De Må Være Belgiere er en tilsyneladende relativt velbevaret hemmelighed på den danske rockscene. På EP1 leverer det rutinerede band dansksproget post-punk med højt bundniveau, og de kunne godt fortjene at komme lidt mere frem i lyset.
Sekstetten gav, ud over et par singler, sidst lyd fra sig i 2019 med albummet Tiden bøjer af, men vi blev først rigtig opmærksomme på bandet her på siden i 2020 i forbindelse med koncerter og single-udgivelser. Det er ellers et rutineret band, der har mange år på bagen. De Må Være Belgiere gør sig i en art dansksproget post-punk, lyden er kølig, der er relativt højt tempo og guitarerne fletter sig ind og ud mellem hinanden, mens vokalen er holdt relativt monoton og næsten reciterende.
EP’en består af 4 numre, hvor det første parafraserer Charles Bukowski’s The Laughing Heart på en tempofyldt rytmisk bund. ‘Vejen ud’ byder også på masser af køligt gnistrende guitar og er fængende på sin egen underspillede måde og viser meget godt, at De Må Være Belgiere hviler i deres eget udtryk og ikke lader til at føle noget behov for at bruge flashy tricks for at få opmærksomhed.
En skærende guitar og en boblende bas indleder ‘Ineffektiv’, hvor guitarerne svirrer om Jesper Hede’s vokal, mens guitarerne er lidt mere hidsige, bassen mere dynamisk på ‘Sol og måne’, hvor trommerne også pisker tempoet op.
Afslutteren ‘Hundehavet’ er til gengæld i det lidt roligere hjørne, selv om byggeklodserne i det store hele er de samme. Bas, trommer, elektriske guitarer der fletter sig gennem lydbilledet, og rundt om Hede’s vokal, her suppleret af noget synth-klingende.
Stærkest efter endt lytning står ‘Vejen ud’, der formår både at gnistre og fænge. Resten er bestemt også solide skæringer, og både ‘Ineffektiv’ og ‘Sol og måne’ har en god intensitet, der også gør indtryk. Sidstnævnte rammer endda også et fængende omkvæd. Det er også tydeligt at De Må Være Belgiere har et veldefineret udtryk og en lyd, de er komfortable i. Udtrykket på EP’en er temmelig homogent, tenderende det ensformige, men der er alligevel nok variation i guitarflader og intensitet til, at man ikke kører kold undervejs.
Bundniveauet er højt, og der er ingen fejlskud blandt EP’ens fire numre, der også alle er interessante nok til at man gerne lytter en del gange. Samtidig føler jeg mig ikke decideret suget ind, men mindre kan nu engang også gøre det – og jeg føler heller ikke at jeg er helt færdig med numrene endnu. De Må Være Belgiere leverer en EP, der godt kunne være en vokser, men i første omgang høster 4 store stjerner.
Anmeldt af Jonas Strandholdt Bach
