Dawn Gazers kigger, som navn og EP-titel antyder, på stjernerne og tænker lidt over livet på At Starlight. Stilen er alternativ pop, her forstået som en kobling mellem alternativ 90’er rock og mere sødmefulde vokaler, samt (indrømmer de selv) poppens klicher. Det kunne alt sammen være endt meget godt, tegningen til det er til stede, men Dawn Gazers lyder lidt som om, at de er kommet ud hvor de ikke helt kan bunde.
Overordnet set er denne EP lidt af en rutsjetur for undertegnede, der skifter mellem enkelte berusende passager, og ellers veksler mellem en masse “lige ved og næsten” og “tæt på – og alligevel meget langt fra” øjeblikke.
Det rent musikalske og sangskrivningsmæssige er der nogenlunde styr på. Det er bestemt hverken raketvidenskab eller nye musikalske galakser der opdages, på At Starlight – men heller ikke decideret dårligt eller talentløst. Bare uspektakulært, tenderende, til det i sidste ende små-kedelige.
Enkelte stjernestunder, eller i hvert fald nogle der glinser lidt klarere end andre, er der at finde blandt de 7 numre, inklusiv et “bonusnummer”, på EP’en (der vel så egentlig nærmere er et mini-album… som burde have været skåret ned til en EP). De falder som et par midt på skiven, i form af singlen “Killer Whale” og “Cassette”. På “Killer Whale” lykkes bandet med det, som jeg synes, er en mangelvare på de fleste af de andre numre. De 2 vokalister, Lone Kjeldgaard og Giulio Zichella, finder et stemme- og tonemæssigt leje, hvor de matcher og understøtter hinanden rigtig godt. Nummeret er derudover lidt mørkere, mere flosset i kanterne og pågående end de resterende, ligesom den let faretruende lusker-stemning klæder stjernekiggeriet.
“Cassette” går i en lidt anden, og mere afdæmpet retning, men rummer nogle af de samme kvaliteter – ikke mindst er det som om der er noget ballast og tyngde i det ellers noget luftige lydbillede. Noget jeg synes klæder orkesteret rigtig godt, og ikke mindst gør nogle af bandets svagheder enten tålelige, eller får kamufleret dem tilstrækkeligt. Her tænker jeg især på Lone Kjeldgaards blåøjede lillepige stemme, der andre steder på At Starlight forstyrrer aftenfreden med sang i et toneleje, der mildest talt lyder anstrengt – og anstrengende!
Hvor “Killer Whale” og “Cassette” er gode nok numre til at overdøve eller iscenesætte hendes vokal, så den ikke skurrer mig i ørerne, og få den til at spille fornuftigt med Zichella’s (der også har sine begrænsninger hist og her), så slipper andre sange knap så helskindet fra det. Åbneren, “It’s Always Been You”, der lægger ud med ganske fornuftig 90’er rocket sommerstemning, inden der går lidt for meget gymnasie-rock i lyden til mig, er et eksempel herpå. Det er som om Kjeldgaard kommer skævt ind i nummeret, og egentlig aldrig finder sit ståsted og i stedet for ender med at ligge alt, alt for højt i registret, i forhold til hvad den lidt spæde vokal kan klare. Det er, desværre (og ikke sagt for at håne nogen), lidt som at opleve en mislykket X-Factor audition, hvor sangaspiranten, uden backtrack at støtte sig til, rammer et nøk over mål, og egne evner – selv om man aner, at vokalen måske har et eller andet, hvis den bare fik indstillet sigtekornet.
“Eyes Wide Shut” kommer sådan set ret fint fra land, med en behagelig, lidt luftig og let tilbagelænet 90’er indie feeling, men så holder stjernerne også op med at stå rigtigt i forhold til hinanden. Kjeldgaard ligger indledningsvis egentlig tåleligt i lydbilledet, men så er det som om et vildfarent kor skubber hende og sangen godt ud af kurs, som resulterer i at vokalen igen flyver højt, og denne gang også skævt, når vi når hen til omkvædet. Her er det også som om, at sangen kæmper med at holde flyvehøjde – det lyder anspændt og presset på mange fronter.
Nu skal det hele bestemt ikke lægges på Kjeldgaard’s skuldre, faktisk synes jeg hun gør det rigtig fint på numre som nævnte “Killer Whale”, “Cassette” og den afsluttende godnat/bonussang, “I Fall, I Fall, I Fall”. Giulio Zichella har, som antydet, også nogle forbiere han må tage på sin kappe. På “Dance”, EP’ens andet nummer, er hans vokal ikke lige min kop the. Hans stil er i forvejen sådan lidt… ja… hvordan skal jeg beskrive det… som om han synger med meget åbne øjne og mund, med lidt halv-flad intonation og “glat” lyd – lidt hen ad Brandon Boyd fra Incubus, når han bliver lidt for fersk. Giulio Zichella har, ligesom hans kvindelige pendant, en del momenter og passager, hvor det kører fint på At Starlight – “Dance”, hvor han bærer en større del af nummeret, er bare ikke et af dem.
Det der måske egentlig mangler, er bedre balance, overblik, fordeling og, som tidligere nævnt, bedre iscenesættelse af, og mellem, de 2 vokaler. Når de harmonerer, så lyder det faktisk ganske godt og peger fremad mod noget, som med tiden kunne blive virkelig brugbart. Men på denne EP virker det overordnet set, ærgerligt nok, mest som et lucky punch når vokalerne sidder lige i skabet – og der er for få af den slags øjeblikke til, at jeg kan ignorere udfaldene.
Dawn Gazers virker på ingen måde som et håbløst projekt, der bare skal sendes hen hvor pebret gror blandt stjernerne – de lyder bare, i mine ører (og det ER bare een mands holdning), ikke klar til alt det de prøver på. Slet ikke over 7 numre, hvor de, beklageligvis, kommer til at fremstå som lidt forvirrede og forpustede teenagere inden de når i mål – og det behøvede slet ikke være sådan, fornemmer man.
Jeg har det faktisk lidt dårligt med, at have det sådan her med Dawn Gazers og det de forsøger på At Starlight, for de lyder helt generelt som et både høfligt, elskværdigt, imødekommende og ganske charmerende band. Der er noget lidt uskyldsrent over hele pakken, hvilket i små doser virker både forfriskende og opkvikkende – men helhedsindtrykket halter stadig alt for meget, til at de kan køre den hjem på charmen. Desværre.
Af Ken Damgaard Thomsen
Besøg Dawn Gazers på Facebook
