Fredag bød på først punk og så post-punk i Atlas’ mørke. De to genrer kan måske siges at leve af ungdommelig energi – i så fald havde de to veteran-bands fundet ungdommens kilde, for der var godt med energi hele vejen igennem aftenen.
War of Destruction ★★★★☆☆
Med snart 40 år på bagen kunne man måske godt have forventet en lidt nedtonet start. Og de ældre herrer nussede også fint rundt på scenen og stemte instrumenter med fokuserede miner. Men 20.08 gik det løs. For alvor. Hans i front er et studie i stage-handling. Sidst, jeg så bandet, var det på en ’flad’ scene hvor publikum stod i samme niveau som bandet – men forsangeren synes også at trives med at have scenen og fokus og gestikulere vildt mens teksterne blev leveret. Lidt som man så Dead Kennedys og LARD – næsten skuespil af og til.
Teksterne er vrede, udfordrende og langer ud efter politik, ’Systemer, systemer’ og for punken typiske problemer når mennesker ikke skaber plads, men holder fast i strukturer.
Det er stærkt underholdende, stærkt energisk og stærkt i tråd med ting, der er definerende for punken. Wow!
Det er ikke stort anderledes end da jeg så bandet til Toldermania, men de spiller dog ti minutter længere her – uden af den grund at økonomisere med energien.
Er det så også superrutineret? Ja og nej. For det vigtigste, man i min bog skal have med fra en punk-koncert, er energien. Og den leveres der særdeles rutineret på. Men et nummer genstartes et par gange, så det er ikke fordi erfaringen betyder, der spilles tjekket og snor-lige. Hvilket vel, trods alt, også er lidt punket.
Man er godt rystet igennem efter en halv time med War of Destruction og det når da også at blive til lidt ironiske optræk til lidt slås-dans blandt det ældre publikum foran scenen og flere steder ser jeg da også pogo-dans. Det er fredag, det er opvarmning – og det virker i den grad at køre på fra første til sidste takt!
De Må Være Belgiere ★★★★☆☆
…er et navn, der altid vil vække lidt opmærksomhed. Jeg har studset over det, men aldrig rigtig fået sat mig ind i deres katalog. Det blev aftenens koncert en kærkommen lejlighed til.
Som Ken nævner andensteds, så er post-punken blevet en ’thing’ og rigtig meget tilbage. De Må Være Belgieres comeback er måske på den konto et billede på, at hvis man bare holder fast længe nok, skal man nok blive populær igen, som samfundet udvikler sig. Det lader til at være over en 30-års cyklus…
Nå. Med tre guitarer, en bas og trommer spiller De Må Være Belgiere post-punk med danske tekster. Til trods for de tre seks-strengede instrumenter er det i høj grad bassen og trommerne, der definerer udtrykket: Bassen ligger ofte tonalt høj og laver masser af små ’licks’, mens trommerne spilles stærkt og rykker ud over ’bare’ at være rytme.
Det fungerer super flot. Jesper Hedes vokal bliver delvist spist af Atlas, delvist af guitarer, når han ligger i de dybere lejer. Men udtrykket hænger det til trods rigtig fint sammen.
Atlas er vel halvt fyldt, da bandet går på kl 22 efter War of Destructions ti numre.
Der er noget 80’er beatpoesi over titler som ‘Skygge & Duft’, ‘Det Forkerte Sted’ og ‘Blændværk’, der leveres i åbningen sammen med ‘Sand’. Bassisten kan berette at dette er første gig på en to-årig turne (haha) og det undskylder måske at numre flere gange må startes igen, da især vokalen til tider kommer lidt skidt ind. Det gør nu ikke så meget: Lydbilledet med tre guitarer er lidt kaotisk og at finde den stoiske stemme i dét, må altid være en udfordring.
Stærkt står det i numre som ‘Blændværk’ og ‘Min Tyngdekraft’, hvor bassen med trommerne etablerer decideret dansable grooves mens guitarerne så ligger forskellige, sfæriske lag ovenpå.
Under ‘Skillevejen’ kommer der kvindelig vokal på scenen – som dog lige må vente en postgang med at komme i gang, da vokalen ikke rigtig rammer i første hug.
Som 13. nummer falder ‘Amnesi’ til stor begejstring blandt publikum og nummeret har da også fået en fast rotation på i hvert fald P6 Beat. Dog bliver der også fra salen råbt på ’noget af det gamle’, da det især er materiale fra Tiden Bøjer Af fra sidste år. Og det leveres der så også på under de tre ekstranumre, ‘Ingentid’, ‘Paradis’ (?) og ‘Sidste Akt’.
Der er noget stoisk over De Må Være Belgiere. Ærgrelsen over når en start går galt og de må begynde forfra er til stede, men snart er vi videre og når musikken ellers spiller, fungerer det vildt flot.
Det generelt noget mondæne publikum er også godt med, men er der noget, man kunne ønske sig, så var det måske at ordene gik lidt skarpere igennem. Som sædvanlig går jeg lidt rundt for at finde et godt sted – og her var det svært at finde. Det er måske op af bakke med tre sfæriske guitarer på Atlas, men der ligger potentialer i at se De Må Være Belgiere på andre spillesteder, hvor der kan arbejdes bedre med lyden.
Efter sådan en aften går man ud i weekendnatten med lidt løse tænder efter War on Destructions kæberasler, men også med en stoisk, afklaret ro, som De Må Være Belgiere har stået for.
Og det er da egentlig en god måde at starte sin weekend på!
Anmeldt af: Troels-Henrik B. Krag
