Daycare for Jedi kører på i højt gear og er fantastisk usnobbede i deres tilgang til pop-punken.
Noget i mig stritter totalt, når jeg hører genrebetegnelser som ‘punk-pop’. For i min bog er netop punk nærmest en modpol til poppen: Hvor poppen stræber efter at være populær, er punken en modkultur, hvor det hele skal være imod normen og konventionerne. Men når Daycare for Jedi beskriver deres musik som pop-punk, så rammer de næsten i plet med beskrivelsen. Hvilket er sjældent i en tid, hvor stort set alle bands prøver at finde deres egne genrebeskrivelser.
At navngivningen til bands så er en genre i sig selv er så til gengæld ganske tydeligt: Daycare for Jedi falder vist i kategorien over bandnavne, der er lidt fjollede for at folk bedre skal kunne huske dem. Der er på Worst Things First tale om punkens energi, men med en stærk poppet tilgang. Væk er punkens numre på 1.50 (alle numre på Worst Things First er 3+ minutter lange), inde er længere numre med både soloer, shoutouts og hurtigt leveret vokal.
Til trods for deres ærke-danskhed (puh, pressemeddelelsen på engelsk kunne godt have brugt en engelsklærer inde over – men det er vel også lidt punk at skide på korrekturen?!), så skriver Daycare for Jedo sig ind i en amerikansk punk-tradition, hvor Green Day har været pionerer og Blink 182 bannerførere. Selv leadvokalen har en tillært amerikansk accent, så vi rammer genren lige i r*ven.
Drengene fra Daycare for Jedi har heldigvis også valgt at lade sig inspirere mere af punken end poppen, når det kommer til kvaliteten af indspilningen: Der er helt styr på lyden, og de kan rent faktisk spille på deres instrumenter og lyden er lige i skabet – sikkert ikke tilfældigt, når Jacob Hansen har siddet ved knapperne. Der spilles på alle klichéer med shoutouts, breakdowns, temposkift og b-vokaler på tåbe-tertser. Det gøres med charme, overbevisning og energi. De fire numre, EP’en indeholder, holder faktisk hele vejen hjem – mens jeg nok vil tvivle på, om jeg ville kunne udholde et helt album med det tempo, der lægges for dagen.
Men genren er nok også lidt udfordret på sin punk-ophavs monotoni; numrene bliver forholdsvis ens, og skulle der komme en anbefaling til bandet herfra så skulle det være at kigge på Green Days evne til at lave frække hooks, mere forskelligartede melodier i vokalen og detaljer i breaks.
Rent tekstmæssigt skal man ikke forvente alverden fra Daycare for Jedi. Siden Billy Joe fra Green Day for første gang begyndte at skrive tekster om college-livets problematikker, som for tidlig sædafgang, post-puberitetsforvirring og hvorfor-hun-dog-ikke-vil-have-mig, har punken nok været lidt udfordret på at kunne tage sig selv alvorligt. Teksterne på Worst Things First kredser om parforholdets genvordigheder, udfordret selvtillid og det-er-ikke-dig-det-er-mig, eller jo-det-er-dig-og-ikke-mig… og som halv-gammel anmelder må jeg sige, at det faktisk er meget sødt, charmerende og fungerer fint for Daycare for Jedi.
Daycare for Jedi har næppe nogen ambitioner om at ændre verden på den måde, som tidligere amerikanske punk bands som Bad Religion og Dead Kennedys. Men som deres noget nærere oplæg i Blink 182 vil de gerne sparke et hul i det hele med ungdommelig energi og lige dele frustration og overlegen spilleglæde.
Det bliver aldrig min yndlingsgenre med denne college-pop-punk, men må indrømme at Daycare for Jedi nemt kunne blive lidt en guilty pleasure hos mig. Og når materialer så oven i købet leveres så overlegent og velindspillet, så må det også belønnes med fire stjerner.
Af Troels-Henrik Balslev Krag
Besøg Daycare for Jedi på Facebook
