Home Upcoming & Rockin' Marts 2019 - U&R De hårde Døre: Og Hva Så (EP) ★★★★☆☆

De hårde Døre: Og Hva Så (EP) ★★★★☆☆

1785
0

De Hårde Døre er efter 2015 debuten Piller Til Folket tilbage med en ny EP, Og Hva Så, hvor den skramlede lyd fra debuten, er skiftet ud med en noget mere poleret produktion og hvor bandet kaster sig ud i lidt flere grene af rocken.

Som på debuten, er teksterne stadig finurlige, samfundskritiske og ikke mindst underholdende, og 60’er referencerne er stadig at spore, hvilket passer meget fornemt til tekstuniverset. Det der virkelig springer i ørerne, er bandets tilgang til rocken. Den skramlede og umiddelbare tilgang bandet havde på debuten, er blevet skubbet i baggrunden, og der er blevet udforsket andre grene af rocken, og produktionen har fået et gevaldigt spark i røven.

Heldigvis har bandet valgt en yderst kompetent mand til at producere, nemlig Dennis Kasten. Som en del af Danmarks, måske mest overset rockbands, The Royal Highness og Tyrants & Kings, ved han om nogen hvad rock og rul drejer sig om, og det kan høres på EP’en. Der er nemlig saft og kraft i lyden, men ikke så meget, at den overtager det fine og finurlige i De Hårde Døres musikalske univers, heldigvis. 

Et musikalsk univers der på EP’en spænder fra pigtråd anno 2019 over bluesrock til en gyngende tur i Tom Waits land. På trods at dette, faktisk meget brede spænd, har bandet formået at holde samling på sagerne, og det er i sig selv, ganske imponerende. Her hjælper produktion så også en del, og “limer” sangene sammen, og får dem til at fremstå ens i lyden, på trods af genre rundturen.

Og Hva Så byder på 21 minutter og 6 sange, og det er som skrevet, en lidt blandet landhandel man bliver mødt af. På åbneren og titelnummeret “Og Hva Så”, bliver man mødt af en god omgang happy-go-lucky-boogie-woogie-pigtråd, det er sgu meget hyggeligt. 

På “Frisind” er der dømt mere straight forward pigtråd, hvor den dybe tallerken absolut ikke bliver opfundet, og teksten, ja, den handler, måske ikke super overraskende, om frisind – og måske også en del folks mangel på den. 

Der er dømt ballade og blæsere på “Det Er Godt Nok Til Mig”, som handler om at være tilfreds med at være pænt meget gennemsnitlig. Og som nok også er gennemsyret af sarkasme, for gutterne i De Hårde Døre virker ikke helt som ligusterhæks-material – men man kan jo bliver overrasket.

“Af Jord Er Du Kommet” skruer op for tempoet, og pigtråden anno 2019 er tilbage. Tekstmæssigt er vi i samme boldgade som på “Det Er Godt Nok Til Mig”, hvor der bliver sunget om at voksenlivet, at være flyttet fra storbyen, og ud på landet, hvor der brydes med ligusterkulturen, garneret med et tilbageblik på de unge år.

Der forsættes i samme spor på “Moralsk Fleksibel” rent pigtrådsmæssigt, med fløjte and what have you, og hvor der, nærmest messende, bliver opfordret til “at tage masken af”.

Der lukkes af “På Gyngende Grund”, hvor man pludselig befinder sig placeret i Tom Waits-land, og det passer helt enormt godt til De Hårde Døre. Det passer sublimt til vokalen, hvor der er pillet lidt af 60’er tendenserne, banjoen er spot on, og stemningen der opbygges i sangen er autentisk og medrivende, det er sgu fedt – hvilken lukker.

Jeg kvitterer med 4 kæmpe store stjerner for Og Hva Så, der i det store hele, er en rigtig vellykket EP. Den er ganske varieret, men tråden holdes hele vejen igennem. Produktion er spot on og alle sange er et godt stykke over middel, hvor specielt “På Gyngende Grund” stikker ud, men der mangler måske lige den der sang, der bliver hængende for alvor i skallen. 

Af Thomas Bjerregaard Bonde

Previous articleRF ’19: De første ord og tanker om programmet
Next articleKoncerter jeg ville tage til (uge 13)

LEAVE A REPLY

Please enter your comment!
Please enter your name here

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.