Bag navnet De Genfødte gemmer sig et folk-musikeren Anders Laursen, der er aktuel med et soloalbum, som tog sin form langt fra Danmark under pandemien. Alligevel er det et meget dansk album om danskere og hverdagens trummerum. Og det er virkelig godt.
Santiago i Chile er langt herfra, men i 2022 befandt Anders Laursen sig isoleret i en toværelses i storbyen, og lagde kimen til dette meget danske album. Dermed mener jeg, at det er dybt forankret i en dansk sangskriver og visesanger tradition. En, der trækker tråde tilbage til 70ernes protest-sang og frem til nyere navne som eksempelvis Lars Lilholt og Allan Olsen.
Laursen har også selv en fortid i folk-bandet af samme navn, der har spillet koncerter land og rige rundt siden 2018. Nu står han altså på egne ben, ben som er solidt plantet i ovennævnte musikalske muld, men som også viser at hovedet, og popørerne ikke er fyldt med jord.
Over 10 sange (inklusive en kort outro) og kun lidt over 27 minutter kigger Laursen på “danskeren” og vores hverdag. Det er navnlig i hans veludviklede evne til med få midler at sætte en scene og stemning, samt at forme en figur, der straks vokser ud over den etablerede ramme og bliver levende, at han minder mig om Allan Olsen. Det er skarpe, små portrætter, der siger og fortæller meget mere end ordene, dog uden Olsens hang til det mere barokke, absurde og spydige.
Numre som “En Mærkelig Mand” eller “Din Bedste Ven” er samtidig skåret over en meget skarp popformel, hvor alt overflødigt er udeladt. Varer en sang 2 1⁄2 minut, så er det, det den skal vare. Hverken mere eller mindre. Det giver et album, der flyder ekstremt godt fra nummer til nummer og efterlader en både mæt og sulten efter mere. Laursen kender sin besøgelsestid og overskrider den ikke, så man når ikke at blive træt af ham.
Det er ellers en farer der lurer, især pga. hans lidt begrænsede og enslydende levering. Han er ikke nogen stor sanger i teknisk forstand, men helt i tråd med genrens tradition en glimrende formidler. Ordene ligger naturligt i hans mund, og leveres ligesom de skal lyde. Det giver den der ekstra dimension til sangene, hvor de netop lyder som HANS sange. Han ER sangene, hvilket igen bidrager til at de føles ekstra levende og vibrerende.
De Genfødte varierer også indholdet ved ikke udelukkende at være små karakterstudier, som “En Mærkelig Mand”, eller beskrivelser af sindsstemninger som “Eventyr”. Der er også et kig på danskernes mentalitet og tankegang, som de to “by mod land” numre, “Jeg Vil Bo i Byen” og “Alf og Åse”. Især førstnævnte leger med fordommene, hvor ulemperne ved livet på landet støder sammen med storbyromantikken. Man skal dog ikke læse meget mellem linjerne for at få indtryk af, at det nok forholder sig noget anderledes.
Der er også en genkendelighed over De Genfødte, ikke blot pga. den varme folk-lyd og akut “nynne-med-venlige” melodier. Man fornemmer spredte, måske tilfældige nik og hilsner til foregangsmænd og ligesindede. I “Din Bedste Ven” har jeg svært ved ikke at høre et ekko af Bob Dylans “Mr. Tambourine Man” i korte glimt. Her tænker jeg henholdsvis på passagerne omkring fra “din bedste ven fra kommunen // han har ringet igen” og et halvt minut frem, og “My toes too numb to step // Wait only for my boot heels to be wandering”, i de respektive sange. Herligt folk-rockende nummer!
De Genfødte skyr i det hele taget ikke tilbage for at lade folk’en rocke iørefaldende igennem. “Genfødt Igen” tidligt på pladen har et herligt, smittende schwung, og har naturligt været ude som en af efterhånden en håndfuld singler fra pladen. Den, og en anden single, “Himmerige”, der gemmer sig sidst på albummet, er da også blandt albummets højdepunkter. “Himmerige” opsummerer på fornem vis nærmest, hvad jeg har fået opfattelsen af at De Genfødte kan og står for.
Der løber en varm, næsten opløftende tone gennem sangen, men teksten er mere tvetydig og tegner et lidt andet billede. Den fungerer både som et fint lille kig på nogle “helt almindelige mennesker” (3-4 stykker over hele sangen), og tager temperaturen på “verdens lykkeligste folk” med fine linjer som:
Der sidder et par ved et kakkelbord
Og mageligheden sænker sig igen
Engang var det med på den værste
Nu de mest af alt på vej i seng
Men De Genfødte dømmer ikke, eller peger fingre. Den mærkelig mand, Alf og Åse eller parret her, udstilles ikke. De Genfødte betragter, formidler og forsøger at give hverdagen og hvad der kan være tristesse, et høfligt los, eller et lille løft. “Det går jo nok alligevel…”, ikke sandt? Eller gør det??
For hvem er det, der er, eller trænger til at blive genfødt igen?
De Genfødte kommer godt omkring, og får sagt meget med få virkemidler. Måske vigtigst af alt, så har han faktisk noget at sige. Og det er interessant og sært opløftende at lytte til.
Af Ken Damgaard Thomsen
