Norske Datarock er tilbage med deres første reelle album siden 2009, men de har ikke glemt legesygen. New wave, disco, elektro-rock, punk og meget andet røres sammen med medrivende nysgerrighed og glimt i øjet.
Det kunne lyde som lidt af en rodebutik og der er da også et væld af referencer, stilarter og smagsnuancer, at holde styr på over de 10 numre. Men det bliver aldrig for flimrende, eller for mange indtryk på samme tid. Numrene er sådan set, hver især, nogenlunde strømlinede og stilrene, så det ikke mudre sammen. Uden at de mister deres individuelle variation.
Samtidig lykkes det, at få helhedsindtrykket til at hænge så godt sammen, at det ikke ender i stilforvirring. Jo, set fra fugleperspektiv er det et spraglet musikalsk landskab Bergen bandet leverer, men de fængende melodier og en eller anden overordnet følelse af overskud og opfindsomhed binder det nok sammen til, at albummet ikke stikker helt af.
I den forstand er der en Talking Heads vibe over en del af materialet, hvor det dansable og legesyge går hånd i hånd med nok alvor til, at det ikke ender i fjollerier. Og så en eller anden grundlæggende glæde, der gør albummet til en opløftende oplevelse.
Der er håndklap, lettere hysterisk vokal og elastiske danserytme på “Everything”, hvor “Everythings gonna be alright, but nothing will change unless we talk about it”. Et optimistisk nummer i en lidt pessimistisk tid, uden at det virker fuldstændig blåøjet. “I don’t wanna walk these streets alone, unless I’m dancing”, lyder det på den herlige “Ruffle Shuffle” tidligere på pladen. Den beskidte i bund og grund bare nogle dansetrin, i et frækt let-til-bens lydunivers, der er meget svært ikke at blive smittet af. Den har noget Beck’sk Midnight Vultures over sig, eller dufter af de samme referencer.
På et nummer som “Invitation to Love” bliver klangen mere mørk og rummer ekkoer af noget Depeche Mode. Dermed er det også stadig dansevenligt, og noget synth i baggrunden sender lidt lysere kontraster ind i mørket. Med sine 6 minutter er det en længere og mere repeterende sag, men en der skaber fin variation fra de mere opløftende stunder.
Spændvidden på pladen bliver helt tydelig, når man kigger på åbneren “BMX” og lukkeren “Darkness at the Edge of the Pit”. Førstnævnte lyder som en opdateret omgang Kraftwerk, mens sidstnævnte er en punket energiudladning. Noget af et spring. Fra det elektroniske og mekaniske, over til noget mere organisk og vibrerende.
Det jeg mangler hos Datarock for, at komme helt op at ringe, er nogle numre der decideret sætter sig fast og bliver mindeværdige. Tættest på kommer i min bog “Beautiful Monster”, der har en eller anden fængende, små-psykedelisk Madchester vibe kørende. Og den energiske semi-punkede “Outta Here”, der gennemstrømmes af en smittende live-feeling.
Bundniveauet er mere end solidt, og når pladen spinner, så er man med i nu’et og har en fest. Men efterfølgende sidder følelsen ikke så lang tid i kroppen, så vi ender på 4 med en pil opad og en anbefaling til de musikalsk nysgerrig til, at tjekke albummet ud.
Af Ken Damgaard Thomsen
