De Efterladte har fundet roen og mistet den igen, og selv om alt så på en måde er ved det gamle, er der alligevel små musikalske landvindinger på Skrevet i sand, som, måske, er De Efterladte’s bedste.
Peter H. Olesen er efterhånden blevet 58 og har været en del af den danske musikscene i mange år – som sanger og sangskriver i Greene og Olesen-Olesen, og de senere år i De Efterladte. Han er også forfatter med både romaner og digtsamlinger på samvittigheden. I De Efterladte hedder legekammeraterne, der sætter musik til Olesen’s tekster, Michael Lund og Boi Holm, der egentlig startede som producer, men nu er en fast del af line-up og den kreative proces. På deres nye album, Skrevet i sand, får de også musikalsk hjælp af Jakob Høyer på trommer, Silas Tinglef på percussion og Anna Brønsted på kor. Det giver nogle steder en mere fyldig, varm og levende lyd end på gruppens tidligere albums.
Albumåbneren ‘Den ro jeg søgte fandt jeg og så forsvandt den igen’, er blandt Peter H. Olesen’s mest umiddelbart fængende sange, ikke bare på Skrevet i sand, men i hele hans sangskriverkarriere. Jeg begyndte ved første lyt at synge med på refrænet – som også er sangens titel. Det er på mange måder typisk Peter H. Olesen’sk rent lyrisk, hvor bevægelsen mellem roen og forstyrrelsen ofte har været central (“Jeg rejser mellem uro og ro”, som han synger på ‘En støjende tanke i stillekupéen’), og hvor ord og udtryk bøjes og prøves af, men aldrig hugges op og kastes tilfældigt sammen.
Således også på det roligt pulserende titelnummer ‘Skrevet i sand’, hvor “vi” er på stranden og “dagen er skrevet i sand”. Tematisk hænger den endda nydeligt sammen med den efterfølgende ‘Mennesker ved havet’, der dog har en mere dunkel basgang og Michael Lund’s lapsteel hviner stilfærdigt, så man får en lille em af uro, selv om Olesen forsikrer os at “Alt er godt, alt er fint/Som sandet tættest på vandet”, nænsomt bakket op af Brønsted’s vokal.
Den dunkle tone i baggrunden bliver hængende og tvivlen får plads i forgrunden igen på ‘Jeg var aldrig sikker i min sag’, på mange måder et klassisk Peter H. Olesen-nummer, hvor han gransker sin egen menneskelige praksis: “Jeg var et godt menneske/Dårligt menneske/Som de fleste/Fuld af fejl”.
Vanen tro er der også et nummer, der mest minder om en recitation med baggrundsmusik, her er det ‘Tag lykken på dig (I det nye år)’, der også agerer midterstykke på pladen. Det er en slags udvidet nytårsforsæt, måske et mantra, der skal hjælpe med at blive et mere entydigt godt menneske:
I det nye år skal du drikke din kaffe sort
Du skal rejse dig fra din seng og få tingene gjort
Og når tilfældet smider guld på gaden
Så saml det op og del det med din næste
Og de der tilfældigt passerer forbi
Og ligesom dig ved hverken ud eller ind
Her kommer dog også en form for sunget omkvæd, og den skitseagtige instrumentering bidrager til at gøre det til det måske mest vellykkede af recitations-numrene i De Efterladte’s diskografi. I det hele taget gør De Efterladte meget af det, man godt ved at de kan, ekstra godt her på Skrevet i sand, der virker sammenhængende både tematisk og musikalsk. Det kan være den lange indspilningsproces, med optagelser både i et gammelt fiskerhus i Thy og Boi Holm’s studie på Christiania, har været med til at det hele er landet så godt.
Den elektroniske puls, som De Efterladte ind i mellem har leget lidt med, dukker op på ‘Falder baglæns ind i søvnen’, velsagtens albummets mest musikalsk kantede sang. Det elektroniske islæt dukker også op i den efterfølgende ‘Sol i mol’, der godt kunne snerpe lidt henad Nikolaj Nørlund. Her har Olesen i øvrigt igen fundet et ganske fængende omkvæd frem, “Det er bedre at være levende end død”, der er væsentlig mere catchy på pladen end her på skrift.
Nu jeg er i gang med at namedroppe sammenligninger, så er det lige før Olesen lyder lidt som Steffen Brandt et par steder på ‘Satie’, uden sammenligning i øvrigt. En stilfærdig ode til “højtidens ro” og godt naboskab, med henvisninger til den franske komponist Erik Satie. “Fin regn i omegn/Et klaver spiller Satie/Toner som dråber med glimt i øjet/Og strejf af melankoli”.
‘En støjende tanke i stillekupéen’ afslutter albummet med et meget Olesen’sk ordspil og indkapsler på mange måder fint albummet. Det er her Olesen “rejser mellem uro og ro”, og “vender hjem for at tage afsted”. Her minder musikken mig blandt andet om nyere Eels, med noget, der nærmest lyder som en elektronisk/bas drone, dynamiske trommer og så Lund’s lap steel, der tilsammen bygger noget støjende, der alligevel ikke føles som om det støjer.
De Efterladte er, uagtet de sammenligninger jeg rystede ud af ærmet her mod slutningen, selvfølgelig stadig helt deres egne. De er det blot endnu mere og endnu bedre, end de har været før. Kender man dem ikke, er albummet et godt sted at stige på, og er man allerede bekendt med Peter H. Olesen og co., så kan man altså roligt investere sine sparepenge her.
Anmeldt af Jonas Strandholdt Bach
