Efter en længere pladepause er de psykedeliske fynske syre rockere De Forbandede tilbage i stor stil. De har nemlig valgt at udsende et godt, gammeldags dobbeltalbum. Old school fedt eller dumdristigt?
Det er en længere diskussion, og afhænger nok også lidt af ørerne der lytter. Men det er jo også derfor vi er her! Det sagt, det ville være lidt for omstændeligt at komme omkring samtlige 19 numre på Menneske, så jeg zoomer i stedet lidt ud og fokuserer på de bredere aspekter.
Der kan være mange grunde til at et band udsender noget så ambitiøst som et dobbeltalbum. Kreativt og kunstnerisk overskud? En lang pause og en masse opsparet musik? At man ikke kan eller gider vælge og bare udsender alt man har på lager? Storhedsvanvid og manglende kritisk sans?
Det sidste tvivler jeg på er tilfældet for De Forbandede, der også tidligere har været uhyre produktive. I hvert fald i kortere perioder. Jeg tænker balancen mellem privatliv og tid spiller ind her, det er ligesom vilkårene for os mindre fisk i fødekæden. Fynboerne fremstår som nogle sympatiske, selvironiske og meget nede på jorden fyrer (lyt eksempelvis til afsnittet af podcasten Omegalisten, hvor de kigger forbi).
I stedet for at gisne synes jeg bare, at vi skal opfatte Menneske som en musikalsk buffet. En du frit kan dykke ned i, sortere efter for godt befindende eller bare foræde dig i. Det BURDE et eller andet sted være for meget af det gode, men det er også et luksusproblem. Og virker også på en eller anden måde tilsigtet.
Jeg tror i hvert fald at De Forbandede selv er helt klar over, at tiderne ikke rigtig er til album og slet ikke dobbeltalbum. Og dog, for jeg tror også de kender deres publikum. Som netop kunne være et, der er vant til den her slags mammut udgivelser fra deres forhistoriske favoritbands, og ellers også er lidt upåvirket af tidens tendenser og strømninger. Dermed er det her også på mange måder et gratis “sats” fra De Forbandede, der næppe selv tror de er på nippet af et større gennembrud, eller skræmmer mange nye lyttere væk. Deres publikum er der allerede, så hvorfor ikke give dem alt hvad de har efter en pause på 4 år?
Og Menneske er i lange stræk også et glædeligt genhør med et orkester, der efterhånden har en genkendelig, rustik og analog rocklyd. De får naturligvis prøvet en hel del af over 2 plader, men man fornemmer også at de er klar over hvad der fungerer og hvad de er gode til. Numrene på Menneske falder lidt forenklet sagt i 2 kategorier. Korte, eksplosive sange med en fængende melodi og iørefaldende omkvæd. Og så de længere, episke ridt, hvor bandet sætter farten ned, breder lyden ud og flyder ud mod fjerne fuzz-horisonter.
Vi har allerede stiftet bekendtskab med en række glimrende singler, som “Horisontens Tomhed”, “Stemmer I Disen”, “Brænd Mig Nu” og “Omvendt Tyngdekraft”. Som også udgør de første 4 numre på Menneske, sjovt nok. Tror ikke, at man skal hænge sig aaaalt for meget i singler nu til dags, i den forstand at det ikke længere er uhørt at en kunstner udsender 4-5 sange som “singler” inden en plade for, at få fanget nogle streamning playlister. Men de 4 numre giver også et fint indblik i, hvad man kan forvente af Menneske og det De Forbandede er rigtig gode til.
De har ører for en god melodi, er ikke bange for, at sovse den ind i godt med snurrende og summende fuzz, give den fuld pedal og galoperer ud over stepperne. Her får guitaren ofte lov til, at stikke lidt af og trække læsset som numrene skrider frem. Det giver en god omgang “helte-følelse”, hvor den får godt med wauw-wauw. Bandet er dog også ferme til, at skrue lidt ned for tempoet og op for stemningen, som ofte fremstår lidt hjemsøgt og vindblæst, hvor orglet skaber noget varme og fylde i lydbilledet.
