De Underjordiske kigger op fra undergrunden, eller ud af hulen, eller har fundet ud af skoven, eller hvor det nu er de kommer fra? Nuvel, den danske psych-rock bølge virker ustoppelig og rammer heller ikke stranden i denne omgang.
Og så har jeg nok allerede irriteret nogen en smule, måske også bandet, ved at kategorisere dem som “psych-rock”. For De Underjordiske er en hel del mere end det, faktisk kommer de så langt rundt i genrerne på debutalbummet, at der nærmere er tale om “dansksproget rock” i bredere forstand, der nok bygger på et fundament af det psykedeliske, ikke mindst tekstuniverset, men ellers trækker på veksler fra de seneste 40-45 års rockhistorie.
Der er kort sagt lidt for enhver smag på Ind I Flammerne og de 9 numre, men jeg har godt nok haft svært ved at hoppe på De Underjordiske’s bål og lade mig omslutte af ilden, der tydeligvis brænder i bandet og deres musik. Derfor har denne anmeldelse også været et stykke tid undervejs, jeg har hørt pladen på repeat, jeg har lagt den langt væk, smagt på den med forsigtighed og i det hele taget prøvet alt hvad jeg kunne finde på.
Lad os grave lidt dybere og se hvad der gemmer sig inde i flammerne. Først og fremmest gemmer der sig et uhyre velspillende orkester, med en, om ikke andet, meget karakteristisk vokal i front i form af Peter Kure’s dirrende nasale skærebrænder. Om du synes han lyder engageret, tændt og indlevende, eller i længden noget monoton og begrænset i sin klang, må være en smagssag – jeg skifter lidt mellem begge ender af spektret.
På åbnings- og titelnummeret eksempelvis, da gibber det lidt i mig på den gode måde når Kure halv-råber afslutningen på første sætning og derefter spredte steder, som det bølgende nummer skrider frem. Men over et helt album savner jeg flere af den slags udbrud eller skift i stemmeføringen. Det bliver lidt enslydende og grødet over en hel plade for mine ører.
I det hele taget er vokalens placering i lydbilledet temmelig gennemtrængende, hvilket så også giver god mulighed for at høre teksterne. Det er både godt og skidt for undertegnede. Emnerne synes at veksle mellem kærlighedssange og numre hvor vi skal lidt længere ind i sindets kringelkroge, gerne der hvor der er lange skygger og dejlig mørkt.
Det førnævnte åbningsnummer, “Ind i Flammerne”, er et eksempel på hvor lyrikken fungerer fint for mig, “selv om jeg ved der kun er mørke for enden af tunnelen // Kaster jeg mig hovedløst ind i flammerne der omgiver dig”, yes, okay, jeg er med. På den anden side har vi et nummer som “Tempel”, hvor jeg har meget svært ved at blive tændt og fanget af formuleringer som:
Jeg bygger et tempel i dit sind
Når det står færdig lukker jeg ingen ind
Vi sidder på et tæppe der flyver mod syd
Jeg har piercet din højre kind med et spyd
Det rimer da…. men de der flyvende tæpper trænger altså til at blive pakket op på loftet. Så er der et nummer som “Trold”, der har været ude som single i et stykke tid og albummets længste nummer, med en spilletid på næsten 7 minutter. Det er måske lige i overkanten, live fungerer det fint at trække den, her føles det netop som om den bliver trukket lidt, men det er teksten om den indre trold der prikker mest til mig.
