Darling Darlene, det kunne lyde som noget country? Det er det nu ikke, men alternativ pop fra Nordjylland. Der desværre bliver den musikalske ækvivalent til et indifferent skuldertræk.
Det kan være et spørgsmål om smag, der spiller ind, for Darling Darlene og deres bløde, luftige små-psykedeliske poplyd er ikke lige min kop te. Over 6 numre formår den nordjyske duo ikke rigtig at fange min interesse. Dermed bliver Lost at the Movies også en forholdsvis tung og langsommelig sag at komme igennem af en EP at være.
For det første er jeg ikke vild med den luftige produktion, den fremstår spinkel og tynd i mine ører. Ligesom vokalen, der for det meste holder sig i et lysere toneleje, har svært ved at nå igennem til mig. Det kan være et bevidst stilistisk valg, eller også er det bare ikke særligt godt produceret. Uanset hvad, så tiltaler det mig ikke.
Men det kunne også lægge op til, at det er lyrikken som er det bærende og vigtigste element her. Ifølge pressematerialet handler numrene om “uhæmmet egoisme, apati og halvglemte drømme”. I åbningsnummeret lyder det dog som om, at vi har med en forlist kærlighedshistorie at gøre, hvor den ene part ikke helt af lugtet lunten:
See friend it’s over now
But he is not over you
Three worlds so incomplete
you might want to share
Keep on trying altering the sun
Keep on trying altering your love for someone
Der er noget tvetydighed til stede her, der såmænd er meget fint, som også gør synsvinklen lidt uigennemskuelig. Det forvirrer mig dog også en smule, “hvem taler til hvem” her og “hvad bliver der egentlig sagt”? Det gør ikke noget, at det er lidt uklart for mig. Problemet er den førnævnte indpakning.
Jeg har svært ved at høre nøjagtig hvad der bliver sunget hvilket bliver lidt af et problem hvis teksterne skal være i fokus. Og resten i mine ører halter. Så bliver det ret kedeligt at lægge ører til, for sangen svæver bare lidt af sted og fiser ud i ingenting.
Og sådan fortsætter det desværre.
Christian Popp og Johan Skjold, der er duoen bag Darling Darlene, isolerede sig i et lille hus i januar 2020 og brugte 3 måneder på projektet her. De kalder selv perioden for kaotisk, det har dog ikke smittet mærkbart af på musikken. Til gengæld kom de da ud til en verden i kaos pga. corona!
Lost at the Movies har en fin rød tråd igennem materialet. Lyden som de beskriver som alt-pop er blød, men kantet i sin rytmiske fremdrift. Rytmen gør desværre ikke, at der er specielt meget bund i sangene. De bølger luftigt af sted, et nummer som “Something’s in the Woods” føles næsten som om, at melodien træder et skridt frem og to baglæns. Det giver en underlig skvulpende fornemmelse, som at få lidt søsyge til en halv-skæv cirkussang?
Først i femte nummer, “The Elephant Man” kommer der noget jeg ville kalde regulær fremdrift. Tonen bliver en anelse mere dunkel, mens det indledningsvis lyder:
Last night the sun occurred
Sunlight makes shadows unsure
The sleep man intentionally
taught me to sleep walk alone
Det første ved jeg ikke helt om giver mening på engelsk, de sidste to linjer er jeg ikke sikker på hvad betyder? Dermed fortsætter jeg også med at være i tvivl om, om teksterne er kryptiske og fine, eller lidt noget forvrøvlet tågesnak? Og om det er godt eller skidt…
Pladen slutter af med “Marí”, der nærmest symptomatisk for Lost at the Movies, ikke helt kommer i gang inden den slutter. Det nærmer sig det stillestående, altså er en nydelse af nummeret ret afhængig af at man fanges af stemningen. Måske ikke videre overraskende må jeg beklageligvis konkludere, at det gør jeg ikke rigtig.
Dermed ender Darling Darlene også med at være en underlig antiklimatisk lyttetoplevelse for mig. Jeg hader det ikke, jeg er nærmere lidt indifferent og føler aldrig at jeg kommer ind i Lost at the Movies og fortaber mig i musikken.
Det kan næsten føles værre end hvis man bare ikke kunne udstå musikken, eller den var rædderlig. På den måde kommer den samlede oplevelse til at minde om pladecoveret: sløret, ude af fokus og lidt udefinerbar, så det ikke bliver lagret skarpt i hukommelsen.
Af Ken Damgaard Thomsen
