nedtonede guitar-støjflader, kan jeg (næsten) tilgive når vocoderen tager lige lovligt hårdt fat.
Dead Young Oaks (eller Rasmus Arbirk, som kunstnerens mere borgerlige navn lyder) sammenligner sig selv med Death Cab for Cutie, og sammenligningen er til at forstå. Men netop når der anvendes guitarstøj, er min association mere over Mercury Rev.
EP’ens andet nummer er ret snedigt skruet sammen. ‘The Escape’ er simpelt hen så sukkersødt at jeg ved første gennemlytning sad med lidt trykken i svælget. Og da det næsten bliver for meget, brydes sødmen op af en overraskende beskidt guitar, der rusker totalt op i lydbilledet, så den tilsvarende sukrede afslutning faktisk giver mening. Intelligent? Gennemtænkt? Stærkt? Jeg køber den i hvert fald!
Og sådan er Dead Young Oaks’ Volume One – Starts With a Kiss. Pænt, nærmest til grænsen – men også udfordrende den megen pænhed med kontraster enten i lyden eller teksten. Og hold nu op! På ’Raven’ (som har været spillet på både P4 og P6) skal man være ualmindeligt kynisk for ikke at falde for det hyper-harmoniske omkvæd – og først når man har hørt nummeret nogle gange, vil man erfare at ikke alt er happy go lucky.
Som nævnt er mediet med en EP nok meget godt valgt, for til trods for at numrene hver især står ret stærkt, tror jeg alligevel at 11 skæringer med sukker og så grus, og så sukker med candyfloss, som er underligt (hjerte)blod-farvet kan blive lige rigeligt. Men som EP fungerer det virkelig fint.
Rock er det ikke – men umiskendeligt skandinavisk, fint og udfordrende. Så med lidt sukker fra redaktionen, havner vi på fire stjerner…
…og så må lidt Pantera vidst være på sin plads oven på den omgang.
Af Troels-Henrik Balslev Krag
Besøg Dead Young Oaks på Facebook