På Menneske er det i det hele taget som om, at de enkelte medlemmer og instrumenter får lidt mere plads, så deres bidrag tydeligere høres. Eller, at der er mere plads og luft i lydbilledet generelt. Det klumper og psyk-sumper ikke helt så meget sammen til en boblende masse, som på deres foregående udgivelser De Forbandede og Den Evige Nat. Måske er det noget, Jeg bilder mig ind eller selv hører ind i musikken, men jeg synes at Menneske i endnu højere grad lyder som en “bandplade” end de tidligere.
Måske har bandet bare haft, og taget sig, mere tid til, at gennemarbejde materialet. Med 1 EP og 2 plader på et års tid var der tidligere muligvis ikke så langt fra tanke til handling, her virker Menneske, trods længden og variationen måske bare lidt mere homogen og gennemtænkt? Det omvendt også være lidt farligt og en blindgyde, hvor man producerer eller nørder en plade ihjel. Den fælder lader det ikke til, at De Forbandede er faldet i. Det hele virker stadig ret umiddelbart.
Selvom de 19 numre fremstår som et ret sammenhængende værk, der ifølge bandet selv handler om “den menneskelige eksistens på godt og ondt, i fortid og fremtid”, er der også plads til udsving. Rejsen ER lang, men disse fornuftigt doserede og velplacerede udsving gør, at man aldrig helt tjekker mentalt ud undervejs. Efter en 6 minutter lang udflugt på den passende betitlede “Odysse” får man eksempelvis den kun halvt så lange, råt vuggende og mere tungt huggende “Vinger”.
Omkring halvvejs omfavner De Forbandede for alvor skyggesiderne med menneskeheden, eller læsser i hver fald på med to længere numre. Over 4 minutter i “Sort Inferno”, næsten 8 på den berusende “Eva”, inden den 2 ½ minut korte “Djævel” løsner op igen. Sidstnævnte ville isoleret set ikke være blandt mine favoritter, men den fungerer i sammenhængen. Så dukker der pludselig et nummer som den fremragende “Ugudelig og Vidunderlig” op, der lyder af “klassisk” De Forbandede fra bandets tidlige periode.
Senere tager de den helt ned på den slæbende, dystert klingende “Harmageddons Vej”, hvor tilføjelsen af rolig akustisk guitar og “ah ah” mandekor skaber stemning af en langsom rejse mod undergangen. Den understreges så af den efterfølgende “Næb”, hvor dommedag bryder ud og udfoldes i 7 ½ minutters tungt og kraftfuldt stormvejr. Hvorefter albummet, selvfølgelig accelerer op i topfart igen med den hæsblæsende “De Grådiges Kor”.
Således bølger Menneske frem og tilbage, så man aldrig gror helt fast i løbet af de ellers overvældende og måske uoverkommelige spilletid, der sniger sig op i nærheden af halvlanden time.
Skal jeg komme med en lille kritik af en overordnet fornøjelig oplevelse, kunne det være, at De Forbandede rent lyrisk ikke kommer helt ind under huden på mig. Deres danske tekster er ikke dårlige, men de rammer mig heller ikke rigtig, som meget andet end spredte slagord og paroler. Det er ikke et nyt fænomen, ud over “Evig Ild” ville jeg ikke kunne citere noget fra en af deres tidligere tekster. De sidder bare ikke rigtig fast, hvilket bestemt kan skyldes modtagerenheden i min ende.
MEN, det er egentlig heller ikke SÅ vigtigt for mig. For mig er De Forbandedes musik mere en totaloplevelse, hvor vokal, instrumenter, lyd og atmosfære smelter sammen til en ret tyk og effektfuld rock-tåge. Det er, selvfølgelig ærgerligt hvis bandet samtidig gerne vil kommunikere nogle budskaber til mig, men jeg kan altså sagtens leve uden – de giver mig rigeligt uden.
Og på Menneske får man det i overflod. Det er en bugnende musikalsk All You Can Eat Buffet, hvor man bare kan mæske løs i det bandet har linet up over 4 år. Underligt nok, så føler jeg mig faktisk ikke proppet og forspist efterfølgende, men har lyst til at snuppe en portion mere? Det taler til De Forbandedes fordel og er lidt en præstation i sig selv, når man serverer 19 numre på én gang.
