De Forbandede er klar med album nummer to på under et år, otte nye psykedelisk rockende numre, hvor der er skruet op for rockdelen siden sidst. Et band i konstant forandring, som man bør følge ind i Den Evige Nat.
Eller, det er lidt en sandhed med modifikationer. De Forbandede udsendte rigtig nok deres selvbetitlede debut tilbage i februar, men, det var egentlig kun 2 nye numre og så en opsamling af deres 3 EP’er. Ligeledes er der masser af psych at finde på Den Evige Nat, så den del i fynboernes lyd er ikke fortrængt af rocken – men det rockede element er blevet mere markant.
De Forbandede spiller hårdere til denne gang og der er blevet mere plads til fede guitarstykker og blærede soloer. Det får, heldigvis, ikke lov til fuldstændig at overtage, eller jo, når der fyres en solo af gør det, naturligvis, men ellers synes jeg det holder sig på den rette side af fed lir og FOR liret. Ligesom sidst fylder orglet også en del (og tak for det) og Peter Østergaards karakteristiske vokal, der er begravet godt i spaced out effekter og ellers kører en ret monoton stil, som over et helt album nok vil være en smagssag- men sådan var det også sidst.
Der er altså sket lidt med De Forbandede siden vi hørte fra dem sidst, men de har heldigvis ikke glemt hvordan man skriver nogle stærke numre i farten. Det starter dog, efter bandets standard, lidt “ordinært” med “Kun Jeg Er Til”, eller ordinært er måske den forkerte betegnelse – det er det nummer jeg bryder mig mindst om på albummet. Her synes jeg rytmen og lyden bliver lidt for bastant, orgel-temaet der starter nummeret kommer til at lyde lidt party-gøglet, men det bliver hurtigt bedre. Der er måske lige lidt for meget knald på, kort og godt, her, så det er som om man fra start bliver skubbet lidt bagud i stolen, hvilket der, naturligvis også er en effekt i.
Nummeret reddes dog i land af noget virkelig fedt guitar-arbejde som nummeret skrider frem, noget der bliver et gennemgående tema for pladen. Altså ikke, at guitaren redder numrene, men at den lyder pissefed og får lov til, at save og skrige godt igennem. Et andet eksempel på, hvor det bare bliver lidt for voldsomt og buldrende til min smag, er den tempofyldte “Byens Ødemark”, hvor det måske ligeså meget er det opskruede tempo, der presser mine øregange lidt. Det er med sine 3 ½ minutter albummets korteste nummer, så jeg overlever med hørelsen i behold og som en kontrast til bandets længere og mere bølgende numre fungerer den.
Netop bølgende, frem og tilbage og op og ned, er et af de absolutte højdepunkter, den over 8 minutter lange “Du Er Ved Solen”. Her har De Forbandede fat i et forbandet godt trip, og de ved det, så de lader nummeret svaje, vokse, stene lidt ud, ramme nogle veltimede peaks og det er i det hele taget bare en fornøjelse, at tage med på den helt tilpas lange udflugt. Her bliver der, af flere omgange, også plads til lidt guitarsolo, af den labre og veludførte slags. En fremragende midterakse på pladen, der leder over i en række glimrende numre.
“Sirenernes Hævn” lever op til sin titel, og lyder som et mørkt kald, der lokker dig i fordærv, det har næsten noget tungtrockende Rainbow eller Dio’sk over sig. Her finder bandet en optimal balance mellem lydtrykket, de musikalske muskler og nummerets overordnede udtryk. “Forsvinder Du” følger op, det er nok albummets mest oplagte single, eller det med “bredest” appel. Det kunne næsten lyde som et poppet nummer til dansegulvet, pakket ind i bombastisk stadion psych-rock, med et særdeles smittende og effektivt “hænderne i vejret, hop på stedet og skrål med” omkvæd. Det, uden at det bliver for letkøbt eller mister sin kant, det sørger den lækre guitar for ved, at fyre nogle velplacerede salver af.
Som nævnt stjæler den ikke al opmærksomhed, men når den i glimt gør, så ER det altså fed guitarlir der bydes på i denne omgang. Guitaren var jo ikke fraværende på bandets første album, men dens placering her gør altså, at De Forbandede på Den Evige Nat lyder som et forbandet fedt rockband, fremfor det mere udsyrede udtryk debuten efterlod.
På tekstsiden er det dog ikke nødvendigvis blevet meget mere gennemskueligt, hvad det er De Forbandedes mission egentlig går ud på. Ud over, at de kalder Den Evige Nat “et øjeblik i nuets ioner” og et album, hvor der kredses om “fascination og væmmelse ved ego, kærlighed og fremmede planeter”. Heldigvis er det ikke bare tågesnak, eller jo, det kan da godt være at det lidt er det, men det er også sådan De Forbandede lyder og de følelser deres musik frembringer.
Det lyder mystisk og fremmedartet når pladen kværnes i mål med “Gnist Bliver Til Flammer”, men på samme tid også genkendeligt og ret umiddelbart, så man ikke føler sig hægtet af i løbet af de næsten 7 ½ minut sangen varer. Det er noget af det bandet er rigtig dygtige til, at få tingene til at føles nære og fjerne på samme tid, at indhylde lydbilledet og lytteren i en lydmæssig dis, der kommer tungt rullende, men i glimt letter, så man ikke helt mister orienteringen og gerne følger med for, at se hvad der mon gemmer sig i derinde.
Med Den Evige Nat udvikler og bygger De Forbandede videre på den lyd de begyndte at forme på debuten. Det er lyden af et band i forandring, men uden at det er gået ud over sangskrivningen eller overblikket, om noget, så føles det tværtimod meget intuitivt og organisk det bandet har gang i. Det lyder også som om De Forbandede endnu måske ikke helt har fundet den lyd der skal definere dem fremadrettet, eller også er det netop denne følelse af konstant forandring og mutation der ER lyden af De Forbandede?
Vi ender, igen, på en 5’er til De Forbandede, der på mange punkter fremstår som et af de mest interessante rockbands at følge herhjemme og ud i den evige nat.
Af Ken Damgaard Thomsen
