Surf’s up, buddy! Dead Riot Racoon surfer en tur igennem den knastørre og møgvarme prærie omgivet af støv, gringos og tomme whiskyflasker.
Det her bliver ikke en af de længere anmeldelser, ikke fordi danske Dead Riot Racoon ikke har udgivet en god EP. Næææh, det er ganske glimrende det bandet leverer på 17 kompakte minutter fordelt på 6 numre, inklusive en kort intro. Der er bare grænser for for meget drøv jeg kan tygge på de støvede intrumentale surf/ørkenrock numre uden at skrive tumbleweed og ponchos for mange gange.
Dead Racoon Riot gør det de gør rigtig godt. Det er stemningsfuldt fra start til slut, selvom opskriften egentlig er ganske simpel og formlen stort set den samme fra start til slut. Men man bliver straks ført ind i det her gennemførte og atmosfæriske univers, som på fornem vis etableres med relativt få og ganske velkendte virkemidler. Det oser både af Clint’en og Tarrantino og hvad man ellers ville kunne grave frem af mere eller mindre åbenlyse referencer til spaghetti westerns og mere moderne, stilsikre pendanter.
Produktionen og mixet er tilpas skrabet, varm og rammer musikkens tone lige i øjet, forvent ikke nogle moderne tiltag og overraskende valg her. Det er rustikt så man kan høre det knase mellem tænderne, hvis man ellers kunne tage en bid af det. Det er musik hvor man automatisk sidder og misser lidt med øjnene, får lyst til at lade en smøg hænge i mundvigen og måske sadle op og ride ud og stjæle noget kvæg eller heste – for derefter at sætte kursen mod syd og over grænsen, inden man ender med et reb om halsen.
Det er kort sagt ret filmisk, for at bruge endnu et lidt små-vagt udtryk, men det er det altså. Det er som om man får 5 korte kapitler af en større outlaw fortælling, plus en kort introsekvens. Numrene er endda betitlet fra “Uno” til “Cinco”. Man kan næsten se hvert kapitel dukke op skrevet i gammeldags western font på sin indre skærm, inden de små instrumentale fortællinger om hårdkogte anti-helte rulles ud. Her er både de mere stille ridt ud mod horisonten, lusken rundt i natten, hidsige skuddueller, flugten ud over stepperne og alt hvad der sådan set hører til en klassisk fortælling.
Bandet spiller præcist og genretro, melodierne er for det meste skarpe, enkle og ganske iørefaldende, selvom det hele måske støver lidt sammen når de 17 minutter rinder ud. Det er muligvis også meningen, i hvert fald lyder det stedvis som om der er små “call backs” i musikken fra sang til sang, så det hele får lidt præg af også at være en sammenhængende fortælling.
Er en tur på sandet underlag på surfbrættet lige dig, så er Dead Racoon Riot bestemt et lyt værd. Samtidig er det en gennemført stil, som jeg også sagtens kunne forestille mig ville passe ind på en livescene, på eksempelvis Gutter Island?
Vi ender på 4 solbrændte tough guy stjerner.
Af Ken Damgaard Thomsen
