Det er lidt af en psykedelisk bølge, der skyller ind over GFRock for tiden. Tendensen kan også ses med den nyopståede Aarhus Psych Fest, der finder sted for første gang til efteråret. Psych-rocken springer op over det hele, og i mange klædninger og bindestregsudgaver. Også De Elskværdige har drukket af psych-krukken, og her er den blandet med folk-rock og inspiration fra 60’erne.
Neo-psykedelisk folk, kalder den københavnske kvartet selv deres musik, sangene skrives af forsanger Christopher Nick Hansen, der også spiller på flere forskellige instrumenter, og han bakkes op af Nick Willum Thøgersen på lead guitar, Jonas Bak på bas, og Ronnie Hosholm Østfelt på trommer.
Når man første gang lægger ører til De Elskværdige, tænker man, at det næsten må være et band fra 60’erne. Det emmer lidt af Steppeulvene og hele bølgen af folket, dansk-sproget rock, der blomstrede i Danmark i slutningen af 1960’erne.
Første nummer på albummet, ‘Min gyldne tamburin’, sætter stilen, som holdes, uden omsvøb, albummet igennem. Starten og guitaren har en klar klang af Steppeulvene, men omkvædet er dog lysere og mere luftigt. Det er svært ikke at vippe med foden og svæve lidt med, og ellers bare nyde det generelt velspillede univers.
Andet nummer, ‘Du skal med mig’ er uptempo og har et herligt “bap-bah-ah-ah” korstykke, ligesom andenvokalerne generelt sidder så de sniger sig ind i øregangene på én, og man har lyst til at stemme i med “uuuh” og “aaah” med jævne mellemrum. Det fungerer rigtig godt, blandt andet fordi Christopher Nick Hansen har et godt greb om melodierne, så der er stykker, der sætter sig fast, selv på de numre, der ved første lyt ikke gør det store væsen af sig. For eksempel på et nummer som ‘Den gudsforladte søn’, der måske ikke er så umiddelbart fængende som de to første, men alligevel har et fremragende vokalstykke i omkvædet og et mundharmonikastykke, der lige giver lidt ekstra lejrbålsfaktor.
På ‘Når som helst’, der med sin luftige lyd igen løfter De Elskværdige op i svævehøjde, og har ekkoer af Beatles fra deres syrede periode, fungerer det hele bare godt. I det hele taget er det svært at finde numre, der ikke holder et højt niveau på Elskværdigerest. ‘En sang til dig om os’ sætter sig måske ikke lige så hurtigt fast som nogle af de andre, men til gengæld giver den lidt variation i klangen og opbygningen.
Den efterfølgende ‘Bjørn’ sætter sig til gengæld straks fast, lidt som en sang fra et af de der børneprogrammer, fra en fjern barndom, hvor de voksne bød børnene indenfor i et syret fantasiunivers. “Flyv, Bjørn” lyder opfordringen blandt andet til Bjørn, der går i hjemmestrikket tøj og har svært ved at rumme verden.
Den følges op af ‘Hvor du nu end er’, som også har stærke melodiske kvaliteter, igen med et herligt syret “bam-bam-bam-bah” korstykke, til lige at løfte det drømmende nummer lidt højere op, selv om det i længden måske mangler lidt fremdrift.
Den lettere sørgmodige ‘Vent’, med den fine linie “Uden dit lys har jeg tabt/til dæmonerne jeg har skabt”, har stadig en fyldig lyd, men er ikke helt så fyldt ud i lyden som nogle af de andre numre. Her er lidt mere luft til de enkelte instrumenter, og det er egentlig en fin ting. ‘Tæl mig’ er igen et herligt uptempo track, der sættes i gang af trommer, guitar og mundharmonika og har en frisk og frejdig melodi, der tamper afsted, og vi får også en herlig, kort guitarsolo på de kun lidt over 2 minutter, nummeret varer.
Albummet afsluttes af den mere vægtige ‘Hvem er vi-‘, her er tyngde i guitarer og bas, mens trommerne stadig spilles tørt. Det er ikke albummets bedste nummer, men alligevel fungerer det som en passende afrunding på et album, der har været sommerens positive overraskelse for undertegnede. Masser af fede retro-melodier, korstykker, og stærke numre. Et tilvænningspunkt kunne være Christopher Nick Hansen’s nasale vokal, og ind i mellem lidt specielle fraseringer, men det er noget af det, der for mig, er med til at gøre albummet til en særlig oplevelse. Det er meget gennemført, og selv om det måske ikke er nyskabende, så er det god sangskrivning og godt musikalsk håndværk. Det giver 5 stjerner til De Elskværdige i min bog.
Anmeldt af Judas
Elskværdigerest udkom d.8. juli. Læs mere om De Elskværdige på deres facebook.
Like GFRock på facebook, og få nyt om rock, rul, metal and the what have you – hver dag!