Dead Star Talk er nok ikke det mest kendte navn herhjemme, selvom forsangeren har rødder i det danske. Og bandet omkring ham spiller noget, som danskerne tilsyneladende stadig elsker: nemlig 90er britpop ala Oasis. Boblende eller flad fadølsrock?
Lad mig være ærlig fra start, jeg tror jeg hader den her plade. Godt udgangspunkt for en fair og balanceret anmeldelse, ikke sandt? OK, “had” er måske lige stærkt nok et ord at bruge… “bryder mig ikke om”.
Der er (naturligvis) flere grunde til at Dead Star Talk, der består af danske Christian Buhl og polsk-fødte Günes Kocak (med base i Hamborg), ikke lige falder i min smag. Jeg kommer lige fra en lang periode i Roskilde Festivals tegn, hvor kunstnere på kryds og tværs af genrer viste nytænkning, og eksempelvis nye veje for rocken – eller hvordan den kan inkorporeres i nye sammenhænge.
Dead Star Talk er i sammenligning med dette håbløst bagudskuende og gammeldags. Og her hjælper det nok ikke, at Metallica koryfæ Flemming Rasmussen har stået for mix og mastering. Det er ikke noget, der peger fremad. MEN det er ikke nødvendigvis et problem. Man behøver bestemt ikke genopfinde hjulet, men det her ruller for trægt og forudsigelig for mig.
Sangskrivningen på numre som “Generations”, titelsangen “Solid State Chemicals”, , “Twenty” eller “Good people” er formularisk og stiv. Det virker som om de er skrevet efter en helt enkel skabelon, hvor mange af dem bare består af 45 sekunders segmenter, der gentages igen og igen. Det ville igen heller ikke være et problem i sig selv, hvis det der skete i løbet af de 45 sekunder var interessant. Mange sange (de fleste vel, hvis der ikke er tale om mere eksperimenterende musik?) følger sådan en opskrift, her er den for mig bare ekstremt tydelig.
Så tydelig og forudsigelig, at jeg keder mig allerede halvvejs igennem de fleste af de nævnte numre. Det hjælper heller ikke på følelsen af at vi følger en opskrift på noget der er lavet (bedre) tidligere, at vokalens Liam Gallagher attitude og klang stedvis lyder temmelig anstrengt og påtaget. Der er ganske enkelt for lidt, der lyder organisk og naturligt, men i stedet for underligt stift og maskinelt, ved Dead Star Talk.
På numre som “The Hurricane” og “Forever Was Before part 1” (og part 2) sker der faktisk lidt, som peger i en anden retning end bargain bin Oasis. Her bliver det mere atmosfærisk og udsvævende end fadøls-rockende med et strejf af anatolsk/tyrkisk folkemusik. Igen må jeg dog sige, at den slags har jeg set inkluderet og brugt bedre og mere opfindsomt i årevis efterhånden, hos en række navne jeg har lyttet til i forbindelse med førnævnte Roskilde Festival.
Solid State Chemicals er anden plade fra Dead Star Talk, og duoen har efter sigende (deres pressemateriale) fået mere opmærksomhed i udlandet end herhjemme. Og positive anmeldelser fra udenlandske kritikere. Især det tyske og det spanske marked synes mere åbent for dem, også i kraft af at de har udenlandsk management.
Og det er jo glimrende og positivt. Det kan jeg ikke have det mindste ondt i røven over. Hvis du er til genren, ikke har noget imod manglende fornyelse og nytænkning (og det har jeg HELLER ikke), så er der muligvis noget at komme efter for dig her.
Det ændrer dog ikke på, at det i MIN optik rent musikalsk og ambitionsmæssigt er en ordinær og skabelonpræget omgang. Selvom jeg har læst en anmeldelse der kalder deres lyd “innovativ”. Måske betyder det noget andet i udlandet?
Eller også er det møntet på måden Dead Star Talk og pladen blev lanceret og solgt på, især digitalt. Via NFT, der så vidt jeg har forstået, er det en form for digitalt stempel, der gør DIN udgave mere eksklusiv (nummereret måske?) osv osv… lyder det lidt som en smart gimmick? Det er lige så godt/værdifuldt/yadayada som at eje en fysisk kopi.
Ahhh.
Nu skal vi ikke ud i en debat om digital vs fysik (som medie/kunst/whatever), det bliver for lang en snak om hvad der er “ægte”, og om kunst er det ene eller det andet. Men hvis du vil sælge mig idéen om, at en digital udgave er lige så eksklusiv (og ikke bare kan “trykkes gratis” i det uendelige) som en fysisk, så foreslår jeg en byttehandel.
Dog vil jeg rose dem for kun at have gjort hele pladen tilgængelig på Spotify den første måned. Og efterfølgende kun 5 af sangene – det virker egentlig som en smart fremgangsmåde for at booste noget salg.
Om det er en fed fidus eller fremsynet ændrer dog ikke på, at jeg ikke har meget at sige om selve musikken, og har brugt pladsen på alt muligt andet. Beklager. Det er muligvis min fejl og siger mere om mig end Dead Star Talk, men man kan jo give det et lyt og danne sig sin egen mening og ryste på hovedet af den dumme anmelder.
Jeg ryster på hovedet over at have brugt tid på noget så trivielt, som denne plade i stedet for. Det lyder som et blegt ekko af nogle i forvejen temmelig bleg briter, der dog kunne sætte ild til pubben med deres gadedrengerock.
Af Ken Damgaard Thomsen
