De Efterladte, som består af Peter H. Olesen og Michael Lund, har på deres tredje album fundet deres lyssyn frem. Ind i mellem, i hvert fald, for der er stadig plads til sortsynet og melankolien, selv om den overordnede tone er blevet lysere.
Peter H. Olesen er manden med ordene, mens Michael Lund er den alsidige, instrumentalt begavede makker, som sætter musik til. Sådan virkede arbejdsfordelingen også til at være da Olesen slog sine folder sammen med sin bror, Henrik Olesen, i Olesen-Olesen (hvor Lund i øvrigt også havde en finger med i spillet). Også producer Boi Holm har hjulpet med den instrumentale side af sagen. Den fine og enkle, lyseblå indpakning af albummet signalerer, sammen med titlen, at De Efterladte bevæger sig i et lysere udtryk end på deres to første albums, Traditionen Utro og Alvorsord og Etagevask.
På den friskt knitrende åbner, ‘Synger synger’, er der da også nye vinde i De Efterladtes efterårsunivers. Her er det håndklap og elektronik, der understøtter Olesen’s tekst, som måske ikke er helt så glad, som den kan lyde. Den handler netop om, at besynge verden som den er, med både sorgen og glæden. Peter H. Olesen har ud over sange også både skrevet digte og romaner, og tre af numrene på Adjø Tristesse har også mere karakter af digt recitation end egentlige sange. ‘Nu vågner alting af sit coma’ er den første, og mest nedbarberede, men har ligesom ‘Vi er tidsrejsende’ en drone lurende i baggrunden. Mest musikalsk tilsætning er der på ‘Altid at være til stede et sted’, hvor Olesen nok mest af alt reciterer, men der også følger en komposition med.
Bedst er De Efterladte dog på numre som den upbeat og minimalistiske ‘Drømte jeg gik og blev ved med at gå’, hvor Olesen’s lyrik og Lund’s sans for enkle, men ikke banale, arrangementer går op i en højere enhed, og den arketypiske Olesen-sag, ‘Bravo november’, som blandt andet byder på disse linier som omkvæd: “Bravo november//Du har gjort det igen//Slået os omkuld//Lagt os i seng”. Akkompagnementet er her stort set holdt til akustisk guitar, og det fungerer.
Det samme er tilfældet på den velvalgte lukker, ‘Hver dag er et comeback’, som har en nærmest lidt højtideligt melankolsk tone, og lyder som en hyldest sørgmodig hyldest til livets evige gentagelser, som alligevel aldrig er helt de samme: “Hver dag er et comeback//Døden en debut//Hver morgen er den samme//Som alle andre altid ny”.
Ind i mellem disse sange får vi flere fine eksempler på at Peter H. Olesen er en dygtig lyriker, og at Michael Lund er næsten lige så opfindsom med hensyn til arrangementer og instrumentering som Olesen er med ordene. Til gengæld er Olesen ikke verdens bedste sanger, men det har heller aldrig været vokalpragt, der skulle bære hans sange. Men selv om materialet er solidt, så gør numre som den stille ‘Jeg falder’ og ‘Alt forsvinder og vender hjem’ ikke lige så vedvarende indtryk som de førnævnte.
Og selv om man bestemt ikke glemmer ‘Glem mig’s dystert-misantropisk catchiness, så er den nydelige, instrumentale ‘Surfin’ Sjælland’ mere forglemmelig, ligesom togrejsehyldesten ‘Glæden ved at være undervejs’, hvor der ikke er så voldsomt meget på spil i lyrikken. Det er måske også en pointe for Olesen, at han netop kan hvile i at kigge ud af vinduet på en togtur tværs over Danmark, og jeg kan sagtens nynne med og synes det er sympatisk, men i forhold til for eksempel ‘Altid at være til stede et sted’, som følger efter, kunne den godt bruge lidt mere kant. Den handler ellers også om trummerum, “At blive ved// med at blive ved”, men her er der også et mere eksistentialistisk niveau i det.
Omvendt er der heller ikke noget nyt i, at der er disse små øjebliksbilleder og tvetydige hyldester til hverdagen hos Olesen. Der er dog kommet flere af dem, og det er måske naturligt nok. Jeg kan bare godt savne lidt flere af Olesen’s bidske og præcise betragtninger, ligesom der måske mangler et enkelt virkelig stærkt melodisk nummer eller to, og et par virkelig memorable linier mere for lige at løfte albummet op blandt de bedste i Olesen’s produktion. Men nu skal det heller ikke være brok det hele, for det er faktisk forfriskende at Olesen og Lund, i samarbejde med Boi Holm, har rusket lidt op i udtrykket, og som helhed er det absolut en lytteværdig plade til de eftertænksomme efterårs- og vinterstunder. Vi ender på fire pæne stjerner til De Efterladte, som fortsat er, og sikkert vedbliver at være en godt skjult (overset) perle i det danske musiklandskab.
Du kan finde De Efterladte på facebook.
Anmeldt af Jonas Strandholdt Bach