Okay, yeah, I get it, der bor en trold inden i…. den indre trold. Det er et metafor, jeg er med! Men det virker næsten for oplagt og arketypisk at et psykedelisk nummer skal inkluderer brugen, og den tilhørende symbolik, af ordet trold. Så mangler vi bare et flyvende tæppe! Oh right. Nå men, så noget med elvere eller lignede. Nå, der nævnes en elver i “Med Næb og Klør”? Der kan man bare se…
Netop “Med Næb og Klør” rummer ellers et billede som jeg er blevet mere og mere glad for efterhånden, “du må se at forstå, at der er frugter du ikke kan nå // Og du vil sulte dig selv ihjel, mens du venter på, at de falder ned af sig selv” (sidste del sunget med autoritet og gennemslagskraft). Første gang jeg hørte nummeret var jeg ikke videre begejstret, især ikke for frugtdelen, men nu er den vokset på mig og jeg synes egentlig det er et ganske stærkt ordbillede Kure får fremmanet der, med simple virkemidler. Og et fedt afslutningsnummer i øvrigt.
“Sultne Ulve” er også en af de mere vellykkede lyriske stunder, hvor “de sultne ulve spiser hinandens unger” vækker min interesse – her bliver det dejligt dunkelt, og musikken svinger i samme retning og matcher teksten med en mere truende, huggende rytme og ildevarslende atmosfære.
I det hele taget er noget af det allerbedste ved Ind I Flammerne musikken. Hold kæft hvor spiller det her band fedt og har en decideret glimrende klang på dette album. Især guitarlyden. Jeg kan ikke på stående fod, eller siddende baller, komme på et album hvor guitarlyden får lov til at fylde så meget og samtidig lyde så fyldig og fed. “Ind I Flammerne” har jeg været omkring, men da giver guitar klangfladerne lige det sidste løft, så sangen står som en af pladens stærkeste stunder.
På den efterfølgende “Hvis Du Forstod” går der næsten Stone Roses klang og stil i guitarlyden, det lyder ganske enkelt fremragende og er sammen med et godt drive og smittende, næsten radiovenlig og semi-poppet melodi, med til at gøre sangen til endnu et højdepunkt. Den har ligefrem sing-a-long potentiale!
Og så er vi måske ved at være fremme ved noget af forklaringen på mine ellers svært forklarlige forbehold – jeg vil med garanti hellere synge med på det her live, end høre det på plade?! Det var jo mange af de samme sange (hvis ikke næsten dem alle?) bandet luftede på Roskilde Rising i sommers, hvor jeg momentvis var helt opslugt, og i hvert fald aldrig helt uinteresseret , af de skvulpende og skarpe toner fra scenen (en koncert vi muligvis også bedømte lidt for lavt med 4 stjerner dengang).
De Underjordiske er, trods den 5 mand store bemanding, en relativt stram, skarptskåret (minus trolden) og i virkeligheden klangmæssig og hvad instrumentering angår nedbarberet foretagende. Det er naturligvis et stilistisk og gennemtænkt valg, at barbere udtrykket ned til noget relativt simpelt og strømlinet, men i mine ører gør det i længden den musikalske oplevelse lidt for stringent og stiv i leddene.
Jeg kan sagtens sætte pris på den fede lyd det enormt velspillende orkester har, og anerkender også at både Peter Kure’s vokal og tekster har sine øjeblikke og sikkert vil begejstre andre lyttere meget mere, ligesom bandets kontrollerede musikalske stil med garanti har sine fans. Men det hele efterlader, desværre, mig nærmest emotionelt uberørt og i en situation hvor jeg virkelig skal kæmpe for, at holde opmærksomheden og interessen fanget over samtlige de 40 minutter, det ellers nogenlunde slanke og trimmede album varer.
Ind I Flammerne er dog stille og roligt vokset på mig, så jeg har fået stor respekt for det De Underjordiske gør og leverer, men jeg har svært ved at føle det og kommer nok aldrig til direkte at elske albummet. Den slags skal man jo heller ikke prøve at tvinge igennem, vi er bare forskellige typer, der vil noget forskelligt – det er der intet galt i.
De Underjordiske kan roligt være stolte af Ind I Flammerne, det lyder som om de har fået opfyldt og udtryk den musikalske vision DE havde – så må jeg finde kærligheden et andet sted.
Vi lander på 4 stjerner med pil op ad, hvis du er til stilen.
Af Ken Damgaard Thomsen
